Only you - Harry Styles

"Hvad vil du egentlig være, når du bliver stor?" Hendes spørgsmålet hang i luften et kort øjeblik før, jeg turde at svare. "Din."

3Likes
6Kommentarer
210Visninger

1. ♥

 Those three words

 

“Argh Harry!! Slip mig. Det er koldt,” skreg Zara grinende og prøvede at vride hendes små arme ud af mit faste greb. Vi lå lige nu og  tumlede rundt  i den kolde sne. Mig ovenpå hende med hendes arme i mine hænder.

Jeg kiggede på Zara og betragtede hendes smukke ansigt. Solens stråler samt den hvide sne gav hendes mørke hår et glimtende skær, som næsten blændede mig. Hendes runde kinder og slanke næse havde fået en rødlig farve af kulden og fik hende til at se endnu mere sød og dejlig ud.

“Sig, at du elsker mig, og jeg giver slip.”

“Jeg elsker dig..,” begyndte hun, så jeg langsomt slap mit greb om hendes arme og til sidst gav helt slip. “..ikke,” udbrød hun og sprang op på benene og spurtede væk fra mig.

Jeg kunne ikke lade være med at udstøde et lille grin over hendes handling, hvorefter jeg mærkede noget koldt og sjasket på mit bryst. Jeg kiggede en anelse forskrækket op og så, at Zara stod og grinede, så jeg næsten kunne regne ud, at hun prøvede at genoptage den sneboldskrig, vi havde haft gang i, før jeg væltede hende ned at ligge i sneen.

Jeg sendte hende et vredt blik og begyndte straks at løbe hen imod hende. “Jeg har sne i hånden Harry!,” råbte hun advarende, men begyndte alligevel panisk at løbe længere væk fra mig. Dog var jeg lidt hurtigere end hende og indhentede hende ret hurtigt. Jeg tog fat om livet på hende og løftede hende op.

“Sæt mig ned!,” skreg hun grinende og sprællede voldsomt med benene og prøvede at komme ned på jorden igen. Da det ikke lykkedes hende, klaskede hun hendes håndfuld sne i hovedet på mig, så jeg automatisk slap hende med det samme. Sneen var kold og fik mine kinder til at hungre efter varme.

Hun stillede sig grinende med fronten mod mig. “Fred?” spurgte hun og rakte hendes højre hånd mod mig.

“Fred,” svarede jeg og lagde min iskolde hånd på hendes næsten lige så kolde hånd. Hun sendte mig et kærligt smil, som jeg vidste kun var venskabeligt ment.

I noget tid stod vi bare og betragtede det gamle hus foran os, der havde været tomt så længe, vi begge kunne huske.

“En dag..,” begyndte hun med at sige og afbrød dermed stilheden. Jeg vendte mit hoved imod hendes og kigge lyttende på hende. “En dag køber vi det her hus og gør det til vores,” afsluttede hun og vendte smilende sit hoved mod mit. Hendes varme brune øjne strålede af glæde og gav mig sommerfugle i maven.

“Det glæder jeg mig til.”

Vi bevægede os indenfor og så os omkring. Det lignede sig selv: gamle støvede møbler, edderkoppespind i alle kroge og slidte vægge. Zara stillede sin taske og kiggede afventende på mig.

“Hvad så?” spurgte hun nysgerrigt med et glimt i øjet. Jeg svarede hende ikke, men bevægede mig tættere på hende. “Du er dejlig,” udbrød jeg og kunne slå mig selv i hovedet over min nervøsitet. Zaras kinder rødmede, og hun prøvede at skjule det ved at vende sig om.

“Huset ligner sig selv. Synes du ikke?,” spurgte hun og prøvede tydeligvis at skifte emne. Jeg gik helt op til hende, så der nu kun var få centimeter imellem os og drejede hende rundt, så hun igen stod med fronten mod mig.

“Jo,” svarede jeg smilende og tog fat om hendes talje. Hun gav et spjæt fra sig af ren forskrækkelse, men det fik mig ikke til at fjerne mine hænder. Jeg betragtede igen hendes kønne ansigt og begyndte at tænke på hendes betydning for mig.

Hun havde været min bedste veninde, så længe jeg kunne huske. Hun havde altid bare været min ven, som jeg kunne fortælle alt til, men for omkring 2 år siden, begyndte jeg at få følelser for hende. Voldsomme følelser. Følelser som jeg nu ville ud med.

“Zara..,” begyndte jeg langsomt og hun kiggede opmærksomt på mig. “Jeg tror, at jeg elsker dig..”

Jeg kiggede grundigt ind i hende øjne for at fange en reaktion.

Intet.

Ingen reaktion overhovedet. Det fik mig til at fortryde det, som jeg lige havde sagt med det samme. Hvorfor var jeg også så dumt at tro, at hun måske følte lidt for mig også? Vi var for pokker bare venner.

Jeg slap mit greb om hendes talje og vendte mit nervøse blik ned mod gulvet.

“Øhm..,” mumlede jeg. “Jeg går lige udenfor et øjeblik,” sagde jeg og bevægede mig væk fra hende i håb om, at hun ville tage fat i min arm, dreje mig rundt og kysse mig, men intet skete. Hun lod mig gå uden nogen form for bemærkning.

Kulden omklamrede mig, så snart jeg åbnede døren. Udenfor var alt helt hvidt og meget stille. Den eneste lyd, jeg hørte, var sneen, der knirkede under mine sko. Kulden begyndte at trænge ind under min hud, og jeg trak min jakke tættere omkring mig.

“ARGH!!”, skreg jeg og følte pludselig at alt luften blev suget ud af mig. Havde jeg mistet hende? Den eneste person, som jeg ville gøre alt for - var hun nu væk? Havde jeg virkelig lige ødelagt alt bare på grund af en dum erkendelse?

Jeg slog mig hårdt i hovedet og hev i mit hår af ren frustration.

“FUCK!!”

Efter mine forældres skilsmisse var hun den eneste person, som jeg rigtig kunne stole på. Jeg kunne ikke holde ud til at miste hende. Ikke nu. Ikke aldrig.

Panisk løb jeg tilbage til det forladte hus og flåede døren op. Tænk hvis hun var gået? Tanken gav mig en dyb mavepumper og efterlod smerter i hele kroppen.

Mine sko efterlod våde vinter fodspor gennem hele huset - helt ind til stuen, hvor jeg stoppede brat op. Den gamle kakkelovn var blevet tændt og lyste rummet op sammen med de mange nytændte stearinlys. Midt på gulvet sad Zara på vores sædvanlige slidte picnictæppe. Hun rejste sig hurtigt op, da hun så mig. Mit blik fulgte hver og en af hendes bevægelser nøje. Jeg betragtede hele hendes krop, da hun til sidst stod lige foran mig og sendte mig et forsigtigt smil.

“Jeg elsker også dig, Harry.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...