Citater, digte og poesi

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 apr. 2017
  • Opdateret: 27 jun. 2017
  • Status: Igang
"Du forstår det ikke," siger jeg.
"Prøv at forklare mig det," betryggende øjne hviler på mig
"Jeg så ham. Jeg så ham lige i øjnene. Jeg har aldrig set noget lignende", jeg tav.
Jeg mødte øjnene igen.
"Han var rasende. Truende," hviskede jeg
"Kan du uddybe?," spurgte øjnene
"Det var ikke ham. Ikke rigtigt. Men det var ham," jeg forstod det ikke selv.
Jeg rystede stadig.
"Han var et monster," min stemme var lille og svag
"Mener du som et ondt alter ego?", øjnene undrede sig
"Nej... Nej, du forstår det ikke. Han var et ægte monster," mit toneleje steg.
Jeg mødte øjnene. De forstod det ikke. Hvordan kunne det være så svært at forstå? Jeg så det jo selv. Jeg smadrede min hånd ind i spejlet; det splintrede; øjnene forsvandt. Jeg slog igen. Og igen. Og igen. Indtil lægerne kom ind og fikserede mig.

17 år, hunkøn og jeg nyder at skrive små historier, digte og andre former for tekster som overstående, der ikke hænger sammen, medmindre angivet.

0Likes
0Kommentarer
178Visninger
AA

2. Forår

 

”Se,” sagde hun og pegede

Jeg fugte hendes finger med øjnene

Hun pegede på jorden

Den var dækket med anemoner

Straks tænkte jeg på sangen

Alle grene var begyndt at skyde knopper

Vi gik under de lysegrønne trækroner

Ingen af os sagde rigtigt noget,

Bare små kommentarer og nik

Så hørte vi det

Dét, som vi kom herud for at opleve

De første fuglefløjt i år

Vi prøvede at finde kilden til lyden

Men der var flere nu

Mange

Lyde over alt

Brusen fra den lille bæk

Spætten, der bankede i træet

Tusinder af fugle

Den lille brise i træernes grene

Pindsvin under bladene for forrige år

Sådan gik vi

Længe

Og sådan kunne vi blive ved med at gå

Længe endnu

Der var intet, som vi ikke kunne

Vi følte os uovervindelige

Hende og jeg

Jeg tog hendes hånd

Lukkede øjnene

Tænkte på minder

Minder, jeg havde delt med hende

Glædede mig allerede til mange flere

Jeg smilte for mig selv

Hun kunne godt mærke det

For hun gav min hånd et lille klem

Jeg stoppede op, så hende i øjnene

Ingen af os behøvede at sige mere

Vi vidste det begge to

Foråret var kommet

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...