Hvorfor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2017
  • Opdateret: 29 apr. 2017
  • Status: Igang
"Der var også en del billeder, hvor jeg sad og spiste is eller pegede på bestemte linjer i bøger, som jeg havde lært at læse. Som hun havde lært mig at læse; Hun havde gjort sit allerbedst for, at jeg skulle overvinde min ordblindhed. Jeg sank en klump, og på rekordtid føltes det som om en tung sten blev smidt direkte ned i min tomme mave." Hvorfor? Handler om den lille dreng, Jonas, der bearbejder sin sorg, efter at have mistet sin storesøster, Abby, og følger hans søgen efter svar på de spørgsmål, et dødsfald af en ung teenager efterlader sig. Novellen blev skrevet i 2012, og blev revideret i 2013. Jeg skrev den i en periode, hvor jeg havde det svært, og blev inspireret af min lillebror. Tanken er at rette i den, når mit studie en dag giver mig tid til det. Men indtil da, så håber jeg, at I vil nyde den,

0Likes
0Kommentarer
44Visninger

1. Hvorfor?

De griner. Hvorfor griner de? Har de endnu ikke forstået, hvad der er sket? Jeg forstår dem ikke.
Så sent som for en halv time siden, sad vi i kirken. Der græd de. Store strømme af tårer flød ned ad kinderne på dem. Eller gjorde der? Måske var det bare noget jeg havde bildt mig ind, fordi jeg var så ked af det? Måske… er de bare fuldkommen ligeglade? Ligesom de var under hele forløbet. Men at grine…? At grine, når et værdifuldt menneskeliv gik tabt – hvorfor gøre det?

Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad i stilheden, og svælgede i mine egne tanker. Åbenbart rigtig længe, for pludselig ruskede min mor hårdt i mig.
”Jonas, lad være med at se så betuttet ud.”
Hendes stemme var hård. Konsekvent. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare hende. Eller hvordan jeg skulle reagere. Faktisk endte jeg med bare at se på hende, som om jeg slet ikke havde forstået, hvad hun lige sagde. Det brød hun sig ikke om.
”Jonas, hold så op med dét der! Hvorfor skal du opføre dig sådan? Hvorfor tror du, at man holder sådan noget her? For at sidde og vræle sammen en sidste gang? Den slags gør man i kirken! Derfor var vi der først.”
Hun lød vred. Så jeg nikkede blot hurtigt og smilede lidt usikkert. Indtil jeg kom i tanke om, at hun stillet mig op til flere spørgsmål, som jeg ikke havde besvaret endnu.
”Øhm,” begyndte jeg. ”Jeg blev bare væk i mine egne tanker, tror jeg. Osten smager godt.”
Hastigt tog jeg en bid af min ostemad. En lidt for stor bid. Smøren under osten klemt sig ud mellem det lille hul i mine fortænder. Mor sukkede og vendte sig den anden vej. Jeg havde det ikke så godt. Ingen appetit og ondt i maven. Jeg savnede hende.

Mor vendte sig mod mig igen, denne gang med et mere mildt ansigtsudtryk. Hun rettede lidt på min skjorte og sukkede noget med, at jeg var helt umulig at have med i byen. Vi var da ikke rigtigt i byen, var vi? Jeg tørrede min mund med servietten under tallerkenen. Bagefter tog jeg en lille bid af min mad. Der skulle ikke smutte mere smør ud mellem tænderne på mig. Mor skulle ikke sige mere til mig. Jeg ville hellere spise, selv om jeg ikke var sulten, end at smile og grine, når jeg slet ikke var spor glad. Jeg var ked af det. Og jeg forstod virkelig ikke, hvordan de andre bare kunne grine, som ingenting var hændt. Det ville hun ikke have ønsket. Det nægter jeg at tro på.

***

Klokken var lidt i fire, da de sidste par gæster var gået, og vi betalte for de timer, vi havde lejet lokalet. Mor så en anelse vred ud, da hun fik regningen. Jo, hun smilede, men hendes øjne forsøgte ihærdigt at dolke herren i jakkesæt overfor os. Far sagde ikke noget. Jeg havde hørt ham grine lidt sammen med de andre mænd, men ikke snakke. Grine. Hvorfor var de ikke kede af det? Var de ikke i stand til at føle sorg og smerte? Var jeg virkelig den eneste, der ikke kunne forstå, at hun virkelig var væk? For altid?

”Tre tusinde… Tre tusinde kroner for lokale og lidt mad. Hvilken frækhed. Det er jo svineri!” skummede mor, da vi gik hen over grustenene og over mod bilen.
Hun var noget så mopset over, at det kostede så mange penge. Men hvor meget var tre tusinde i denne sammenhæng? Var det virkelig så mange penge, som min mor mente? Jeg kunne ikke tillade mig at spørge, så ville hun uden tvivl kappe hovedet af mig – og det havde jeg ikke brug for lige nu.

I bilen herskede der tavshed. Far sagde stadigvæk ikke så meget som et kvæk. Han havde altid været stille anlagt, men det var alligevel underligt, at han slet ikke sagde noget. Havde han ikke noget at sige? Sikkert ikke. Det havde han sjældent. Havde han egentlig grædt i kirken?

Da vi kom hjem, beordrede min mor mig straks op på værelset. Mit værelse. Ikke hendes. Jeg ville gerne derind, men jeg sagde ikke min mor i mod. Hvis jeg åbnede døren derind til, kunne det være, at alting var som før? At hun ikke var død, men blot stod derinde og spændt ventede på mig, ligesom hun plejede at gøre, når jeg kom hjem fra skole? Inderst inde vidste jeg godt, at det ikke ville være sådan. Den slags skete kun i eventyr, det havde min mor sagt uttalige gange. Hun gjorde virkelig et stort nummer ud af, at jeg ikke hang i eventyrverdenen for længe. Selvfølgelig havde det ikke være rart, da hun fortalte mig, at julemanden og tandfeen slet ikke fandtes… men jo før jeg lærte det, jo bedre, ikke?

Mit hoved ramte de kølige puder, da jeg smed mig på sengen. Så begyndte det. Vandet løb ud af mine øjne og ned over kinderne som et vandfald. Lydløs gråd. Jeg havde ikke grædt, da jeg havde set hende. Heller ikke i kirken, eller da jeg var på sygehuset og fik at vide, at hun ikke længere var i live. Ikke så meget som én tåre havde jeg fældet. Ikke før nu. De væltede frem. Ustandselige. De sved i mine øjne og jeg peb ned i min pude. Hvor var hun henne? Hvorfor holdt hun ikke om mig? Hvis jeg kunne, ville jeg skrige hendes navn. Men min stemme var væk. Og det var hun også.

”Jonas, kom ned til aftensmad.”
Mor bankede tre gange på døren og gik ned igen. Aftensmad?
Forsigtigt hævede jeg hovedet fra puderne og bemærkede, at mine kinder næsten havde klistret sig fast til dem. Mine øjenlåg var fugtige og øjnene irritable. Var jeg faldet i søvn? Højest sandsynligvis.
Næsten lydløst åbnede jeg døren, lukkede den på klem og trissede ned ad trapperne, som var jeg et spøgelse. Jeg følte mig faktisk lidt som et. Det var dog ikke grunden til, at jeg listede af sted – det var fordi mor blev vred, hvis man larmede. Eller kom for sent, hvilket var grunden til, at jeg var steget ud af sengen, selv om jeg helst ville blive liggende. Det var ikke altid nemt at gøre hende tilfreds. Som regel var det helt umuligt.

Også ved aftenbordet var der musestille. Det gav så en anelse mere mening for mig, da det altid var sådan. Alligevel føltes det helt forkert. Hun sad der ikke. Hendes plads var tom. Helt tom – stolen var der ikke engang længere. Gad vide, hvor den var blevet stillet hen, og hvorfor den ikke længere stod fremme… Ønskede de slet ikke at huske noget? Mit blik flakkede hen til fars gaffel. Der var et stykke flæskestegskød på og lidt brun sovs. Den brune dråbe var tæt på at dale ned, men far greb den, da han i samme øjeblik stak gaflen ind i munden og tyggede. Jeg mærkede mors skulende blik og kom i tanke om, at man ikke måtte stirre på andre, når de spiste. Eller stirre på andre generelt.
”Tak for hvad.”
Min stemme var en hvisken, og jeg skubbede kun tallerkenen et par millimeter frem. Over halvdelen af maden var ladt tilbage på den. Kartofler, rødkål, flæskesteg, sovs… selv kartoffel-chipsene havde jeg efterladt et par stykker af. Dem elskede hun. Mere end noget andet, tror jeg. Jeg kunne også selv vældig godt lide dem, men jeg havde ikke lyst til at spise dem mere. Jeg fik en pludselig følelse af, at hun stod bag mig og iagttog mig. Sørgede for, at jeg ikke fik flere chips end hende. Ligesom hun plejede at gøre fra sin plads skråt overfor mig; Den plads, der nu var helt tom.
”Jonas, du har jo ikke engang spist noget.”
Min mors ord vækkede mig. Jeg så op på hende i en pludselig bevægelse, da jeg var blevet overrasket.
”Jo, jeg har. Jeg har spist de fleste kartofler. Jeg spiste også mange madder tidligere, så jeg er ikke så sulten her til aften.” forklarede jeg hende.
Hun sendte mig endnu et af sine skulende blikke og det løb mig koldt ned ad ryggen. Hun kunne se på mig, at jeg løj. Jeg havde ikke spist flere kartofler, end af så meget af det andet, der var på min tallerken. Hurtigt skubbede jeg stolen ud. Den larmede, men i dette sekund gjorde det mig ikke noget. Jeg skulle væk. Jeg rejste mig, skubbede den ind – mindst ligeså larmende – og gik med et par hurtige skridt over mod trappen, som jeg småløb op ad, for at ende på mit værelse. Ganske forsigtigt lukkede jeg døren i, for at hun ikke skulle komme op og uddele mig jordens største skideballe for dårlig opførsel og manglende pli.
Jeg stod stadigvæk ovre ved døren, da jeg ikke helt vidste, hvad jeg ville. Hvorfor var hun her ikke med mig? Hun plejede altid at trække mig med ind på sit værelse. Så spillede vi spil sammen eller læste. Eller, som regel var det hende, der læste højt for mig. Jeg er nemlig ordblind og har svært ved at læse selv. Nu var der kun mig. Og jeg kunne jo ikke læse højt for mig selv, eller spille Ludo alene. I teorien kunne jeg godt, men det ville ikke være det samme. Jeg kunne også invitere nogle venner over for at spille med mig, men det ville heller ikke være det samme. Langt fra. Intet var rigtigt længere.
En mærkelig lyd kravlede op gennem min strube. Jeg ved ikke helt, hvad det egentlig var. Det havde lydt underligt. Jeg håbede bare, at det ikke var så højt, at mor også havde hørt det, fra hendes position nedenunder.
Jeg slog et flygtigt blik over på Anders And uret ved min seng. Klokken var halv otte. Normalt går jeg i seng kvart over otte. Men i dag var der ikke noget som helst at blive oppe for, så jeg tog min skjorte og de fine bukser af, til fordel for min Spiderman-nattrøje med matchende bukser. Sættet er ret gammelt, og jeg kan faktisk ikke passe det ordentligt mere. Men jeg fik det af hende. Det minder mig sådan om hende. Jeg kunne aldrig drømme mig om, at skille mig af med det igen. Det er noget af det eneste, jeg har fra hende.
Langsomt listede jeg ud fra mit værelse og hen mod badeværelset, så jeg kunne få børstet tænder.
Det hvide stads piblede ud af åbningen fra Colgate-tuben og ud på min Spiderman-tandbørste. Jeg skulle lige til at putte den i munden, da jeg kunne høre min mor nedenunder;
”Nej, Christian! Vi har brugt penge nok, hun behøver ikke en gravsten. Vi ved godt, hvor hun bliver lagt, der er ingen grund til at skilte med det. Så længe vi ved hvor hun er, gør det vel ikke noget, om der er en sten eller ej.”
De snakkede om hende. Nok for første gang i dag, snakkede de rigtigt om hende. Og for første gang i mange, mange timer, åbnede far munden og sagde noget. Modstandsargumenter. Men mor ville ikke høre, hun var ligeglad. Der skulle ingen sten være, og det var hermed afgjort. Stakkels far, nu hvor han endelig kom med sin mening.


***

Min pude var våd, da jeg endnu engang vågnede. Hektisk måtte jeg blinke et par gange, da mit syn var sløret. Lidt i tre. Nysgerrigt kiggede jeg ud af vinduet. Det var mørkt udenfor. Klokken var altså tre om natten. Igen blinkede jeg et par gange med øjnene, for at få optimalt syn. Der var mørkt og stille i huset. Og faktisk også en anelse koldt. Som om, der var noget, der trak? Jeg satte mig op i sengen og placerede fødderne i et par hjemmesko, hvorefter jeg gik lidt rastløs rundt på værelset. Det så alt sammen mere dystert ud her i mørket. Mine tanker faldt hen på hende igen. Tårerne fra tidligere væltede op i mine øjne, og for at holde dem tilbage, klemte jeg hårdt øjnene sammen og famlede mig over til sengen. Sutskoene sparkede jeg af igen, hvorefter jeg stille kravlede ned under min dyne igen; Forsøgte at falde i søvn igen.

Da jeg kiggede på uret igen, sagde det halv fire. Jeg kunne stadigvæk ikke sove. Jeg savnede hende sådan. Hvorfor var hun væk? Hvorfor var hun ikke hos mig? Det var hun måske også? Hurtigt stoppede jeg fødderne ned i hjemmesutterne igen. Jeg fik et lille chok. De var iskolde. Rummet var koldt og klamt. Jeg klemte øjnene sammen og så lidt rundt. Vinduet var åbent. Det havde da været lukket før? Jeg rejste mig fra sengen for at lukke det, hvorefter jeg stille åbnede døren og listede hen til hendes dør. Den lukkede, uvirkelige dør.
Jeg blev overrasket, da jeg tog fat i håndtaget og opdagede, at de ikke havde låst den. Måske var hun stadigvæk i live, siden den ikke var låst? Jeg skubbede hurtigt døren op og lukkede den forsigtigt i igen.
”Abby?”
Stilhed. Der var musestille. Intet andet, end larmende tavshed, der fik mit hoved til at svirre. Hun var væk. For altid. Jeg havde vidst det længe, men jeg havde ikke forstået det før nu. Ikke før jeg så hendes tomme værelse. Der manglede noget herinde; Og ikke bare hendes gamle reoler. Det eneste der var tilbage, var hendes seng, betrækket og et skrivebord.
Jeg ved ikke helt, hvor længe jeg sad i hendes seng og kukkelurede. Stirrede dødt ud i luften og ventede på, at hun skulle svare mig. Tale til mig. Men det skete ikke, for hun var her ikke. Hun var død, og jeg havde lyst til at åbne vinduet og råbe det ud til alle. Spæne ned ad gaderne, mens jeg skreg, at min storesøster var død. Borte, dræbt, myrdet af et bæst indefra. Jeg følte mig så tom og trist uden hende. Hvorfor havde mine forældre ikke hjulpet hende? Og hvis de havde, ville hun så stadigvæk være i live nu? Eller ville udfaldet være blevet det samme uanset hvad? Gid jeg vidste det. Hun var altid så smilende og glad, når hun var sammen med mig. Men nogle gange om natten, hvis jeg ikke kunne sove, kunne jeg høre hende græde. Hvad var gået galt for hende? Af og til, når vi var alene hjemme, så vaskede hun også sit tøj selv, fordi det var beskidt. Farvet med rød. Hun forklarede mig, at det var maling og teaterblod, og at hun godt kunne lide at vaske tøj – men sårene på hendes arme fortalte mig noget andet. Det bortforklarede hun med at sige, at hun var blevet revet af en kat. Men jeg er jo ikke dum; Vi har ikke nogen kat, og hun var aldrig ude hos venner eller veninder. Som regel sad hun bare alene på sit værelse. Hun havde sagt et par gange til mor og far, at hun ikke havde det så godt. Men det var altid efter min sengetid, og jeg nåede aldrig at høre, hvad de sagde til det.
Engang tog hun en hel masse hvide piller. Hun var alene hjemme. Jeg skulle slet ikke være kommet hjem, skulle have leget hos Milas. Men han var blevet syg, og så havde jeg måttet komme hjem alligevel. Hun havde set skræmt på mig, da jeg var kommet ind af døren til hendes værelse, hvorefter hun var begyndt at græde og hikke. Jeg var blevet bange, og pludselig var hun faldet sammen lige foran mig. Uden at vide, hvem jeg ellers skulle kontakte, havde jeg ringet til min mormor. Hun boede i nærheden og havde hentet Abby og jeg, hvorefter hun havde kørt os på hospitalet med Abby. Jeg havde været ret lille dengang, så jeg kunne ikke huske det. Jeg legede på en legestue hele dagen, og da vi kørte hjem havde det kun væres mormor og jeg. Abby var blevet på hospitalet. Da hun efterfølgende var kommet hjem, havde hun været meget tavs og trist. Aldrig smilet med samme glimt i øjet, som hun ellers plejede. Hvor var min storesøster blevet af?

Efter lang tid, fik jeg endelig rejst mig op fra sengen, for at tænde noget lys. Det skar mig i øjnene, og jeg kneb dem hårdt sammen, hvorefter jeg prøvede at vænne mig til lyset. Der var stadigvæk blod på gulvet. Jeg havde kun set hende et kort glimt den aften. Mor havde råbt og skreget, at jeg skulle gå min vej, så det havde jeg gjort. Lægen, som jeg skulle snakke med efterfølgende, havde fortalt mig, at min krop var gået i chok. Nu fortryder jeg, at jeg gjort som min mor sagde. Fortryder, at jeg ikke blev hos hende. Blev og indprentede mig hendes udseende og duft. Jeg ville give alt for at se hende igen. Men måske havde det alligevel været bedst for mig ikke at være blevet. Der havde været utroligt meget blod på gulvet. Alle steder, der ikke var farvet rødt på hendes hud, havde været fuldkommen kridhvidt. Hun havde ligget på gulvet, uden at bevæge sig overhovedet. Det var det eneste, jeg kunne huske. Mit allersidste minde om Abby.

Tårerne var begyndt at løbe ned ad mit ansigt igen. Jeg ville ikke tænke sådan på hende. Ikke tænke sådan om hende. Og jeg ville under ingen omstændigheder huske hende sådan. Det fortjener hun ikke. Det ville hun ikke have ønsket, hvis hun kunne vælge. Hun gjorde altid mig glad, når jeg var ked af det. Altid. Bare ærgerligt, at hun ikke længere kan gøre det, hviskede stemmen i mit hoved. Bare ærgerligt, at hun ikke hvisker tårerne bort, med sine bløde fingre og hvisker betryggende ord. Den havde ret. Abby ville aldrig kunne tage mig i sine arme, vugge mig frem og tilbage og synge for mig igen. Hun ville aldrig læse højt af bøgerne fra Anders Ands bogklub. Hun ville aldrig sidde og spille spil med mig. Aldrig hjælpe mig med lektierne. Aldrig rose mig og lege med mig. Og hun ville aldrig tage billeder med mig igen. Vent… billeder?
Efter blot nogle få minutter, havde jeg fundet hendes gamle iPod frem, hvor jeg klikkede ind under albummet; ”Jonas og jeg”. Der var masser af billeder. De fleste af os begge to. Der var også nogle, der kun var af mig, hvor jeg sendte hende kyssemunde eller smilede bredt. Hun havde et billede fra dengang, jeg mistede min første mælketand og smilede til hende. Der var også en del billeder, hvor jeg sad og spiste is eller pegede på bestemte linjer i bøger, som jeg havde lært at læse. Som hun havde lært mig at læse; Hun havde gjort sit allerbedst for, at jeg skulle overvinde min ordblindhed. Jeg sank en klump, og på rekordtid føltes det som om en tung sten blev smidt direkte ned i min tomme mave.
”Abby?” Kaldte jeg stille. ”Abby kan du høre mig? Vil du ikke nok fortælle mig, at du er okay? Hvor er du henne? Er der mørkt, der hvor du er? Er de søde ved dig deroppe? Er du… er du glad nu?”
Min stemme knækkede over, og jeg følte mig dum over at sidde dér, midt i hendes seng, mens jeg desperat forsøgte at komme i kontakt med min for længst afdøde storesøster. Men sandheden var, at jeg havde så voldsomt brug for hende. Brug for at vide, at hun stadigvæk var hos mig, og var en del af mig. Også selv om jeg måske ikke kunne se hende eller føle hende. Men jeg fik stadigvæk ikke noget svar, og det knuste mit hjerte. Hvorfor kommer der ikke en hvid due ved mit vindue? Ligesom i Brødrene Løvehjerte? Hvorfor kommer min søster ikke tilbage til mig, i form af en smuk, hvid due? Fortæller mig, at hun har det godt, og at vi nok skal komme til at være sammen igen?

Jeg lagde iPod’en fra mig, hvorefter jeg kiggede rundt i værelset. Der var så tomt. Der var ingen møbler og intet liv herinde. Her virkede helt dødt. Jeg kiggede på nogle forskellige billeder. Der var nogen af mig og hende, ved nogen seværdigheder rundt omkring i Europa, fra når vi havde været på ferie. Og der var nogen, af os alle sammen, hvor vi lignede en rigtig familie. Men der var et billede, der lyste mere klart, end nogen af de andre. Dette stammede fra hendes konfirmation i april for lidt over to år siden. Hun bar en fin, knælang og meget enkel, hvid kjole – med grønt silkebånd, som jeg havde valgt. Den smøg sig pænt om hendes krop, og det grønne silkebånd stod i smuk kontrast til hende lysende, glade, grønne øjne. Det sorte hår bølgede ned omkring hendes skuldre, og hendes smil var helt blændende. Stort og smukt. Hun lignede en, der kunne klare hele verdenen. Og hvor var hun henne nu? Min smukke, dejlige søster? Jeg tog billedet med mig, da jeg langt om længe bevægede mig ud derfra igen. Og af en eller anden grund, følte jeg mig stærkere nu. Det var, som om hun var med mig. Det var hun jo også, på det fine billede, jeg havde taget med mig.

***

Der var gået to uger, siden Abbys begravelse. Hun blev begravet en mandag, og jeg havde holdt fri hele ugen. Den følgende mandag, var jeg startet igen. De første par dage, havde de andre børn undgået mig lidt, og dem fra klassen havde sagt, at ”de var kede af det”. Der var som sagt gået to uger siden begravelsen, og de sagde ikke længer noget. Det var rart. Jeg vidste, at de kun havde sagt det, for at være forstående og søde. Men det gjorde mig faktisk kun mere ked af det. Hvorfor skulle de være kede af det? De havde ikke mistet en, de elskede overalt på jorden. De vidste ikke, hvordan det var, at få revet sin søster, sin bedre halvdel, fra sig på den brutale måde. Så hvorfor sagde de, at de var kede af det? De vidste intet om, hvordan det var. Og udover at være ked af det over mit store tab, var jeg ulideligt vred. Jeg var vred over, at mine forældre ikke havde hjulpet Abby, mens hun havde været i live. Mens der var en chance. Havde de gjort det, var hun ikke død nu. Hun ville have været sprællevende – og parat til min konfirmation om fire år. Det gjorde mig også ked af det. Hun ville ikke være der for mig, på den dag, der skulle være en af de mest festlige. Hun ville aldrig være med til at fejre min fødselsdag mere – og jeg ville aldrig kunne fejre jul med hende igen, eller finde de påskeæg hun gemte ude i haven. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere altødelæggende var tankerne for mig. Hele mit liv var gået i stå. 

Jeg havde ikke været inde på Abbys værelse siden den dag. Jeg havde det meget bedre på mit eget værelse. Jeg var gået forbi et par gange, men der sivede altid kold luft ud derfra, og jeg fik en følelse af, at der simpelthen intet liv var bag den dør. Det var ubehageligt. Mit eget værelse var varmt og trygt. Hele tiden. Vinduet åbnede ikke af sig selv om natten, som jeg havde troet i starten.
Jeg vågnede tit om natten og kiggede panisk omkring, fordi jeg troede, hun var vendt tilbage til mig. Men det var hun ikke. Jeg så hende i hvert fald aldrig. Men selv om jeg aldrig så hende, følte jeg hendes tilstedeværelse. Hun havde ikke forladt mig, hun vågede over mig og beskyttede mig. Holdt øje med, om jeg var okay. Strøg mig over håret, når jeg lå og sov trygt. Jeg var helt sikker på, at min døde søster, var blevet min skytsengel.

Jeg talte ikke med min mor om det. Heller ikke min far, men han var alligevel aldrig hjemme, og når han var, så sagde han ikke noget. Jeg gad ikke tale med nogen af dem. Ifølge mig, var de begge to pløkåndssvage, og jeg hadede dem bitterligt for at have svigtet Abby. Og jeg vidste, at havde jeg været i samme situation, var jeg også blevet svigtet. Ladt tilbage. Endt i en kiste under jorden.
Psykiske problemer lå bare ikke til i vores familie, og havde man dem, så var man ikke en del af den. Så simpelt var det. Abby havde altid haft svært ved at få venner, da hun var blevet mobbet i de mindre klasser. Hun var en meget usikker pige. Hvilket havde ledt hende til, at hun tit var alene og ikke turde snakke med nogen. Derfra havde hun udviklet en forfærdelig depression. Hun fortalte mig det aldrig med fag-ord, hun forklarede mig bare, at de andre oppe i skolen syntes, at hun var mærkelig, og derfor kunne hun bedst lide at være sammen med mig derhjemme. Men som årene gik, begyndte Abby selvfølgelig at savne nogen, på hendes egen alder. Hvilket som sagt ledte hende til hendes dumme sygdom, der tog livet af hende til sidst.
Hvis jeg spurgte mor, hvorfor Abby altid var ked af det, svarede hun, at det var teenagehormoner, og at hun ”nok skulle komme over det.” Men igen, når jeg lå vågen om natten, og kunne høre dem snakke nedenunder, fortalte hun min far, at det var en depression. Og at hun ikke fattede, hvordan Abby kunne få det, nu hvor hun levede sådan et perfekt liv, som det hun gjorde. Hun indskød dog også, at Abby altid havde været mærkelig, så at det nok bare var kommet i takt med hendes mærkelighed. Jeg havde aldrig syntes, at Abby var mærkelig, jeg syntes hun var den sødeste på hele jorden. Til sidst – inden hun døde – var Abby blevet så syg, at hun ikke spiste frokost eller morgenmad. Og meget lidt aftensmad – medmindre der var kartoffelchips. Dem spiste hun altid, mens hun smilede til mig. Men det var kun et halvt smil. Denne del af Abbys forandring, havde mine forældre også fuldkommen ignoreret. Som nævnt var hun blevet meget stille og indelukket, efter at have været på hospitalet. Hun snakkede om muligt endnu mindre med andre mennesker, og gik altid op på værelset, hvis vores bedsteforældre kom på besøg. Hun havde altid haft store trøjer på og lange bukser eller gamacher – også sommeren.

Selv om jeg ikke talte med mine forældre eller bedsteforældre, talte jeg jævnligt med Abby. Det var ikke rigtige samtaler, dem jeg førte med hende. Nok nærmere enetaler. Hun svarede mig aldrig, men jeg var overbevist om, at hun hørte mig, og prøvede at hjælpe mig, fra sin plads oppe i himlen. Jeg fik det også altid bedre, efter at have talt med hende. Fået lettet mit hjerte. Når jeg sad i skolen, kunne jeg finde på at sende beskeder, til hendes mobil. Dem besvarede hun heller aldrig, men det gjorde mig ikke noget. Jeg var sikker på, at hun modtog dem og læste dem, deroppe, sammen med sine nye venner. Min mormor havde engang sagt, at Abby sad på en sky og smilede ned til mig. Måske havde hun sin mobil med deroppe på skyen? Jeg smilede i hvert fald tit mod himlen. Og hvert år på hendes fødselsdag, plukkede jeg blomster til hende. Jeg lavede en tegning til hende som jeg afleverede nede ved hendes umærkede gravsted. Og så fortalte jeg hende, hvor meget jeg elskede hende, savnede hende, og hvordan det gik med mig. Billedet af hende stod på mit natbord, så jeg altid vidste, at hun var hos mig.

***

Jeg ved ikke, hvorfor jeg tænkte, som jeg gjorde dengang. Jeg tror bare, at jeg savnede hende så meget, at jeg nægtede at tro på, at hun var helt død. Jeg tror, jeg prøvede, at overbevise mig selv om, at hun ikke var så langt væk, som alle sagde, at hun var. Jeg ville jo ikkehave, at hun var væk for evigt. Jeg ville have hende hos mig. Altid. Men nu, hvor jeg er blevet ældre, forstår jeg det hele meget bedre. Jeg forstår mine handlinger dengang, og jeg forstår, hvorfor mine forældre reagerede, som de gjorde. Jeg er ikke længere sur på dem. De ville bare ikke føle sig som dårlige forældre, derfor nægtede de at indse, at Abby kunne være blevet syg. De glemte at tænke, at det sagtens kunne være noget andet, der havde gjort hende syg, og ikke hendes hjemmemiljø. Men det er glemt, mine forældre er tilgivet – og Abby har fået en gravsten. Den er af marmor stor og flot. Hendes navn står med svungne bogstaver, og der er flotte hvide duer på. Og et ”jeg ved du altid vil passe på mig”. Jeg forstår også bedre, hvorfor de grinede dengang. Alting giver mere mening, når man bliver ældre. Endnu et par visdomsord, fra min dejlige mormor – og som hun altid har forsøgt at banke ind i hovedet på mig.
Jeg er blevet ældre og klogere. Men jeg savner stadigvæk Abby hver dag. Det gør ondt at tænke på hende, og jeg har stadigvæk billedet fra hendes konfirmation. Nu står der bare et af mig ved siden af til min egen. Jeg har hentet hendes iPod, og ser jævnligt billederne fra dengang igennem. Jeg bruger den dog også selv nu. Jeg har oprettet en ny mappe. ”Jonas’ liv, bid for bid”. Jeg bruger den som en slags scrapbog, hvor jeg tager billeder af det, jeg finder vigtigt, sjovt eller mindeværdigt. Eller som jeg ved, at hun bare ville have elsket. Der ligger endda et billede af mig, og min første kæreste på.

Jeg er sytten år gammel, og arbejder for en selvmords-hotline, jeg selv har oprettet. Abbys Angels. Det ville være ærgerligt, hvis andre små søskende – som mig selv – skulle miste deres ældre søskende, forbilleder, til noget så ligegyldigt og tragisk, som selvmord. Der er ingen pointe i at tage livet af sig selv, specielt ikke, når man er så ung. Som Abby. Livet er først lige begyndt. Det er måske ikke nemt lige nu, men der er så mange ting, der venter på en i fremtiden. Og dette budskab forsøger jeg at give ud til de grædefærdige piger og drenge, der skriver eller ringer ind til mig. De er elsket. De betyder noget. De blev født ind i denne verden med et formål. De har noget at leve for. De er det værd. Det er ikke fair, at nogen skal have det så dårligt, at de tager livet af sig selv.
Min Abby døde ikke forgæves. Og hun er jo i øvrigt slet ikke død. Ikke helt. Hun lever videre i mit hjerte og i mine minder.
Hun venter på mig oppe på skyen. Og hun vil vente altid, så jeg behøver ikke skynde mig. Det ved jeg nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...