Ai Yoru - baggrundshistorie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2017
  • Opdateret: 29 apr. 2017
  • Status: Igang
Historien følger den 3-årige Ai Yoru, og hendes søgen efter et sted, hvor hun føler sig hjemme, og nogle folk, hun kan kalde sin familie. Den følger hende på godt og ondt, gennem børnehjem, en adoptivfamilie, til optagelsen på den magiske skole Hogwarts, og videre til hendes søgen efter resterne af sin forsvundne familie.

Historien blev skrevet i 2009, og er en baggrundshistorie til min karakter, på det nu nedlagte Potterskolen, og hun - Ai - lever derfor i Potteruniverset. Den er blevet revideret en del gange siden, men bærer stadigvæk præg af det originale, noget voldsomme, og halvkiksede plot. Men jeg ønskede ikke, at ændre noget. Jeg håber, at hendes videre forløb i livet en dag vil blive udgivet i en bog, hvorfor I ikke kommer til at høre mere om, hvad der skete med Ai Yoru herinde. Det holder jeg for mig selv, indtil den dag, bogen udgives (hvis den gør det). Jeg håber I nyder historien, selv om den er gammel og småkikset ;)

0Likes
0Kommentarer
159Visninger
AA

6. En Sidste Udvej? - TriggerWarning

Ais fødselsdag lå den 13 december, og hun fik brevet fra Hogwarts dagen efter juleaften; Altså den 25. Ikke, at hun havde fortalt det til nogen, for hun vidste godt, at der ikke blev lavet noget specielt ud af det. Og det higede hun i øvrigt heller ikke efter.
Hun fandt komfort i det, hun læste i brevet. Der var andre som hende. Hun var ikke en freak. Og hun ville forfærdeligt gerne af sted; Alt andet, end der hvor hun var nu. 
Så hun begyndte at tigge og plage, om hun ikke nok måtte tage af sted; At hun skam nok skulle komme tilbage! Men hver gang hun så meget som åbnede munden, for at bringe det på bane, fik hun tæv. Hun lærte derfor hurtigt at holde munden lukket.
En måned efter, at brevet var kommet, spurgte hun sin plejemor, Monika, efter hun havde fået en del bajere. Hun fik et nej, og Monika blev rasende. Hun skældte og smældte og slog ud efter Ai. Endnu engang tog et-eller-andet kontrol over Ais krop, og Monika kastede op i stride strømme, og sank sammen på gulvet. Ai sank en klump og bakkede væk. Monika råbte og skreg, så både Lucas og Lucas’ far kom ind i rummet. Monika forklarede, hvilket forfærdeligt djævlebarn Ai var, og hvad hun havde forårsaget. Ais hoved var ved at eksplodere af tanker, og et par glas splintredes ud af det blå. Lucas’ far slog armene om Monika, og Lucas farede efter Ai, som begyndte at skrige af angst. Endnu engang blev Ai banket sønder og sammen, og blev derefter smidt ind i bryggerset, hvor døren blev låst. Tre gange. 

Ai vågnede midt om natten, og blev rasende. Eller, ked af det, som udviklede sig til hysterisk raseri. Hvorfor skete det her? Hvorfor hende? Hvad havde hun dog gjort, for at fortjene det? Hun gav sig til at sparke og slå til alt, hvad der var i nærheden, selv om hele hendes krop i forvejen dirrede af smerte – det hjalp hende ikke, men hun fik da afreageret lidt. 
Pludselig skar hun fingeren på skarpt, der lå på gulvet, mens hun græd. En kniv? Hun satte sig op i det mørke rum, og greb fat om skæftet på kniven. I det øjeblik besluttede Ai sig for, at hun skulle med englene væk. At hun skulle genforenes med sin familie og sin veninde. Hvad hun ikke vidste, var, at hun også skaffede sig selv en livslang afhængighed… 
Hun tog en dyb indånding. Skælvede over hele kroppen, på grund af gråden. Hun lagde knivens blad mod sin hud på håndleddet og strammede grebet om skæftet… Og pressede så, så hårdt hun kunne, bladet nedad mod sit håndled, og lod det, der skulle ske, ske. 
Lugten af blod gjorde hende ør i hovedet, og rimelig hurtigt fik blodmanglet slået hende helt ud af fatning, og hun besvimede på gulvet.

Den følgende morgen, vågnede Ai ved, at lyset skinnede gennem bryggersvinduet. Hun missede med øjnene mod solen, og slog et blik ud af vinduet. Hvor længe havde det vindue, været der? Hun prøvede at sætte sig op, men da hun satte hånden i gulvet som støtte, jog en smerte gennem den. Hun så ned – blodet på hendes håndled var størknet. Et kort øjeblik, havde hun faktisk glemt, hvad der var sket. Hun blinkede med øjnene, og så igen over på vinduet. Det var meget lille, men hun var også meget lille – så mon ikke, hun kunne klemme sig igennem? Hun kæmpede sig op at stå, hvorefter hun forsøgte at slå hul på vinduet. Hvilket ikke lykkedes, så i stedet kastede hun skruenøgle gennem det. Det virkede. Og så kravlede hun besværet op til vinduet og klemte sig igennem. Resterne af glasskår skar mod hendes hud, men det var intet, mod følelsen af frihed. Håb. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...