Jeg er ...?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 apr. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2017
  • Status: Færdig
Mørk personlig fortælling om forsøget på at finde sig selv.

0Likes
0Kommentarer
124Visninger
AA

1. Jeg er træt...

Jeg er træt. Jeg er træt, men ikke i den bogstavelige forstand. Jeg er træt på den måde, at jeg er træt af at være træt. Jeg er egentlig heller ikke træt af være træt, men jeg er træt af at være træt af de samme ting. Der findes snart ikke ting, som jeg ikke er træt af – og hold nu kæft, hvor er det belastende!

Jeg er træt. Jeg er træt, men ikke i den bogstavelige forstand. Jeg er træt på den måde, at jeg er træt af at være træt. Jeg er egentlig heller ikke træt af være træt, men jeg er træt af at være træt af de samme ting. Der findes snart ikke ting, som jeg ikke er træt af – og hold nu kæft, hvor er det belastende! Jeg er træt af at være mig. Ikke fordi jeg hader mig selv, men jeg er træt af at jeg ser det negative før jeg ser det positive. Hvordan bliver jeg nogensinde til noget, hvis jeg konstant fortæller mig selv at jeg ikke kan? Hvordan skal andre mennesker nogensinde kunne holde mig, når min attitude altid er negativ. Jeg er træt af at jeg ikke længere er den lille pige, med den bundløse spand af glæde og optimisme. Dengang kunne intet slå mig ud. Jeg havde gå-på mod og var aldrig bange for en udfordring – men nu… nu er altting sort og hvidt. I virkeligheden, måske mest, sort og gråt. Intet kan få min vaskeægte sprudlende glæde frem. Selvfølgelig kan jeg da grine og have det periodevist sjovt. Men jeg har de sidste 4 år endnu ikke haft en aften, hvor jeg lå i min seng, hvor jeg har tænkt: ”Sikke en dejlig dag”, og været helt høj af gode oplevelser.

Min barndom har ikke engang været specielt idyllisk. Mine forældre gik fra hinanden da jeg var 3-4 år gammel, både fordi min far havde PTSD og havde det med at svinge børnetæskeren temmelig ofte, og så fordi min mor igen havde været min far utro. Det efterlod min mor alene med 4 børn og en forsørgerpligt på en lav indkomst. Da jeg var barn var havregrød min favorit ret – både til morgenmad og aftensmad – Det og kartoffelmos. Den dag i dag, ville jeg langt heller æde en kæmpe omgang brændende kærlighed, end at sidde og file i en stor rød bøf. Kald mig miljøskadet – men det er sandt. Jeg er vokset op med ”Et stykke pålæg pr. stykke brød!” og ”Havregryn under dine Cornflakes!”. Jeg kan stadig blive forarget og tænke ”FRÅS!”, når jeg ser et stykke rugbrød med TO! Stykker pålæg på. Jeg lærte først i en alder af 15 at drikke sodavand og spise slik. Da jeg var lille var jeg 3-4 dage om at drikke en sodavand, fordi jeg ikke kunne vende mig til den prikkende følelse fra brugsen. Ligeledes kunne jeg være måneder om at spise det slik, som vi en sjælden gang imellem fik, hvis ikke en af mine ældre søskende fik fingrene i det inden. I en alder af 9 år, oplevede jeg at verden ikke kun var et sjovt sted at leve, da min storebror blev stukket ned. Han lå på intensiv i 2 uger… 2 millimeter længere ind – og han var død på stedet. Men han overlevede! Glæden flød igen.
Blot 5 år senere vender verden endnu engang, da jeg som 14-årig får at vide, at min anden storebror er død… ”Han kørte galt i nat”… Min yngste storebror, blev revet ud af mit liv, bare sådan – og så var han væk. For evigt. Verden stod stille ..  ..  ..  ..  ..  ..  .. ……………………………………………………………
Jeg kan stadig ikke forstå, at jeg aldrig kommer til at se ham igen. Det er så surrealistisk at en person, som man har været så tæt med aldrig vil sige et ord mere til dig, drille dig bare en gang til eller give dig skylden for at smadre mors yndlingsvase. Men alligevel formåede jeg at være glad. Jeg kunne stadig have dage, hvor jeg lagde mit hovet på puden og tænkte: ”Hold kæft man! Livet er da en gave”. Livet forgik i farver. Livet var sjovt. Livet var en udfordring, som blev taget imod som en leg.
Så hvorfor kan jeg ikke længere finde ud af det? Livet skal ikke være en leg. Men livet skal være sjovt at leve – i hvert fald det meste af tiden.

Jeg ved ikke hvem jeg selv er længere. Jeg ved ikke hvad der gør mig glad. Ikke nok med det, så ved jeg heller ikke hvad der gør mig sur.
Men til gengæld, så ved jeg hvad der gør mig træt… Jeg ved også, at jeg ikke har lyst til at være træt. Jeg ved, at jeg har lyst til at være glad. Jeg ved, at min familie er den ting, som betyder allermest for mig. Jeg ved også, at jeg er ualmindelig god til at lade som om - lade som om jeg er glad, lade som om jeg er interesseret i folk, lade som om min uddannelse er det vigtigste - bare lade som om. Men noget jeg er HELT sikker på er, at jeg vil være god til at leve! Være god til at være glad og sprede glæde! God til at være mig! For JEG er.... TIL!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...