Ai Yoru - baggrundshistorie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2017
  • Opdateret: 29 apr. 2017
  • Status: Igang
Historien følger den 3-årige Ai Yoru, og hendes søgen efter et sted, hvor hun føler sig hjemme, og nogle folk, hun kan kalde sin familie. Den følger hende på godt og ondt, gennem børnehjem, en adoptivfamilie, til optagelsen på den magiske skole Hogwarts, og videre til hendes søgen efter resterne af sin forsvundne familie.

Historien blev skrevet i 2009, og er en baggrundshistorie til min karakter, på det nu nedlagte Potterskolen, og hun - Ai - lever derfor i Potteruniverset. Den er blevet revideret en del gange siden, men bærer stadigvæk præg af det originale, noget voldsomme, og halvkiksede plot. Men jeg ønskede ikke, at ændre noget. Jeg håber, at hendes videre forløb i livet en dag vil blive udgivet i en bog, hvorfor I ikke kommer til at høre mere om, hvad der skete med Ai Yoru herinde. Det holder jeg for mig selv, indtil den dag, bogen udgives (hvis den gør det). Jeg håber I nyder historien, selv om den er gammel og småkikset ;)

0Likes
0Kommentarer
189Visninger
AA

5. En Ny Familie, Et Bedre Liv?

For én gangs skyld var Ai vendt tilbage til børnehjemmet, uden at lave ballade. Hun sad tavst på sit værelse, ignorerede alle og stillede pænt op, når der kom nogen for at adoptere. Ikke, at hun troede, at der var nogen, der ville adoptere sådan en ”grim” og ”uvorn” unge, som hende.
Men en dag tilsmilede lykken hende. Hun var 9 år gammel, og en dreng ved navn Lucas på 15 havde valgt, at det var hende, ham og hans familie ville adoptere. Desværre kunne moren og faren ikke nå, at komme og hente hende, så det var Lucas, der gjorde det. Ai smilede over hele femøren. Endelig var hun blevet adopteret! Endelig var der nogen, der ville have hende! – Dog viste det sig, at Ais forventninger havde været høje. Alt for høje. 
Da hun kom hjem, ramte en tåge af røg hendes ansigt, og der gik ikke mange minutter, før det gik op for hende, at både hendes nye mor, far og bror var alkoholikere. Lucas fik Ai med ind på sit værelse, og han havde en flaske sprut i hånden, som han drak af med jævne mellemrum. Han rakte flasken frem mod hende, som invitation til, at hun også skulle drikke. Hun rystede på hovedet og sagde nej. Han lod flasken falde på gulvet, så det klirrede, hvorefter han stak hende en flad. Derefter skubbede han hende ind i væggen og gik – hun stod tilbage, grædende. Forvirret. Bange. Var dette hendes nye familie? 

Ai var fyldt 10 og begyndte at ønske, at hun aldrig var blevet adopteret. Det var et helvede uden lige. At leve på gaden var bedre. Begge forældre drak konstant, og de røg – cigaretter og græs, så hele huset altid lå hen i en ulækker tåge. Ingen af dem fungerede ordentligt, så Ai fik æren af at lave alt. Mad, vaske op, rydde op, støve af og alle andre praktiske ting – sørge for indkøb. Og oven i det, blev hun sat til at lyve overfor politiet, hver gang hun rendte ind i dem. Hun adlød sine ”nye forældres” mindste vink, i frygt for at gøre andet. Arbejdede hun ikke hurtigt nok, eller godt nok, fik hun tæv. Ikke, at det gjorde noget, for hun fik egentlig bank alligevel. Hun havde ingen venner, og måtte bare lære at acceptere, at blive slået på – for hun var for lille og svag, til at kunne gøre noget ved et, selv om hun gerne ville. Hun rendte tit rundt med blå mærker og hævede kropsdele, men ingen udefra så det. Til tider brækkede eller forstuvede hun noget, men heller ikke da, blev der lagt mærke til hende. Hun var usynlig. Sommetider blev hun sat til at sove udenfor i haven om vinteren, under opsyn, så hun ikke stak af. Som afstraffelse blev hun også af og til smidt ned i kælderen, hvor der var indelukket, koldt, mørkt og klamt. Derudover, så var den fysiske vold og psykiske terror ikke nok for familien, at udsætte hende for, og hun blev også misbrugt, hvilket hun aldrig fortalte nogen. 

En aften måtte hun på tanken, for at hente sprut og cigaretter til sin ”familie” – ingen satte spørgsmålstegn ved det. Hun pakkede det hele ned i en pose og gik ud. Hun gik næsten ind i en dreng, og da hun blev forskrækket, tabte hun posen på jorden. Flaskerne gik i stykker og klirrede, og hun var nær selv væltet, hvis ikke det havde været, fordi at drengen greb hende. Han hed Josh. Han var meget flink; Spurgte, om hun var kommet noget til, og om han skulle hjælpe med at tage tingene. Men hun rystede på hovedet, løj og skyndte sig grædende tilbage til huset. Hun ville ikke have at han, eller nogen anden, skulle kende til hendes sølle tilværelse. 
Hun nåede hjem, uden sprutten, som hun jo havde smadret, og uden cigaretterne, som hun ikke havde vovet at fiske frem fra posen. Hun blev ikke lukket ind. Hun blev faktisk låst ude. Fortvivlet gav hun sig til at hamre og slå på døren, og tiggede om at få lov til at komme ind. Men det var først om natten, der blev lukket op. Og hun fik en voldsom gang tæv, på grund af den manglende alkohol, og bare fordi at hun ”levede”. Hun blev slået bevidstløs, men dog hevet med indenfor, så ingen ville kunne se, hvad der var sket.
Da hun vågnede næste morgen, var der overraskende nok ikke nogen i huset. Ai baldrede en rude og flygtede. Det lykkedes hende at leve på gaden i små to uger; Men så fandt Lucas hende, og gennembankede hende, så hun hverken kunne stå eller gå. Eller trække vejret, uden flere jag af smerte. Hun blev slæbt hen over asfalten hele vejen hjem, selv om hun var så let, at Lucas sagtens ville have kunnet bære hende. Da de nåede hjem, smed han hende hen af gulvet og ind i en reol, hvor hun igen blev slået bevidstløs; Heldigvis. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...