Ai Yoru - baggrundshistorie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2017
  • Opdateret: 29 apr. 2017
  • Status: Igang
Historien følger den 3-årige Ai Yoru, og hendes søgen efter et sted, hvor hun føler sig hjemme, og nogle folk, hun kan kalde sin familie. Den følger hende på godt og ondt, gennem børnehjem, en adoptivfamilie, til optagelsen på den magiske skole Hogwarts, og videre til hendes søgen efter resterne af sin forsvundne familie.

Historien blev skrevet i 2009, og er en baggrundshistorie til min karakter, på det nu nedlagte Potterskolen, og hun - Ai - lever derfor i Potteruniverset. Den er blevet revideret en del gange siden, men bærer stadigvæk præg af det originale, noget voldsomme, og halvkiksede plot. Men jeg ønskede ikke, at ændre noget. Jeg håber, at hendes videre forløb i livet en dag vil blive udgivet i en bog, hvorfor I ikke kommer til at høre mere om, hvad der skete med Ai Yoru herinde. Det holder jeg for mig selv, indtil den dag, bogen udgives (hvis den gør det). Jeg håber I nyder historien, selv om den er gammel og småkikset ;)

0Likes
0Kommentarer
167Visninger
AA

12. Stopper Det Nogensinde? TriggerWarning

Næste morgen trampede Lucas på ny ind på badeværelset. Brutalt sparkede han døren op, og gav sig til at råbe og skælde ud på Ai, der stort set ikke havde rykket sig, siden hun blev efterladt. Hun dirrede let over hele kroppen.
Han satte sig på hug ved hende, tog hårdt fat i hendes kæbe, løftede hendes hoved opad mod sit eget og stirrede på hende. Hendes blik var tomt. Levede hun overhovedet endnu?
”Hey, møgso. Der er ikke mere sprut. Hent noget.” befalede han. 
Ai spyttede lidt blod op, i et svagt host, og sagde, at det kunne hun ikke gøre for. 
”Skal du være flabet?” Han gav hende en flad og skældte ud igen. 
Begyndte at forklare hende, at hun egentlig ikke fortjente kærlighed. At det var klart, at hendes familie og veninde glædeligt havde taget i mod døden. At hun fortjente alt, hvad der i hendes retning. 
”Du har ret.” mumlede hun bare. Alt det, Hogwarts havde givet hende af positive oplevelser, havde Lucas frarøvet hende igen på nogle få uger.

Han slap hende, hvorefter han tog en cigaretpakke frem, tog en ud, lukkede den og puttede pakken i lommen igen. Han tog lighteren, der lå ved vasken, tændte cigaretten, satte sig på hug ved Ai, og prøvede at smigre hende til at gå ned og hente det. Men da det ikke virkede, blev han voldelig og gal. Han rev fat i hendes hår, løftede hende lidt over jorden, tog fat omkring hende og løftede hende derefter op at stå. Han lagde en arm om livet på hende, og holdt hende med fronten ud af, knugede hende tæt ind til sig, holdt om hendes kæbe med den anden hånd, og tvang hende til at se ind i spejlet.
”Snuskebasse? Du er en forbandet kælling, du er. Du er ikke en skid værd. Du fortjener ingenting, du burde dø, men det ville være ondt af mig, at lade dig slippe så let, fra alt, hvad du har gjort. Prøv at se, hvor grim og ækel du er? Klamme, fede unge. Gør dig selv lidt nytte, og gå ned og hent noget sprut til farmand – så kan det være, at jeg er sød mod dig, skattepige.” 
Tårer begyndte at tage form i hendes øjne.
”Det kan jeg jo ikke Lucas. Kan du ikke selv se, at folk vil se, at der er noget galt, hvis jeg kommer ned i byen, sådan her? Med forslået, hævet ansigt og ben, der slet ikke kan bære mig?” 
Lucas gav hende et dask på siden af hovedet, hvorefter han tog cigaretten, som havde ligget på vasken, og pressede den mod hendes venstre arm, hvor han dagen forinden havde skåret på. 
Ai vred sig af smerte og begyndte at græde, mens hun tiggede ham op at stoppe.
Han fjernede cigaretten og bad hende igen hente sprut. Hun hev efter vejret, og svarede derfor ikke, med det samme, og derfor pressede han igen cigaretten mod hendes arm, lidt væk fra det andet mærke. Ai begyndte at skrige op af smerte, mens hun vred sig, prøvede at slå ud, hylede, tiggede og bad ham om at stoppe. Endnu engang spurgte han så, om hun ville hente sprut, og hun hev efter vejret og nikkede. Men da hun ikke gav ham et ”svar”, pressede han cigaretten mod hendes arm endnu engang, hvorefter hun igen skreg og hylede hysterisk. 
”Ja! Ja!” Skreg hun grådkvalt.
Lucas grinede over hendes skrig, men fjernede dog cigaretten fra hendes arm, hvorefter han smed den på gulvet, trådte på den, knugede om Ai, og fortalte hende, at hun skulle gøre, som han sagde.
Han slækkede lidt på grebet om hende, hvorefter han greb hendes overarm og slyngede hende fremad mod spejlet, hvorefter han gik. 

Ai tog sig til hovedet, mens hun håbløst stirrede ind i spejlet, mens hun hadefuldt kritiserede sig selv. 
”Ja, hvem vil nogensinde elske dig, dit lille, dumme pjok.” 
Hun fandt makeup frem for skabet, som hun klaskede i ansigtet, og tog et ekstra tykt lag rouge på, for at skjule de værste, af de blå mærker, hun havde fået i ansigtet. 
Lucas skyndte utålmodigt på hende, og hun halte-tumle-vaklede ind på hans værelse, hvor han igen begyndte at skælde hende ud. Hun trak sin sorte hættetrøje over hovedet, for at skjule blodet fra stiksåret, hvorefter hun gik ud af værelset, for at gå ned i byen og købe den åndssvage alkohol. 
”Aiiii?”
Lucas’ stemme skar gennem hendes øregange, og hun gik tilbage til ham. Han rejste sig fra sin seng og gik over til hende og lagde blidt en hånd på hendes kind, hvorefter han kyssede hende på håret. For så at smække hende en flad og bede hende skride. 
”Du har bare at komme tilbage, ellers så sværger jeg, at jeg finder dig – og så overlever du ikke!”
Hun skubbede sig væk fra ham, tog sin taske og vaklede ud af værelset, videre ud i gangen og hen til døren, som hun åbnede. Derfra videre ned af trapperne, ud på gaden, mens hun holdt om sin stakkels mave.
Nærmeste kiosk lå ved metroen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...