Fremtidens fortid

Min historie handler om to søskende - Katja og Felix - der på mystisk vis befinder sig et helt andet sted, end de burde være!
Følg med mens de knytter bånd med 2 af Danmark´s største vikingekonger! Oplev humoren mellem to rivaliserende søskende og forvirringen fra nutidsmennesker i en meget anderledes fortid!
.
.
Novellen er skrevet til konkurrencen ´skriv dig gennem historien´ til valgmulighed 1 (den om Trelleborg.)

1Likes
1Kommentarer
249Visninger
AA

2. Hvor du fra? - jeg fra Ribe

Manden sad på hug foran dem. Han havde hvidlige tænder. Hans tøj bestod af lapper i forskellige brune nuancer. Han havde en høtyv i hånden - metallet glimtede i den morgentrætte sol. 

“I er ventet,” sagde han da begge var ved bevidstheden - så gik han. 

“Hvad i alv..” begyndte Felix, men Katja var allerede på vej efter den mystiske mand.  

 

Solen stegte for fuld hammer og fuglene sang så smukt, at man næsten helt glemte stanken af afføring.

Der var folk på gaden i tøj, der primært bestod af lapper og folk i så fint tøj, at de ikke vidste hvad en lap var. 

De trådte ind over dørkarmen, dukkede hovedet og så ind i et varmt og mørkt rum.

Inde i rummet sad der 3 personer: 

I midten en stor mand, med hagen skudt frem af og med en krone på hovedet. Det var den eneste ting i rummet som lyste op på trods af manglen på lys. På hver side af ham stod der to mænd, der stirrede ud i luften med en hånd på sværdet i bæltet.

“Er du min mand fra Ribe?” spurgte manden. Stemmen var dyb og hvert ord lød som en syngende snerren. Ingen svarede. 

“Svar mig dreng!” råbte manden i stolen og rejste sig op.

Mandens ansigt var arret og hans næse lang og spids. 

Hans blik borede sig igennem hjerneskallen på Felix og han var sekunder fra at se sin Skaber - da  han lagde mærke til skægget.

“Ja Svend” svarede han og bøjede nakken. Hans øjne stirrede ned i det plettede trægulv og kneb øjnene i - håbede på at historieundervisningen i skolen havde været noget værd. Noget ramte Felix, som var det sidste i verden han tænkte på. 

Latter. 

Den store mand lo og lidt efter lidt begyndte de andre i rummet også at le, mens de så på Svend for at finde ud af hvornår der ikke skulle grines mere. 

“Et øjeblik troede jeg, at du var en forræder, men her er du altså!”

De to søskende vekslede et blik. 

Svend rejste sig, 

“kom,” sagde han. 

 

Da de nåede frem til et kæmpe hus så de det røde lys smyge sig om det gamle træskelet på en nærmest guddommelig vis. 

Indenfor var der et stort rum med et langbord med plads til måske 20-30 mennesker. For enden af bordet var der en stor trone, hvorpå Svend satte sig.

De to søskende slog sig ned på hver side af ham. 

De havde ikke andet end sat sig, før Svend hamrede en næve ned i bordet og straks efter kom en ung kvinde gående ind med 3 krus fyldt af en eller anden substans. 

“Så hvad er vores plan?” spurgte Svend, mens han løftede sit krus på til munden. 

“Vores.. plan?” gentog Katja. 

Svend ænsede hende ikke, han havde kun øje for Felix. 

“Du har ikke lært din kvinde at tie, når mændene snakker?” spurgte han. Hans øjne var brune og han ansigt dødt. Felix sank en klump og vendte sig mod Katja. 

“Jeg sværger hvis du..” begyndte hun, men Felix rakte en strakt hånd hen mod hende. 

“Hold mund! Tal når der bliver talt til dig! Forlad os!” råbte han og pegede ud mod døren. Katja rørte sig ikke - så Felix rejste sig op, gik hen til hende og tog hende i armen. Han skubbede til hendes knæ, som han vidste hun havde problemer med og hun skreg af smerte. Derefter trak han hende på benene. 

“Hvad fanden har du gang i?!” hvæsede hun; han slog hende. 

“Spurgte jeg dig om noget??” sagde han og skubbede hende videre. Da de var kommet et stykke væk tilføjede han i en hvisken: “prøv at finde ud af hvor vi er henne,” derefter skubbede han hende hårdt og hun vaklede hen imod døren, alt imens Felix gik tilbage til Svend, der sad smilende og nikkede. 

Da dagen var omme gik Felix ud fra rummet lige efter Svend. De lo og slog håndslag på noget - derefter begav Felix sig ovenpå mens han råbte: 

“Kvinde! Opvart mig.” Katja kom løbende efter ham. Ikke fordi hun havde lyst, men hun frygtede Svend mere end sin egen lillebror. 

Da de kom op på værelset, smilede Felix stort. 

“Nu skal du bare høre..” sagde han, men nåede ikke længere før Katja havde gjort hans kind rød og varm. 

“Hvad bilder du dig ind?!” rasede hun, “hvem tror du du er?!” 

“Shh,” Felix så sig omkring og tjekkede at døren var lukket, “husk nu hvor vi er.”

Katja svarede ikke. Felix tog en mønt op af lommen. 

“Han sagde, det var et symbol på hans taknemmelighed over, at vi vil ødelægge hans fars borg,” sagde Felix og drejede mønten. Den havde et underligt skær og føltes tung. De to stirrede på mønten i lang tid - draget til den. Af en eller anden grund som de ikke helt kunne forklare, føltes den så bekendt og dog så fremmed og ildevarslende på samme tid. 

“Smid den væk,” sagde Katja og Felix nikkede, men i virkeligheden gemte han den i foret på indersiden af kasketten, da Katja ikke kiggede. 

“Hvad laver du?” spurgte hun ham, da han sad med kasketten i hånden. Han skulle til at give hende en søforklaring, men pludselig begyndte verden at snurre for hans øjne. 

Han løb hen til vinduet og brækkede sig. 

Katja kunne ikke lade være med at grine. 

“Det er ikke sjovt,” sagde Felix med en hæs stemme inden han brækkede sig igen, 

“åh karma - velkommen tilbage,” sagde hun og ventede på, at hendes bror var færdig med at tømme sin mavesæk.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...