Fremtidens fortid

Min historie handler om to søskende - Katja og Felix - der på mystisk vis befinder sig et helt andet sted, end de burde være!
Følg med mens de knytter bånd med 2 af Danmark´s største vikingekonger! Oplev humoren mellem to rivaliserende søskende og forvirringen fra nutidsmennesker i en meget anderledes fortid!
.
.
Novellen er skrevet til konkurrencen ´skriv dig gennem historien´ til valgmulighed 1 (den om Trelleborg.)

1Likes
1Kommentarer
251Visninger
AA

3. Prinsesse Katana - om jeg må be!

Aftenen faldt på. De to red ud mod kong Haralds tætteste borg. I alt var han ved at opføre 5 ens borge. 

De havde smidt de loppebefængte klæder ud og havde fået noget meget finere af Svend´s tjenere. Silke og et tørklæde til Katja´s hår, samt noget der lignede et jakkesæt med manchet knapper af guld til Felix. Skoene var pudset - Felix havde enddog fået lov at beholde kasketten på, da han havde forklaret, at det var et statussymbol, der hvor han kom fra. 

“I skal ligne nogle, der er noget,” havde Svend sagt, “ikke enhver kan snyde min far - det tog mig årevis at mestre.” 

 

Som Felix og Katja kom tættere på, kom en hel bunke af høje mænd med langt skæg ud af nogle små huse. De havde allesammen ens tøj på og de havde et sværd og et skjold hver. Deres kroppe var spændte, ansigterne arrede og vejrbidte. Øjnene var.. ikke just velkomne. 

“Hvad vil I her,” spurgte den ene og trådte et skridt frem. Felix gik også et skridt frem, men standsede ved lyden af metal mod læder. 

Han rakte hænderne op foran sig, 

“vi ønsker blot at se kong Harald,” sagde han og bukkede for mændene. Katja nejede og bukkede let hovedet, så hendes tørklæde ikke skulle falde af. 

Mændene kiggede på hinanden og begyndte at grine og give hinanden hårde dask. 

“I vil se kong Harald?” fremstammede den ene, mens han prøvede at få vejret igen. 

Felix og Katja rettede sig op og blussede op i kinderne. 

“Ja” sagde Katja. “Jeg er prinsesse Katana fra det østlige rige og dette er min træl Karl. Jeg er rejst langt og længe. Jeg er træt og kræver at se kongen, så jeg kan diskutere det anliggende, jeg har med ham.”

Mændene stivnede i et grin og så skiftevis på hinanden, hende og jorden. Til sidst så de kun på jorden.

“Er det et problem?” tilføjede Katja. 

Den mand der var trådt frem før så op og mødte hendes kolde blik. Katja havde løftet hagen et hak, snerpet munden og ranket ryggen. 

“Nej frue,” sagde han, “nu skal jeg vise Dem og deres træl til kongens hus.”

 

De gik forbi rækken af huse og nærmede sig en bro. På hver side af broen bredte sig en mur. Under broen var der en voldgrav og for enden af broen var der en tunnel. 

Katja var sadlet op på en hest og Felix trak den.

Under dem hørtes vandet smælde mod stenene. Hvis man faldt ned der kom man ikke op igen. Det var stensikkert. 

Endelig kom de over og Katja rakte sin hånd ned til Felix, som hjalp hende af hesten. 

De gik igennem den mørke tunnel lavet af sten. Felix lod sin hånd glide hen over den ujævne flade og mærkede på fugten. På en sær måde var det det mest genkendelige, han var stødt på længe. Ja lige udover den mønt der. 

Det var ikke en forfærdelig lang tunnel - måske 5-7 m. 

For enden af tunnelen var der lys.

De stod på en snorlige sti belagt med træ. Stien delte sig i et kryds på midten. De kunne se helt ned i den anden ende, hvor der var en tunnel der lignede den, de lige var kommet ud af. 

Rundt om dem var der klynger af huse. 4 klynger med 4 huse i hver. 2 klynger på den ene side af stien og 2 klynger på den anden side. Det var så symmetrisk, at det gjorde ondt. 

Bortset fra husene i sig selv altså. De var så forskellige fra hinanden som yin og yang. Nogle var små og faldeparate, andre var robuste og store. Så vidt de to kunne se, var der ikke to ens huse. 

 

De bevægede sig ned ad stien og hørte hvordan træet knagede for hvert skridt. 

Soldaterne stoppede foran døren til det største hus af dem alle og gjorde tegn til, at de to skulle træde ind. Katja gik forrest stadig med næsen i sky og Felix kom bagefter, mens han studerede jorden grundigt. 

Indenfor var der lysere end de andre huse de havde været i. Der stank stadigvæk, men det havde de efterhånden vænnet sig til. 

En mand sad i midten af rummet på en stol. 

“Som far så søn,” hviskede Felix - manden rejste sig op. 

“Hvad vi l mig?” råbte han. Han var høj, en smule buttet og mærkeligt nok, så havde han ingen blå tænder. De var kridhvide. Hans øjne var dog blå.

“Mit navn er prinsesse Katana fra…” 

“Jeg ved, hvem du er,” afbrød Harald. “Jeg har hørt om dig langvejs fra prinsesse.” Han rakte sin hånd ud og Katja tog den. 

“Kom” sagde han, “De må være træt. Deres træl kan bruge stalden.”

Natten var lang og søvnløs for dem begge. Katja drak tæt med kong Harald og snakkede, mens Felix faldt halvt i søvn op af en hest og halvt vågnede, fordi den var ved at sparke til ham. 

.

Dagene gik på borgen. 

.

Felix arbejdede med alskens ting. Han hjalp soldaterne, som åbenbart havde været bønder engang, med at pudse våben og delte vand rundt. Han vaskede tøj med tjenestepigerne og spiste mad med dyrene. 

Katja fulgte Harald alle vegne. Når han skulle udrede konflikter, når han skulle godkende ting eller når han hjalp folk uden et hjem med at få et nyt. 

Alt i alt kunne Katja bedre og bedre lide Harald. De havde mange lange snakke - tit og ofte om Svend. Far og søn havde aldrig kunnet komme overens. Harald ville lære Svend hvordan man regerer et folk med magt og respekt, men Svend havde altid ignoreret respekt delen.

Han havde påstået, at med frygt gik det hele hurtigere og resultatet var det samme i sidste ende. 

Gang på gang havde han bedt sin far om at trække sig tilbage og gang på gang havde Harald nægtet, med frygt for hvad Svend ville gøre, hvis han en dag fik for meget magt.  

Svend var blevet vred og havde isoleret sig selv i et stort hus ikke langt fra borgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...