Ai Yoru - baggrundshistorie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2017
  • Opdateret: 29 apr. 2017
  • Status: Igang
Historien følger den 3-årige Ai Yoru, og hendes søgen efter et sted, hvor hun føler sig hjemme, og nogle folk, hun kan kalde sin familie. Den følger hende på godt og ondt, gennem børnehjem, en adoptivfamilie, til optagelsen på den magiske skole Hogwarts, og videre til hendes søgen efter resterne af sin forsvundne familie.

Historien blev skrevet i 2009, og er en baggrundshistorie til min karakter, på det nu nedlagte Potterskolen, og hun - Ai - lever derfor i Potteruniverset. Den er blevet revideret en del gange siden, men bærer stadigvæk præg af det originale, noget voldsomme, og halvkiksede plot. Men jeg ønskede ikke, at ændre noget. Jeg håber, at hendes videre forløb i livet en dag vil blive udgivet i en bog, hvorfor I ikke kommer til at høre mere om, hvad der skete med Ai Yoru herinde. Det holder jeg for mig selv, indtil den dag, bogen udgives (hvis den gør det). Jeg håber I nyder historien, selv om den er gammel og småkikset ;)

0Likes
0Kommentarer
193Visninger
AA

10. Mareridt Er Også Drømme - TriggerWarning

Det skete egentlig ret tit, at Ai vågnede op, og ikke vidste, hvor hun egentlig befandt sig. Denne gang vågnede hun op i en røgfyldt lejlighed, og hun hostede og hakkede, for at få luft. Raseriet fyldte hendes krop, da det gik op for hende, hvor hun var havnet henne. Den spasser til Lucas, altså! 
Rasende løb hun over til døren og gav sig til at ruske i den. Den var låst? For fan… 
Et par arme lagde sig omkring hende, og hun gav sig til at sparke og slå. Der var ingen tvivl om, at det var Lucas, der havde fat i hende; Og han havde bare at slippe omgående! 
I lang tid skændtes Ai og Lucas. Han forsøgte at overbevise hende om, at så længe hun opførte sig ordentligt, så ville han lade hende overleve. Men Ai var altså ikke samme skræmte pige længere, så hun slog ham. Hvilket var et dumt træk. Rasende knaldede han hendes hoved ind i dørkarmen, og lod hende glide ned på gulvet. Han hev i hende, sparkede hende i maven, så hun knækkede sammen, og derfor nu lå på maven, nede på gulvet – med en lettere besværet vejrtrækning. Da hun lå dér, lettere magtesløs, besluttede han sig for at hente noget sprut, og Ai øjnede chancen og kravlede hen mod døren. Desværre var hun ikke hurtig nok, og Lucas opdagede, hvad hun havde gang i, og hev hende væk fra døren. Tog en slurk af flasken med sprut, hev hende op på benene, pressede hende hårdt ind mod væggen, og prøvede at få hende til at tage en tår af spiritussen. Trodsigt slog hun flasken ud af hånden på ham, mens hun råbte af ham. Han gav hende en på siden af hovedet og trak hende med ind i bryggerset. Voldsomt smed han hende på gulvet, og hun kæmpede sig på benene, men inden hun nåede at komme op at stå, havde han låst døren. Med det samme vældede den gamle frygt op i hende, og hun gav sig til at græde. Desperat hamrede hun på døren og hulkede af angst. Overraskende nok, så lukkede han døren op, smilede til hende og roste hende. Hvad? Han kyssede hende, og hun ignorerede det. Slog det væk. Hans hånd gled op ad hendes lår; Hun skubbede ham væk fra sig. Det resulterede i to lussinger, hvorefter han brutalt skubbede hende ind i bryggersrummet igen og låste døren. Halebenet gjorde ondt, da hun landede på numsen og stirrede ud i mørket. Ikke igen… Angsten satte straks ind, og hun begyndte at ryste og græde igen. 

En af dagene, kom de op at toppes igen. Den sædvanlige grund. Selv om Ai forsøgte at slå igen, så kunne hun overhovedet ikke påføre ham samme smerte, som den han påførte hende.
Efter hun havde fået en god omgang tæv, sad hun tilbage på gulvet og græd. Men Lucas var ikke færdig… 
Han hev hende op at stå igen og gik truende frem mod hende, så hun bakkede baglæns, indtil hun nåede det åbne vindue. Hun sank en klump og så på ham, tidsnok til at se det onde smil, hans læber formede, da han skubbede hende baglæns udover vindueskarmen. 
Han greb hendes ankel, men det var også det eneste, han havde fat i, da hun hang ud af vinduet fra 3. sal. 
Hun forsøgte at skrige, men kunne ikke få en lyd over sine læber. Hun græd og så ned på alle menneskerne under hende. Vidste de, at hun hang her, i en tynd tråd mellem liv og død? At hun hvert sekund, kunne falde og splatte ud nede på fortovet? Var der bare nogen, der ville kigge op, kunne de så stoppe ham fra at give slip på hende? 
Ai huskede ikke, hvordan hun blev trukket indenfor igen. Men det ene sekund hang hun med hovedet nedad, og det næste sad hun på gulvet og kastede op i stride strømme, mens hun rystede over hele kroppen og græd. 
”Lad dét dig være en lektie; Næste gang giver jeg slip.”

Efter et par uger, var det efterhånden gået op for Ai, at det var helt umuligt at flygte. Hun var fanget, og hun måtte lære at opføre sig ordentligt, være perfekt, få tæv i tide og utide, blive urimeligt behandlet – og leve med det. Holde det skjult. For det meste lykkedes det hende at bide det i sig, og forblive ”stærk”… men gud, hvor hun altså savnede skolen… 

En dag lå Ai halvt påklædt i Lucas’ seng med febersyge. Faktisk havde hun ligget der, i en lille uges tid, med voldsom feber og hosten. Den triste sandhed var dog, at der ikke blev gjort noget ved det. 
Lige denne dag, fik Lucas nok af den sygdom, som Ai havde fået raget til sig. 
Han braste ind i værelset, gav sig til at råbe af hende, rev hende op fra sengen og smækkede hende en flad, så det rungede i hele hovedet. Vredt hev han hende ind i køkkenet, hvor han begyndte at skælde ud og slå ud efter hende; Ai var meget tåget og desorienteret. 
Han skubbede hende hårdt ind mod vasken, så hun fik slået hovedet ind i køkkenskabet ovenover, og måtte holde sig oppe, ved at gribe fat i vasken med rystende hænder. 
”Du er jo ikke engang rigtigt syg, din dumme so!”
Hun begyndte at hoste voldsomt, og måtte til sidst slippe vasken, for at kollapse på gulvet, hvor hun hostede videre. Blod kom med op, mens hun kæmpede for at holde tårerne tilbage, og dæmpe sine hostelyde.
Lucas satte sig ned på hug foran den sammenfaldne Ai, der lå på maven nede på gulvet, med en yderst hektisk vejrtrækning. Endnu engang blev han vred og hev hende op at stå på benene, så han kunne give hende flad – hvilket fik hende til at falde på gulvet igen. Der var absolut ingen kræfter tilbage i hendes krop, til at stå i mod med. Han bøjede sig ned mod hende, og ruskede brutalt i hende, men hun vågnede ikke. Til sidst gav han op, lod hende ligge på køkkengulvet og gik ind i seng med en flaske sprut.

Efter at par uger, var Ai ved at være på rette fode igen. Hun var stadigvæk svag og dårlig, men okay. Og dette betød, at hun straks blev sat i gang med alle de ting, hun skulle gøre – gøremål i huset, indkøb og alt andet, som Lucas ikke lige selv magtede at gøre. Gjorde hun det ikke godt nok, fik hun tæsk. Og da hun stadigvæk var syg, kunne hun intet gøre godt nok, ifølge Lucas. Han blev ofte så rasende, at han råbte, slog, sparkede og kastede med ting, ind til hun måtte give op. Sådan var det bare. Og det var endnu en, af de mange ting, som hun bare måtte lære at acceptere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...