Ai Yoru - baggrundshistorie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2017
  • Opdateret: 29 apr. 2017
  • Status: Igang
Historien følger den 3-årige Ai Yoru, og hendes søgen efter et sted, hvor hun føler sig hjemme, og nogle folk, hun kan kalde sin familie. Den følger hende på godt og ondt, gennem børnehjem, en adoptivfamilie, til optagelsen på den magiske skole Hogwarts, og videre til hendes søgen efter resterne af sin forsvundne familie.

Historien blev skrevet i 2009, og er en baggrundshistorie til min karakter, på det nu nedlagte Potterskolen, og hun - Ai - lever derfor i Potteruniverset. Den er blevet revideret en del gange siden, men bærer stadigvæk præg af det originale, noget voldsomme, og halvkiksede plot. Men jeg ønskede ikke, at ændre noget. Jeg håber, at hendes videre forløb i livet en dag vil blive udgivet i en bog, hvorfor I ikke kommer til at høre mere om, hvad der skete med Ai Yoru herinde. Det holder jeg for mig selv, indtil den dag, bogen udgives (hvis den gør det). Jeg håber I nyder historien, selv om den er gammel og småkikset ;)

0Likes
0Kommentarer
185Visninger
AA

11. Et Skænderi - TriggerWarning

En dag kom de heftigt op at skændes, da Ai nægtede at sove med ham. Han havde gennem den tid, hun havde været der, gjort sig mange tilnærmelser, men hun havde ikke troet, at han ville gå så vidt. Ikke igen… Hun forklarede ham, at hun havde sine egne rettigheder, som hun havde tænkt sig at stå ved, og at hendes krop var hendes egen ejendel, og hun bestemte, var der skulle ske med den. 
Sådan startede et slagsmål mellem dem. 

De væltede rundt nede på gulvet, slog og sparkede ud efter hinanden, og råbte grimme skældsord. 
Som tiden gik, og de stadigvæk kartede rundt ned på gulvet, var de begge begyndt at blive rimelig forslåede. De slog fortsat hinanden, men var dog kommet op at stå nu. 
”Man udnytter ikke mindreårige på den måde, dit klamme svin!” hvæsede Ai, og stak ham en lussing.
”Lad dog være at spille hellig, du vil jo gerne!” råbte han, hvorefter han gav hende et hårdt skub. 
Ai vaklede bagud, og Lucas affyrede straks et spark mod hendes mave, der var så hårdt, at hun faldt sammen, måtte holde sig om maven, og gav sig til at hoste blod op. Igen lå hun på gulvet. For fu… sake.
Lucas gik ud på badeværelset, og da Ai hørte vandet løbe, tog hun en beslutning. Ikke en gennemtænkt en, men ikke desto mindre, så i hvert fald et valg. Modvilligt slap hun sin mave og slæbte sig over gulvet i et flugtforsøg. 
Hun nåede døren, prøvede at kæmpe sig lidt længere opad, og begyndte at skramle med håndtagen. Hun fik trykket det ned, men der gik panik i hende, da hun ikke længere kunne høre vandet løbe, og til gengæld kunne høre fodtrin nærme sig. Døren gik op, og hun faldt forover ud, og landede på maven. Halvvejs ude i opgangen, og halvvejs inde i lejligheden. Desperat begyndte hun at kravle af sted, men blev løftet op i den ene overarm, og hevet tilbage ind i lejligheden. Tårerne begyndte at løbe i fortvivlelse, og hun gav sig panisk til at skrige på hjælp. Dog var der ingen, der kom, for at hjælpe hende. Modet og håbet sank. Lucas ville sikkert slå hende ihjel. Han var træt af hende. Åh gud… 

Han smed hende tilbage ind på gulvet i lejligheden, og låste derefter døren. Ai rullede om på ryggen, og gav sig til at kravle baglæns, på albuer og hæle. For væk, det skulle hun, altså!
Lucas vendte sig mod hende, og endnu engang gav hun sig til at skrige i vild panik. Nok vidste hun, at han var psykopat… men så splitterravende sindssyg?! 
Der var sgu ingen tid til leg, hun skyndte sig at vende sig om på maven, skubbede sig op på hænder og fødder, og derfra helt op at stå. Svimmel gav hun sig til at løbe, i et forsøg på at nå badeværelset, som var det eneste værelse, udover bryggerset, med en lås. Væk fra ham, og væk fra hans kniv. 
Desværre nåede hun ikke længere end hans værelse, før han igen tog fat i hendes overarm. Endnu et skrig. 
”Nu holder du kæft, du gør, din lille horeunge. Jeg sværger, at jeg slår dig ihjel, hvis ikke du klapper i nu, er det forstået?” 
Hans ord var gennemtrængende, og Ai kæmpede for ikke at skrige mere. Hun var ikke i tvivl om, at han mente det.
”Hold mund og opfør dig pænt, så snakker vi om det, ikke snuske?” 
Hans øjne stirrede ind i hendes. De var kolde og ubarmhjertige, modsat hende, der var fyldt med fortvivlelse, angst og tårer. Hun nikkede, som tegn til, at hun nok skulle gå med til hans betingelser. 
Han gav hende et ubehageligt smil og slap kniven, så den landede på gulvet.
Hans hånd landede ved hendes lår, og hun genkendte den klamme følelse, fra hendes barndom. De kolde, sprukne læber kyssede hårdt hendes hals.
”Du er ynkelig.” Hendes stemme var grædefærdig og sammenbidt.

Han havde en hånd stramt om hendes overarm, og den anden lå omkring hende. Han stoppede sit kysseri og strammede grebet om hendes arm, hvorefter han igen begyndte at skælde hende ud. Han skubbede hende bagud, så hun landede på gulvet, gispende efter luft, hvorefter han bøjede sig ned foran hende og hentede kniven. 
Han gik om bag hende og hev hende op at stå. Den ene arm lå omkring hendes mave, hvor han knugede hende tæt ind til sig. Den anden hånd havde han kniven i, og han holdt den op foran hendes ansigt. 
”Nu gælder aftalen, gør den ikke? Det ville være en skam, hvis jeg blev nødt til at… bryde, din fine hud.”
Hun sank en klump. Han mente det, og hun vidste det godt. 
”Hvordan kan du gøre det her? Mod et barn? Hvordan kan et menneske synke så lavt?” 
Hans vrede blev tændt af, og han begyndte igen at råbe forskellige skældsord og spyttede hende i håret. 
”Skal du dø eller ikke?” rasede han. ”Vil man ikke høre, må man føle, lille prinsesse!” 
Ubarmhjertigt jog han kniven ind i maven på hende, og Ai gispede af chok, hvorefter hun slog blikket ned mod sin mave, og begyndte febrilsk at fumle efter kniven med sine fingre. Hun forsøgte at skubbe hans hænder og kniven væk, men hendes hænder rystede alt for meget. De var for svage. Og klistrede… 
”Vil du ikke nok lade være? Undskyld… Undskyld! Undskyld, undskyld, undskyld, jeg skal nok… nu, det lover jeg!” tiggede hun grædende, stadigvæk helt paf over chokket. 
Lucas nød, at hun var i denne choktilstand. Men han fjernede kniven og slap hende, og Ais ben havde givet efter, så hun dumpede bare videre ned på gulvet. Hun sad foran ham på gulvet og rystede, med den ene arm liggende over hendes mave, mens hun fandt sig i, at hans fod hele tiden daskede lidt til hende, og at han kaldte hende diverse ting. Indimellem hostede hun lidt blod op eller spyttede det op. 
Såret blødte en hel del. Kniven var ikke specielt stor, men den havde været et godt stykke inde i hendes mave, og derfor blødte det så voldsomt.
En halv times tid sad hun på gulvet og klynkede af smerte, mens Lucas grinte, drak og sendte hende hånende blikke. Efter den halve time var gået, begyndte hun at glippe lidt med øjnene, og hun var i tvivl om, om hun overhovedet overlevede. Det gjorde hun ikke, hvis hun blev her, i hvert fald. 

Lucas drak den sidste sjat spiritus, hvorefter han tog fat i hendes håndled, hev hende op at stå, og sendte hende et arrogant blik. Han så ned på hendes håndled, hvor såret fra hendes gamle ”selvmordsforsøg” var. Han slog en latter op. 
”Lille pige – ved du ikke, at hvis man skal dø, så skal man skære opad? Sådan her?” Han lagde spidsen af kniven ned mod hendes håndled og pressede. Ikke meget, kun en lille smule. Kun et prik, så blodet begyndte at pible frem – hun prøvede at holde det i sig. Knivens blad arbejdede sig længere op af hendes underarm, men ikke dybere, ind til den stoppede, nogle centimeter fra hendes albue. Han lod kniven falde på gulvet, tippede hovedet på skrå og så hende ind i øjnene. 
”Er du så min nu…? Ja? Eller…” Han lod en finger løbe over blodet, der stadigvæk piblede frem, fra hendes arm. ”Nej?”
Hun svarede ikke. Hun tøvede. Tænkte. Han spurgte igen. 
Han var så arrogant… så ukoncentreret. Igen tog hun en beslutning og skubbede til ham så hårdt hun kunne, med den frie arm. Slaget var ikke særlig hårdt, men det overrumplede ham, så de begge faldt på gulvet, da han holdt fast i hende. 
Ai havde jo forudset situationen, så hun skyndte sig op at stå og spurtede de få skridt hen til badeværelset, hvor hun skyndte sig ind og låste døren. Så faldt hun sammen på gulvet.

Smerterne var store, men hun vidste, at hun måtte gøre et-eller-andet. Så hun kravlede hen til vasken, greb fat i den og hev sig besværet op at stå. Så lod hun vandet løbe, og begyndte at pjaske vand på sit sår. Bed sig i læben for ikke at skrige, og tårerne løb ned over begge kinder. Det gjorde så ondt… Hun hørte Lucas råbe og bande. Men hun ignorerede ham. Da hun havde fået skyllet såret lidt, lod hun sig synke sammen på gulvet og faldt i søvn.

Efter flere timer, fik Lucas brudt døren til badeværelset ind. Ai havde sovet meget tungt, for hun havde ikke hørt, at han overhovedet forsøgte at få døren op. Han havde ikke længere kniven med. 
Han tog fat i hendes overarme og løftede hendes krop lidt over gulvet, og begyndte at råbe af hende. Hun reagerede ikke, men hun var vågnet. Hun kunne bare ikke åbne øjnene… 
Han smed hende på gulvet igen, på ryggen, hvorefter han begyndte at slå på hendes kinder. 
Svagt åbnede hun øjnene på klem. 
Han stillede hende samme spørgsmål, som før, og hun var for desorienteret, til at kunne svare, så han blev rasende og tog godt fast om hende hoved, hvorefter han knaldede det ind i vasken af al kraft, han havde i sig, hvorefter han lagde hende fra sig på gulvet, og gik ind på sit værelse, for at gå i seng. 
Ai blev efterladt, næsten livløs på gulvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...