Ai Yoru - baggrundshistorie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2017
  • Opdateret: 29 apr. 2017
  • Status: Igang
Historien følger den 3-årige Ai Yoru, og hendes søgen efter et sted, hvor hun føler sig hjemme, og nogle folk, hun kan kalde sin familie. Den følger hende på godt og ondt, gennem børnehjem, en adoptivfamilie, til optagelsen på den magiske skole Hogwarts, og videre til hendes søgen efter resterne af sin forsvundne familie.

Historien blev skrevet i 2009, og er en baggrundshistorie til min karakter, på det nu nedlagte Potterskolen, og hun - Ai - lever derfor i Potteruniverset. Den er blevet revideret en del gange siden, men bærer stadigvæk præg af det originale, noget voldsomme, og halvkiksede plot. Men jeg ønskede ikke, at ændre noget. Jeg håber, at hendes videre forløb i livet en dag vil blive udgivet i en bog, hvorfor I ikke kommer til at høre mere om, hvad der skete med Ai Yoru herinde. Det holder jeg for mig selv, indtil den dag, bogen udgives (hvis den gør det). Jeg håber I nyder historien, selv om den er gammel og småkikset ;)

0Likes
0Kommentarer
164Visninger
AA

4. Hvor Hører Jeg Til?

Efter Sashas meget tragiske død, lukkede Ai sig meget inde. Hun forsvandt ind i sin egen verden, hvor ingen kunne nå hende eller kontakte hende. Ikke at det gjorde så meget, da ingen rigtig talte med hende. Mareridtene vendte tilbage med dobbelt styrke, og Ai havde svært ved at sove i længere tid af gangen, og havde ikke lyst til at falde i søvn. Ai blev meget psykisk påvirket af dette, især, fordi hun allerede havde så mange psykiske sår på sjælen. Hun stirrede tomt ud i luften flere timer af gangen, ville ikke noget, nægtede at snakke og nægtede at spise, og gjorde det kun, hvis maden blev tvunget ned i halsen på hende, eller hvis hun pludselig blev overvældet af sult.
Hun blev også en hel del mere aggressiv. Generelt havde Ai aldrig været god til at være sammen med andre, men det var blevet betydeligt værre. Slagsmålene gik ofte over gevind. Blev hun virkelig vred, kunne folk falde uden grund, kaste op eller lignende. Det skræmte faktisk Ai en del – hun følte sig ikke normal. Hun lod sig straffe og bildte sig ind, at det var hendes skyld, at Sasha ikke længere var i live, og at hendes familie var væk, og at tante Del ikke ville have hende. Og så troede hun meget på uheld. Da hun gik ind i sig selv, begyndte hun også at tale lidt med sig selv, hvilket mange troede var skizofreni. Hun blev mobbet og drillet, og kaldt en masse ubehagelige ting, som hun troede på. Hun var jo en freak? 

Der var gået et halvt års tid siden Sasha døde, da et par drenge overtrådte hendes grænser. De havde slået, sparket og kaldt hende grimme ting. Men det, der fik Ais vrede til at koge over var, at de nedgjorde Sasha, fornærmede hende og jokede med hende død. Ai blev rasende, og uden at vide hvad der skete, røg drengene på hospitalet – ingen varige skader. Ai blev mere og mere bange for sig selv.
Efter denne episode, blev det besluttet, at hun skulle på pigekostskole. Det ville Ai ikke, og hende og en af pædagogerne kom op at skændes, hvor Ai var blevet meget aggressiv, og havde skadet pædagogen – derfra røg hun på sindssygeanstalt. 

Hun røg på psykiatrisk afdeling, og det var absolut ikke en dans på roser. Hun blev lukket inde i en lille celle, uden mulighed for at se dagslys. Mange så skævt til hende, fordi de syntes, at hun var dybt syg i bolten – og der gik rygter om, at hun også både var pyroman, kleptoman, narkoman og et dæmonyngel. Selv sådan et sted, var hun den mest udstødte! Dog gik der kun et par uger, før hun kom ud igen – og derfra direkte på kostskole, hvor hendes fødselsdag blev ignoreret – godt det samme. 

Rygtet om, at Ai var psykopat blev meget hurtigt spredt på skolen, og alle tog afstand til hende. Ikke at det undrede Ai specielt meget. Hun pjækkede, hørte ikke efter, dumpede alle prøver, selv om hun i virkeligheden ikke var specielt dum, kastede rundt med tingene, råbte og skabte sig konstant. Hvorfor prøve at passe ind, når hun så tydeligt ikke gjorde det? 
Derudover skadede hun stadigvæk sig selv fysisk og psykisk. Hun ville stadigvæk ikke spise, hun ville stadigvæk ikke sove, hun skældte sig selv ud, råbte af sig selv, slog og sparkede ud efter ting og nærede et dybt selvhad. Hvilket gjorde hendes helbred dårligt, og hendes psykiske tilstand svag, ustabil og utilregnelig. 
En dag kom Ai op at toppes med en af pigerne, og Ai blev så gal, at pigen pludselig fik rifter på arme og ben, som blødte. Præcis, som havde hun skåret sig. Ai panikkede igen, pigen kollapsede, og Ai fandt febrilsk hjælp fra en lærer; Dog blev hun smidt ud af skolen, inden hun kunne nå at forklare sig. 

Hun spankulerede rundt i mange timer, og tænkte på, hvad der dog skulle blive af hende. Hvor hun skulle gå hen. Hun ville ønske, at hun bare var død – Hvilken grund havde hun, til at være i live? 
Hendes blik faldt på en stor, hvid kat.
”Er du også alene i verdenen?” 
Ai satte sig på hug foran den og strakte hånden frem for at ae den – den bed hende hårdt i hånden, så det blødte. 
”Av,” mumlede Ai og så over på katten. Men i stedet for at blive sur, følte hun medlidenhed med den. Kattens øjne var lige så fyldt med sorg og smerte, som hun følte sig. 
”Bare rolig, vi skal nok klare os.” mumlede hun og gik. 
Pludselig havnede hun foran Seventh Bell, det eneste sted, hun kunne kalde sit ”hjem”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...