Tænd min ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2017
  • Opdateret: 26 apr. 2017
  • Status: Igang
Et lille forsøg på at begynde at skrive.

5Likes
3Kommentarer
140Visninger

1. Begyndelsen

Mine jeans sidder ikke lige så godt, som de har gjort. Jeg bilder ofte mig selv ind, at de nok bare er krympet i vask, men så dum er jeg ikke. Det kan også være ligegyldigt, for der er ikke nogen drenge der kigger efter mig. Sidst jeg havde noget som bare mindede om en flirt var en fyr ved kassen på McDonald’s som gav mig ekstra ketchup med til mine fritter. Så lavt er jeg sunket, og der er lang vej op, for jeg har mistet lysten til at prøve lykken.
Den bedste tid på dagen, er når jeg sidder med min varme morgenkaffe og en smøg. Lige inden helvede bryder løs, når jeg skal overleve endnu en lang hverdag på gymnasiet. Mine to bedste (og eneste) veninder har spærret en plads til mig bagerst i klasselokalet. Jeg nyder, hvordan læreren har travlt med at undervise de interesserede forrest i klassen, mens bagrækken kan underholde sig selv. Det har jeg sandelig ikke noget problem med. Mine piger har travlt med at kigge på tøj på nettet, mens jeg ser ”how-to” videoer på YouTube. Jeg bliver lidt træt af unødvendig viden og føler nikotintrangen snige sig ind på mig, så jeg beslutter mig for at ”fake” et badeværelsesbesøg. Læreren nikker ligeglad med sit gamle, trætte, rynkede hoved og fortsætter uforstyrret undervisningen.
Jeg går ud og sætter mig på busstoppestedets bænk, mens jeg gennemroder mine propfyldte jakkelommer efter en lighter. Det mindsker ikke ligefrem rygetrangen, at jeg allerede har cigaretten i munden. Mens jeg står på fortovet med hænderne febrilsk i alle de lommer, jeg kender til, bliver jeg spurgt af en fremmed stemme: ”Har du brug for ild?” Foran mig står en ung fyr med en lighter i sin håndflade.
”Tusind tak, skal du have! Du er seriøst en sveske,” siger jeg, som havde jeg været min mor.
”Det var da så lidt. Vi rygere må stå sammen,” siger han en smule fortvivlet. ”Hvad hedder du, om jeg må spørge?”
Det er først nu, jeg får mig et ordentligt indtryk af ham. Han har briller med sort kant, grøn skovmandsskjorte med oprullede ærmer der matcher hans øjne og det mahognifarvede hår strøget til siden. Jeg venter nok lidt for længe med at svare, for han lægger afventende hovedet på skrå og løfter det ene øjenbryn med en cigaret i mundvigen.
”Eh… Sanne. Sanne Bruun,” svarer jeg.
”Hyggeligt at møde dig, Sanne Bruun,” siger han. ”Går du her?”
”Tjoh,” siger jeg og kigger mig over skulderen. ”Hvad hedder du?”
”Adam Hansen,” siger han og sender mig et smil, som føltes ægte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...