Ai Yoru - baggrundshistorie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2017
  • Opdateret: 29 apr. 2017
  • Status: Igang
Historien følger den 3-årige Ai Yoru, og hendes søgen efter et sted, hvor hun føler sig hjemme, og nogle folk, hun kan kalde sin familie. Den følger hende på godt og ondt, gennem børnehjem, en adoptivfamilie, til optagelsen på den magiske skole Hogwarts, og videre til hendes søgen efter resterne af sin forsvundne familie.

Historien blev skrevet i 2009, og er en baggrundshistorie til min karakter, på det nu nedlagte Potterskolen, og hun - Ai - lever derfor i Potteruniverset. Den er blevet revideret en del gange siden, men bærer stadigvæk præg af det originale, noget voldsomme, og halvkiksede plot. Men jeg ønskede ikke, at ændre noget. Jeg håber, at hendes videre forløb i livet en dag vil blive udgivet i en bog, hvorfor I ikke kommer til at høre mere om, hvad der skete med Ai Yoru herinde. Det holder jeg for mig selv, indtil den dag, bogen udgives (hvis den gør det). Jeg håber I nyder historien, selv om den er gammel og småkikset ;)

0Likes
0Kommentarer
153Visninger
AA

1. Rædslernes Nat

Det var den 24. December – Juleaften. 
Sneen dalede yndigt ned udenfor i Japans tomme, men belyste gader. Det var første gang i flere år, at sneen faldt, og alle mente, at det var et mirakel. I dette lille slumkvarter, som familien boede i, skilte især ét hus sig ud fra de andre. Huset var gammelt og nedslidt, udefra lignede det et gammelt spøgelseshus – men indeni… Fra vinduerne i det lille hus, lyste varmen og glæden ud. Der var lyst og smukt, inde i det hyggelige hjem, og indeni det, var der også godt gang i den. Der duftede af hjem og jul. Tryghed. 

En lille, treårig pige, med sort, pjusket hår, spurtede utålmodigt rundt om et juletræ i fuld fart. Så hurtigt, at hun næsten snublede over sine små fødder. Kort inden havde familien spist aftensmad, og nu løb den yngste datter rundt om træet. Den lille, treårige pige, var Ai. 
Hun var den yngste i familien, og desværre også den, der fyldte mest. Hun havde dårligt immunforsvar, og var derfor rigtig tit syg – specielt nu, hvor det var så koldt udenfor. Familien var fattig, og havde derfor ikke råd til at have en pige, som hele tiden ragede alverdens sygdomme til sig. Som regel forsøgte moren at instruere de ældre børn om, hvad de skulle gøre, mens hun og faren tog på arbejde, for at tjene til føden. Men af og til var den så gal, at Ai måtte på hospitalet for at blive rask; Hvilket betød, at moren måtte holde fri fra arbejde, hvilket godt kunne mærkes på økonomien. Netop derfor var stemningen ofte anspændt i den lille familie; Men moren slog på, at Ai var et ønskebarn. 

I dag var der ingenting galt. Ai bar en lille, sød nissekjolen i hvid og rød. Den var gået i arv, og den passede Ai perfekt, selv om den egentlig var lidt for stor, så hendes hænder blev helt væk i de lange ærmer, men det gjorde ikke noget. Hun spurtede utålmodigt rundt om træet, da den lille treårige pige troede at man bare skulle gå rundt om det, også fik man gaverne. Og det var det hun gjorde. Hun gik nu ikke, men hun havde den idé at løb hun, så ville det gå hurtigere - hun fik hendes gaver hurtigere. Da Ai havde spurtet omkring træet for tolvte gang, stoppede hun forpustet op, vendte om og løb hen mod en ung kvinde. Kvindens sorte hår, var sat i krøllede nisserottehaler. Også hun bar en rød nissekjole, der gik til knæene. Den unge kvinde var syvogtyve år, og gik under navnet Laisa – Ais mor. Ai nåede hende, og begyndte straks at give i den røde nissekjole, med sine små buttede hænder, i utålmodige små ryk. Samtidig stirrede hun op på sin mor, med store øjne. 
”Moooooar!” sagde hun højlydt, mens hun fortsat hev i kjolen, for at få sin mors opmærksomhed. 
”Jeg har træet, gået rundt nu, mo-ar. Kan jeg gave, få nu?” fortsatte hun og så håbefuldt på sin mor. Ai havde været meget utålmodighed hele aftenen – hun ville have de gaver, der tilhørte hende. Og gerne nu. Laisa grinede og bøjede sig ned mod Ai, hvorefter hun blidt tog fat i hendes hænder, og fjernede dem fra sin kjole, så ikke Ai ødelagde den. Derefter satte hun sig på hug og kiggede på Ai. 
”Skat. Du må først få dem, når vi alle sammen har gået rundt om træet og sunget julesange. Ikke nu. Du er altså nødt til at vente.” smilede Laisa og klappede blidt Ai på hovedet. 
Ai stirrede nu irriteret og vredt på hende, mens hun surmulede. 
”Du’ ond! Mig gaver ha’ nu!” beordrede Ai hidsigt og stampede i gulvet. 
Laisa grinede mildt af sin datters reaktion – Ai havde altid været lidt af en hidsigprop, så det kom ikke bag på hende. 
”Pusser, vi skal alle gå rundt om træet. Dig, mig, far, Jessica, Joshua og Mallory. Ikke? Og så skal vi synge julesange og hygge os. Man bliver nødt til at gøre det sådan, ellers så må man slet ikke få gaverne. Det står i juleloven. Så er du ikke sød og vente, til vi skal gå rundt om træet alle sammen? Du kan tage en skål risalamande mere – hvis du er hurtig?” Hun blinkede til sin datter og smilede fortsat.
Ai surmulede endnu, og havde tvært lagt armene over kors. 
”Okay,” mumlede hun surt til svar, og nægtede at se op. 
”Godt Ai.” Smilede Laisa, hvorefter hun kyssede Ai på hovedet og rejste sig op igen, for at gå over til sin mand – Jin. 
Ai kunne ikke dy sig for at frembringe nogle få tårer, som stille trillede ned over hendes halvbuttede barnekinder. Hvorfor måtte hun ikke få de gaver? Hvor længe skulle hun vente? 

Hun stod lidt og græd over det med gaverne, men ikke lang tid efter, var der nogen, der rev fat i hendes arm. Forskrækket vendte hun sig om. Dér stod hendes fem år ældre storebror, Joshua. Han tog blidere fat i hendes arm og trak hende med sig; Ai sendte ham blot et irriteret blik. Da de var nået ud af stuen, vendte han sig smilende om mod hende, og hun lignede ét stort spørgsmålstegn.
”Hey, søs… skal vi ikke… overraske Mal?” grinede han smørret. 
Hele Ais ansigt lyste op i spændingen. Hun stoppede prompte sin tavse gråd og surmuleri, og et halvlumsk smil tegnedes på hendes læber i stedet for. Med et glimt i øjet, nikkede hun. Mallory var Ais storesøster på seks, som evig og altid legede med dukker. Kedelige te selskaber og fine prinsesse-piger, Ai hadede det! Hvordan kunne man sidde og lege med noget så dumt? 
Joshua trak forsigtigt Ai med sig, hen mod døren til Mallorys værelse. Døren stod på klem, og som altid legede hun med dukker. Ai sukkede og lignede en, der havde kvalme. Efterfølgende himlede hun med øjnene og bad Joshua vendte nogle minutter. Hun løb ind på sit værelse, hvor hun fandt en sort tusch, som hun tidligere på dagen havde brugt, til at tegne gaver til hende familien. Hun farvede sine kinder sorte, og uglede derefter sit hår urimeligt meget, så det strittede ud til alle sider. Alt i alt lignede hun et mindre trafikuheld. Fornøjet spadserede hun tilbage til sin storebror. 
Joshua spjættede overrasket, ved synet af Ai, og gispede lavt. Hun overraskede ham gang på gang. Man vidste aldrig, hvad hun kunne finde på, for det var noget nyt hver gang. Godt nok var hun ikke særlig gammel, men hun var kvik og talentfuldt, hvilket et-eller-andet sted, var vildt skræmmende. Ai fniste over Joshuas reaktion, hvorefter hun spankulerede hen til døren. Lydløst puffede hun den lyserøde dør op, og sprang frem mod sin storesøster, uden den mindste advarsel. 
”Buh!” råbte Ai skraldgrinende, og prøvede at gøre sig, så skræmmende, som overhovedet muligt. 
Det viste sig dog, at have været fuldkommen unødvendigt at se skræmmende ud, for Mallory var blevet bange, af bare overraskelsen ved, at der pludselig var nogen. Hun hvinede og skreg, i bedste tøsestil, hvorefter hun fuldkommen ulykkeligt begyndte at græde. Ai blev overrasket, og bakkede et skridt bagud, med hjertet helt oppe i halsen. Hun skulle jo ikke græde…? 

Jin kom spændende af sted, ind mod Mallorys værelse, for at se, hvad der havde gjort hans datter så bange. Man kunne aldrig vide. 
”Mallory-skat, hvad er der dog sket?” spurgte han bekymret, inden han overhovedet nåede ind i rummet.
Mallory tudede fortsat, og sad bare nede på gulvet med sine dukker og vrælede, mens hun rystende pegede på Ai, der lignede noget, der var løgn. Ai derimod stivnede ved lyden af sin fars stemme, og uden at vende sig mod ham, kunne hun mærke hans onde blik, der gennemborede hende. 
”Aiiii!?” Brølede han rasende, og pegede på hende, for at understrege, at det virkelig var hende, han mente.
Joshua øjnede chancen og bakkede baglæns, for derefter at gå i fuldkommen tilbagetog. Ai tog en dyb indånding, hvorefter hun nikkede og modstræbende vendte sig om; Hun vidste godt, hvad der skulle ske. Jin spjættede overrasket, ved synet af sin datter, malet helt sort i ansigtet. Selvfølgelig ville han aldrig indrømme det, da det ville være det samme, som at miste sin mandelige stolthed, som han så flot kaldte det. Han sendte Ai det ondeste blik, og hun ledte febrilsk efter Joshua med øjnene… Men han var jo selvfølgelig stukket af. Dumme unge. Jin bukkede sig ned, så han sad på hug foran den meget lave Ai. Han tog fat i hendes kæbe, en smule hårdt, og drejede hendes ansigt, så hun så ham direkte i øjnene, selv om hun for alt i verdenen ikke ville. Hendes øjne fyldtes med tårer, men hun prøvede at forblive ”stærk”. Hun hadede at græde foran sin far. Han lignede faktisk ikke længere en, der var vred, og et kort sekund troede hun faktisk, at han ville sige, at det var okay. Men så smækkede han hende én på skrinet og begyndte at skælde ud. Ai blev paf. Hun stod bomstille, dirrede over det hele, kinden blev rødere og rødere, og tårerne væltede ud af øjnene på hende. Hun sendte ham et forvirret blik, hvorefter hun tog sig til kinden, helt lammet af chok over, hvad der var sket. Han havde slået hende før, men det overraskede hende hver gang. 

Laisa kom nu også løbende ind på Mallorys værelse. Hun havde hørt Jin råbe. Det første, hendes blik fangede, var stakkels Mallory, der sad på gulvet og græd ulykkeligt, men lydløst. Derefter så hun Ai, der bare stod ret op og ned, med hånden på sin kind og græd. Hun så over på Jin, der allerede havde rejst sig op og bare stirrede på Ai, med et ’det-er-din-egen-skyld-din-møgunge’-blik. Vredt skubbede Laisa ham ud af værelset, hvorefter hun lukkede døren. Så gik hun hen til Ai og svang armene om hende, hvilket fik Ai til at bryde endnu mere sammen, mens hun knugede sig ind til sin mor. Mallory var i mellemtiden holdt op med at græde igen, og sad bare helt stille, med fingrene stramt holdende om dukkerne. Laisa forsøgte at trøste Ai, og tørrede det sorte tus væk fra hendes ansigt med sin kjole. 
Jin vovede igen at træde ind på værelset, og straks farede Laisa op. 
”Hvad fa… pokker, tænker du på, hva’? Hun er kun et barn!” hvæsede hun vredt til ham. 
Hun begyndte at skælde og smælde på ham, på japansk – som børnene ikke forstod, da de havde lært dem engelsk i stedet, da de snart skulle flytte til England. Jin prøvede at sige hende i mod, men gav så op og gik ud. 
Laisa satte sig på hug og lagde armene om Ai igen, for at trøste hende. 
”Shh, lille skat, det skal nok gå, shh.” hviskede hun beroligende, mens hun holdt en hånd om hovedet på Ai, for at vise hende, at hun var sikker nu – at der ikke kunne ske mere.
Hun tørrede derefter de resterende tårer (og tusch) væk, og vippede Ais ansigt op mod sit eget, og smilede sødt. 
”Så er du så god som ny.” smilede hun og fortsatte: ”Skal vi ikke gå ind i stuen igen, og så få danset om det juletræ, hva’?”
Ai måbede, hvorefter hun smilede. 
”Og gaver!?” udbrød hun hurtigt, og krammede sin mor. 
”Ja. Du er søreme en kvik, lille én, hva’?” Grinte Laisa og gengældte krammet, hvorefter hun kyssede Ai på håret. 
Men Ai vred sig hurtigt ud af krammet, så hun kun holdt i hånden, og begyndte så utålmodigt at hive. 
”Mooor, kom nu!” klagede Ai, mens hun raskt prøvede at gå af sted mod stuen, men hun kunne ikke helt trække sin mor med. Laisa sukkede og så over på Mallory. 
”Kom med skat, så går vi alle ind i stuen, ikke?” 
Mallory tørrede næsen og fulgte med Ai og Laisa ind i stuen. 

Ai måbede, da hun kom ind i stuen og så, at resten af familien også var blevet inviteret. Hun vendte sig om mod sin mor, hvorefter hun styrtede over til alle sine bedsteforældre, og krammede dem ivrigt én efter én. Da hun havde krammet dem alle, vendte hun sig mod sin mor, der stod med Mallory. Joshua var også kommet, og hun kunne se Jessica, der langsomt fik slæbt sig ned af trappen, og kom til syne. Jessica var Ais anden storesøster, der var på alder med Joshua. Hun havde været en smule syg, og var derfor blevet oppe i sin seng ind til nu. Ai smilede stort til Jessica og gav hende et energisk kram. 
”Nu skal vi have gaver!” hvinede Ai glædesstrålende og hoppede op og ned af spænding. ”Men vi mangler tante Del?”
Laisa smilede og tog energibomben Ai op i favnen, hvorefter hun begyndte at gå rundt om juletræet med de andre. 
”Ja, men hun kunne ikke komme i år. Hun kommer næste år,” 

Efter dans og sang, skulle gaverne jo åbnes, hvilket var det øjeblik Ai havde ventet på hele dagen! 
Alle fire børn hjalp hinanden med at dele gaverne ud, til dem selv og de voksne, og nu sad alle med deres helt egen bunke af gaver. Eller, bunke og bunke. Der var 3 gaver til hver af børnene, og 1 til de voksne. Ai fik lov til at åbne sine først, og hun sad på gulvet i skødet af sin mor, omgivet af hele sin dejlige familie – og gaver! Et lykkeligt smil formede sig på hendes små læber, inden hun tog den første gave, og begyndte at pakke den op – det var et nyt fleecetæppe. I lyserød. Hun smilede stort og løb hen til sine bedsteforældre, for at kramme dem og sige tak. Så løb hun tilbage til sine forældre, for at åbne den næste gave, men inden hun tog fat i den, bankede det på døren. Ai så overrasket over på sin mor. 
”Glemte jeg at sige det? Hvert år, kommer julemanden med gaver. Du må hellere gå over og lukke op.” 
Ai smilede over hele femøren, og opdagede slet ikke, at hendes far manglede. Hun skyndte sig bare op på benene og spurtede hen til døren. 
”Jeg kommer nu, Julemand!” skyndte hun sig at råbe, så han ikke gik igen. 
Hun nåede hurtigt døren og strakte hånden frem for at åbne den, men lige inden hun fik fat i håndtaget, blev døren sparket op, og hun fik den lige i krydderen, og fløj sammen med døren direkte ind i væggen, hvor hun blev mast mellem væg og dør. Familien gispede forskrækket ved lyden af døren, der fløj op, og lyden af knogler, der brækkede – og ikke mindst synet kutteklædte mænd. Tre styks, og tog af dem holdt en gennembanket Jin. Tårerne flød ned af kinderne på Laisa.
I mellemtiden var døren faldet lidt på plads igen, og Ai lå på maven på gulvet, og anede ikke, hvad der skete. Det gjorde ondt alle vegne, og hvem var de mænd? Og hvorfor holdt de hendes far? Og hvorfor græd hendes mor? De var da ikke julemanden? Hun prøvede at kravle længere frem, så hun bedre kunne høre og se, hvad der skete, men måtte give op. Smerterne var for meget. Aldrig havde hun oplevet noget lignende. Hun var bange. Hjertet hamrede hårdt i brystet, og hele hendes familie så chokerede og bange ud – hendes mor rystede og græd, og hendes morfar forsøgte desperat at berolige Laisa. Hvad skete der dog? 

Den mand, der ikke holdt hendes far, trådte frem mod Laisa. De udvekslede nogle ord på japansk, og Laisa brast i desperat gråd igen. De to mænd skiftede stilling; Den ene tog fat i begge Jins arme, og den anden stillede sig overfor ham, med hænderne om hans ansigt. Laisa begyndte at skrige ordet ”nõ”, som var det eneste ord, Ai kunne forstå, fordi det mindede om det engelske. Nej. Nej hvad? 
Det næste skete så hurtigt, at Ai slet ikke registrerede det. Et højt knæk lød, og manden overfor hendes far, drejede Jins hoved 90 grader. Laisa begyndte at skrige og græde, endnu mere ukontrolleret end før, og Ais bedsteforældre tog alle et af Ais søskende, for at trøste dem og beskytte dem, mod det, der lige var sket. Det, som Ai ikke kunne forstå. Men hun havde en hård knude i maven. 
Mændene slap hendes far, der faldt sammen på gulvet. Hvorfor bevægede han sig ikke? Så trådte de frem mod Mallory, der græd hysterisk. Det var mormoren, Loluna, der holdt om Mallory, hun begyndte at skrige og forsøgte at holde fast i Mallory; Men hun fik et slag midt i ansigtet, af den ene mand, og den anden rev Mallory fra hende. 
Nu begyndte Ai for alvor at blive bange. Der var noget helt galt. Smerterne forsvandt, og hun var i stand til hurtigt at trække baglæns, hvor hun sad helt op af den ødelagte dør, med benene under sig og stirrede frem for sig. 
Mallory prøvede at forblive stærk. Den ene af mændene havde hårdt fast i hendes arm, og Ai kunne se, hvor ondt det gjorde på hende. Men hun holdt munden lukket, og prøvede at holde tårerne inde. Men så klemte manden om hendes arm, og vred den om på ryggen af hende; Mallory skreg. Ai sparkede ud med benene i en mærkelig spasme, hvorefter hun igen trak dem op til sig og holdt sig for ørerne, mens tårerne vældede ud af hendes øjne. Det var tydeligt, at Mallory stod meget ukomfortabelt, og hendes skingre skrig hang stadigvæk i luften. Ai prøvede at holde skriget væk, men det genlød i hendes hoved.
Så begyndte den anden mand at slå og sparke til hende, og Mallory skreg og græd. Ai pressede hænderne hårdere ind mod ørerne. Både slagene og sparkene blev voldsommere og voldsommere, og til sidst sank Mallory sammen på gulvet; Manden der havde holdt hende, slap hendes arm, og den faldt livløst mod gulvet. 
Laisa græd hysterisk, og hun skreg, og hun kunne ikke trække vejret. Shuri, som var Ais morfar, forsøgte at få hende til at slappe af, selv om de alle var meget påvirkede af den voldsomme behandling, Mallory havde fået. Til sidst blev Laisa så ude af sig selv, at hun voldsomt slog og sparkede ud fra sig, og kom fri. Hun kravlede hen til Mallory, der lå på gulvet. Kun lige akkurat i live. Ai var ikke klar over, hvad der skete, men det var forfærdeligt, og hun kunne dårligt se for alle tårerne. Laisa sagde en masse ord på japansk til mændene, men de svarede hende ikke. Febrilsk strøg hun sin datter over håret. Hun var helt smurt ind i blod. Laisa var opløst i gråd. 
Shuri tog fat i hende og hev hende ind i sin favn, hvor han forsøgte at berolige hende; Men hvem kunne berolige en, der lige havde mistet sin mand og ene barn? Mallorys eneste chance var, at blive kørt på hospitalet omgående, og det ville ikke ske. Laisa forsøgte at komme til sig selv, og beordrede at få Jessica og Joshua hen til sig. Hun omfavnede dem inderligt, og trak dem helt tæt på sig. 
”Joshua. Jessica. I er de voksne nu. Tag Ai. Bær hende ovenpå. Og I må ikke komme herned igen. Aldrig mere. Lige meget hvad. Okay? I er nødt til det. Mor elsker jer. Mor elsker jer så højt,” Hendes stemme døde hen i gråd, og hun så på de to børn på otte med et pinefuldt blik. 
Begge børnene brød sammen i gråd, men de nikkede og omfavnede deres mor. Gav hende det løfte, at de nok skulle beskytte deres lillesøster, og forsøge at overleve. Laisa indledte en ny samtale med mændene, og børnene listede over til Ai. De nåede hen til hende, og tog fat i hver sin arm og fik hevet hende op at stå. Ai protesterede kraftigt og nægtede, at nogen af dem skulle røre hende. Men de var højere og ældre, og hurtigt havde de fået hende op af trapperne. 

Børnene havde gemt sig ovenpå i over en time, og både Jessica og Joshua overstirrede Ai, i et forsøg på at vogte over hende. Ikke, at der skete så meget. Den livsglade Ai, sad nu bare sammenkrøbet i et hjørne på gulvet og græd noget så voldsomt, med hænderne hårdt trykket mod ørerne, for at holde alle lyde ude. Joshua og Jessica var også selv opløst i gråd, endnu mere fordi de tydeligt hørte, hvad der foregik nedenunder – og forstod det. Men de måtte være stærke. Selv om Ai prøvede at holde lydene ude, hørte hun tydeligt alle skrigene. Råbene. Slagene. Alt, hvad der foregik nedenunder. Det var forfærdeligt at høre, og hun forstod det ikke. 
Senere kom de tre mænd ovenpå, for at hente den lille pige. Ai. Joshua og Jessica stillede sig omgående i forsvarsposition, for at beskytte deres lillesøster, som deres mor havde bedt om. Men det fungerede ikke; De to børn var magtesløse overfor de store, voksne mænd. Den ene af mændene skubbede med voldsom kraft Jessica ind i en væg, og smerten lammede hende. Den anden slog gentagende gange Joshua, og slyngede ham derefter ind i en reol; Også han kollapsede. Den tredje og sidste greb fat i Ai, der sad sammenkrøbet i hjørnet. Han greb hendes overarme og trak hende op og stå, og forsøgte at slå fra sig, da hun ikke vidste bedre. Dette fik ham til at gribe fat i hendes hår, og han trak hende ned af trapperne sådan. Hun forsøgte at kæmpe i mod. Hun skreg, slog og sparkede, og kaldte på sin mor, men ingen hjalp hende.
Da hun var blevet slæbt ned af de mange trapper, var det første hun opdagede, den stærke lugt af blod. Der stank langt væk af blod, og Ai fandt hurtigt ud af hvorfor – hele stuen var sølet ind i det. Og det værste var, at hun godt vidste, at det tilhørte op til flere, af hendes familie medlemmer. Hver og én af dem lå i en sø af rødt, klart, slimet, stinkende blod. Med fastfrosne tårer ned af kinderne. Den eneste, der endnu var i live, og sad op, var Laisa; Hendes mor. Men hun lignede ikke længere hendes mor. Hun havde blå mærker i ansigtet, blod over det hele, hendes makeup var løbet, og hendes hår var filtret. Men det var hende. Hun genkendte de skræmte øjne. Ai forstod det ikke, selv om det var ved at gå op fra hende. Var de alle døde? Hvordan? Hvorfor? Hun åbnede munden for at sige noget, men fik et hårdt slag i baghovedet, der fik hende til at kollapse fremover, ned på maven, på gulvet, med blod sivende fra sit baghoved. De to andre mænd kom ned af trapperne, den ene med Joshua, og den anden med Jessica. Ingen af dem var videre skadet, de havde dog flænger og mærker i hovedet og på kroppen. På japansk begyndte Laisa at tigge og bede mændene om ikke at gøre hendes børn mere. Ingen besvarede hendes bønner. Men de to mænd forsvandt med henholdsvis Joshua og Jessica. Så var der kun Ai, Laisa og den sidste mand tilbage i den blodige stue. 

Ai lå stadigvæk på gulvet med et blødende baghoved og prøvede at komme til sig selv igen. Manden gik hen mod Laisa og tog fat om halsen på hende. Han snerrede af hende på japansk, og hun hvæsede noget tilbage, hvorefter hun spyttede ned i gulvet, for at understrege, hvad hun havde sagt. Hvad mon det var? Manden stak hende en på sinkadusen, og Ai skulle prise sig lykkelig for, at hun lå med snotten i gulvet, og ikke kunne se, hvad der foregik. Derefter begyndte han blidt at klemme om halsen på hende, langsomt begyndte hun at gispe mere og mere efter vejret, som grebet blev strammere. Og til sidst opholdt lydene. Manden slap hende, og hun faldt livløs til jorden med et bump, og med vidtåbne øjne. Ai lå sammenkrøbet på gulvet og ønskede, at det hele skulle stoppe. Han fnøs, sparkede Ai hårdt i siden og forsvandt.

Ai lå i lang tid bare og kiggede ned i gulvet. Hun var bange og turde ikke se op. Smerten begyndte at vende tilbage, og efter tilpas lang tid, uden der var sket noget, turde hun kæmpe sig op på albuerne. Hun så sig panisk omkring, og blikket faldt på hendes mor, der lå dér med åbne øjne, bleg hud, ødelagt ansigt og tårer på kinderne. Ai kravlede over til hende og lagde en hånd på hendes hud, som var helt kold. Hvorfor var den det? Hun aede hende over håret, og forstod stadigvæk ikke, at hun aldrig ville høre sin mors stemme igen. 
”Mor?” mumlede Ai. Hun havde nu sat sig op, og sad bare og stirrede på sin mor, der slet ikke reagerede på noget som helst. Sådan forblev det i en halv times tid. 
Smerten fra tabet begyndte at ætse sig ind i Ai. Hun tog sig til hovedet og begyndte at skrige. 
”Stop! Gå væk! Lad mig være!” hylede hun og begyndte at græde. 
Endnu en halv time passerede forbi. Ai skiftede mellem ikke at kunne trække vejret i sine grådanfald, og mellem at råbe og skrige i raseri. Og det føltes så pludseligt, da temperaturen i rummet pludselig steg, og der begyndte at lugte brændt. 
Minuttet efter kunne hun se flammer, og hun anede ikke, hvor de egentlig kom fra. Igen lykkedes det hende at glemte alt om smerterne, og hun vendte sig panisk mod sin mor, med tårerne sprøjtende ud af øjnene. Desperat hev og flåede hun i armen på sin mor. 
”Mor! Moooooar!” skreg hun fortvivlet og hev videre.
”Brand! Mor! Ild! Vi skal ud nu!” græd hun, og blev mere og mere fortvivlet. Hun hev og sled, men moren rykkede sig ikke ud af stedet.
Og da slog det for alvor Ai, at hun havde mistet sin mor. Øjnene blinkede ikke, og åndedraget var ikke til at høre. 
Hendes mor ville aldrig tale igen. Aldrig holde om hende igen. Aldrig lave mad eller passe hende igen. Aldrig synge for hende mere. Aldrig. Det var forbi nu. 
Ai skreg. Et panisk, langt, højt, skingert rædselsskrig, da virkeligheden endelig gik op for hende. Hun slap sin mors arm, spjættede bange tilbage og skreg fortsat. Så gav hun sig til febrilsk at løbe rundt i huset efter en udgang, en måde at komme væk på. Men hun kunne ikke finde rundt i huset mere. Hun var desorienteret, forvirret og bange. Og da hun var så lille, vidste hun ikke, at hun skulle blive på gulvet.
Hun begyndte gradvist at hoste voldsommere og voldsommere, da røgen tog til. Det blev værre og værre, og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun vaklede rundt og famlede i blinde med hænderne. Til sidst faldt hun om på gulvet, da røgen blev for meget, for hendes små barnelunger. Det sidste billede, indprentet i hendes hukommelse, var synet, af sin afdøde mor. Så lød nogle sirener lavt i det fjerne. Mørke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...