Kærlighed gør ondt

Klara er forelsket i staldkarlen Hans-Christian, men han skal giftets med Inger Frederiksen. Klara kan ikke fordrage Inger. Til store sorg dør Inger i en ulykke og hele gården sorger. Klara sorger også, men ikke særlig længe. Nu har hun måske omsider en chance med Hans-Christian.

0Likes
0Kommentarer
88Visninger
AA

3. I skovens dybe stille ro

Øv øv og 10 gange øv, tænkte hun den aften. Hun måtte få det fortalt til ham, men hvordan? I morgen havde hun en smule fri så kunne hun måske få det sagt til ham. Den næste dag spurgte hun om de skulle gå en tur i skoven. Hun tog det som et godt tegn, at han sagde ja. Da de gik i skoven, spurgte hun om en hel masse, for eksempel synes du arbejdet var for hårdt eller savner du dem derhjemme. Han svarede kun ja og nej, men så pludselig standsede han hende midt i en sætning. Hun så undrende på ham. Han var stoppet op foran hende og vente sig nu rundt. Han så hende direkte i øjnene og hun rynkede brynene for hans øjne var fulde af had.

- Det var et rigtig råddent trek du begik imod Karl.

- Det var ikke et trek…

- Du ved godt, at han har været forelsket i dig siden han kom her til gården.

- Han fandt bare sedlen…

- Han bliver mobbet af de andre karle hele tiden.

- Han prøver så desperat at passe ind og han troede virkelig han kunne få, hvis han fik din opmærksomhed. Han blev så glad da han fandt dit brev. Han viste det til alle de andre karle. Da du afviste ham viste han sig ikke i stalden hele resten af dagen. Han vil ikke tale med nogen og han gemmer sig hele tiden for de andre. Bonden er ved at smide ham ud af gården fordi han ikke kan fokusere på sit arbejde. Jeg håber du er tilfreds. Hans familie kommer måske til at sulte de næste mange vinter, men i det mindste ser du ham aldrig igen.

- Hans-Christian, det brev var til dig.

Hans-Christian stoppede med at tale. Han stirrede endnu mere hadefuldt på Klara skrumpede en smule ind under hans blik, men hun forsatte alligevel.

- Jeg elsker dig Hans-Christian. Jeg er ked af, at jeg ikke føler det samme for Karl, men det gør jeg ikke. Det er vil ikke min skyld at han troede brevet var til ham i stedet for dig.

Hans-Christians hadefulde øjne blev nu fyldte med en skrap forskrækkelse. Han stirrede på hende som om hun var et vilddyr, der netop havde talt og derfor vist en smule intelligens.

- Du kan ikke være seriøs, vel.

- Jeg elsker dig.

Hans-Christian lod begge hænder glide gennem håret i en bevægelse, der gav udtryk for at Hans-Christian ønske at rette på noget der sad helt forkert. Så vente han sig mod hende og greb hendes arm. Hans fingre borede sig ind i hendes kød. Klara træk til for at prøve at slippe fri, men Hans-Christian holdt fast.

- Nej, det er vel aldrig din skyld, vel.

- Hans, det gør ondt.

- Du er altid det uskyldige ofrer.

- Hans vær nu sød. Giv slip.

Hans så ned på sin hånd. Så strammede han sit greb, hvilket næsten fik hendes arm til at virke følelsesløs.

- Tror du ikke det gjorde ondt på Inger, da hun gik ned under hestene.

Klara så uforstående op på Hans-Christian.

- Du skulle være gået med hende. Kan du ikke huske det? Madmor råbte til dig, at du skulle hente vand med Inger. Du sagde, at du var ved at feje gårdspladsen, hvilket du havde gjort hele morgen. Inger var nød til at gå fem gange fra bækken og så til gården for at hændte vand. Hvis du var gået med hende, havde hun kun behøvet at gå 2 gange. Så kunne hun havde undgået den vogn. I stedet blev du præcis, hvor du var. Du er ligeså meget skyld i hendes død som den vogn er.

- Nej, jeg er ej.

Hans-Christian stirrede igen med chokkerede øjne.

- Føler du ingen skyldfølelse?

- Nej. Det er da ikke min skyld. Det var et uheld.

- Så du tror virkelig, at du kan komme her og tro, at det kan blive os to nu, hvor du har sikret dig at Inger var ude af spillet.

- Nej da.

- Så hvorfor skulle vi her op? Hvorfor skrev du den seddel? Hvorfor har du fimset omkring mig de sidste to dage? Du ved godt at begravelsen var tre dage siden ikke? Tror du ikke at jeg har brug for tid til at sørge?

- Jamen du elskede hende da ikke?

- Jo, selvfølgelig gjorde jeg det.

- Men hun var sådan en kælling!

Hans-Christian stirrede igen på Klara. Hans ansigt var frosset fast i det samme chokkerede udtryk fra før. Langsomt gik han forbi hende og forsatte ud af skoven. Klara råbte efter ham, men han svarede ikke.      

 

Solen gik ned bag gården og Klara sad og så den forsvinde. Det føltes som om, hun skulle dø. 7 år var spildt. 7 lange år. Klara sukkede. Hvad ville hendes familie ikke sige når hun kom hjem? Ville hun kunne finde arbejde på en anden gård? Hun viste det ikke. Ved siden af hende voksede en fnugparasol. Hun plukkede den og pustede til den så de hvide stinger fløj afsted. De fløj ud mod solnedgangen og blev væk med Klaras triste suk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...