Sodsorte hænder

Alle ved, at Kronborg brændte ned, da to håndværkere skulle smelte bly og ilden løb løbsk. Alle ved, at de to smukke unge Regelsen-søskende døde i ilden, mens resten af hoffet sov nåede ud i tiden.

De færreste ved, at to smukke unge søskende tændte et lys på høloftet den nat. De færreste ved, at flammerne gnistrede af synd.

12Likes
32Kommentarer
920Visninger
AA

6. Katharina

”Det ved du da ikke.” Jeg ser direkte ind i Johans blanke skarpe blå øjne. ”Du er en mand. Du kan ikke elske en anden mand.”
    ”Katharina, du kender selv kærligheden.” Hans stemme er lille bitte. ”Du ved, hvordan den kan fortære ens inderste, du af alle må vide, at man ikke har et valg.”
    ”Men Johan, du har ikke engang elsket en pige.” Jeg ryster på hovedet. Bider mig i inderlæben. ”Hvordan kan du så vide, hvordan det føles at elske?”
    Hans ansigt forstenes. Han rykker længere væk fra mig, så hans ryg støder mod en halmballe. ”Det er ikke et valg, Katharina. Jeg vil ikke elske ham. Jeg vil have det væk, jeg vil have de syndige tanker renset fra min mit sind, men jeg kan ikke.” Han spænder op i kæben. En tåre løber ned ad hans hage ned langs hans hals og forsvinder ind under skjorten. ”Er kærlighed et valg? Så du, der har alt: du har en velset mand, du har en fremtid ved hoffet – du vælger at kaste dit blik på en håndværker i stedet for blot at tage til takke med, hvad skæbnen har skænket dig.” Han hæver sin spinkle stemme. ”Har du selv valgt det, Katharina?”
    Jeg ryster på hovedet. Klumpen i min hals forhindrer ordene i at komme frem.
    ”Har du selv valgt det?” Ordene bliver forstørret i den lille smalle gang mellem halmballerne.
    ”Nej,” siger jeg halvkvalt. Betragter det lyse hår, de brune fregner, der fylder hele hans ansigt, ser på min lillebror, og forstår ikke, hvordan han kan tænke på de selv sammen sodsorte hænder, som jeg. Sodsorte hænder, der tilhører en mand. Jeg forstår det ikke. Forstår ikke, hvordan han kan tænke på en mand. Men jeg elsker min lillebror. Jeg elsker stadig hans smilehul i den ene kind og fregnen, der er lige på næsetippen, og et eller andet sted får fregnen og smilehullet og minderne om hans hånd i min, de nætter, hvor vi var bange for mørket, det til at virke underordnet, om jeg forstår det eller ej.
    Hans øjne er blodskudte, og jeg trækker ham ind til mig selvom jeg ikke burde for han er en voksen mand, men det er han jo ikke. Han er bare min lillebror, der er ved at gå i stykker. Og vores synder gør luften tung og svær at få ned i lungerne og forgifter alle ord, så de dør, før de når at leve. 
    Johan ryster i min favn, og hans tårer lander på gulvet som mørke pletter, og jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe ham, ønske, jeg kunne frelse ham fra hans tanker, frelse mig selv om mine tanker; frelse os begge to for tanker om sodsorte hænder og mørkt hår. Men jeg kan ikke andet end at holde ham.
    ”Lad os tænde et lys,” hvisker jeg ned i hans kridhvid hår. ”Lad os tænde et lys for Jomfru Maria.”

Jeg finder et tællelys og en tændstik i riddersalen. Johan sidder sammenkrummet mellem halmballerne, da jeg kommer tilbage.
    ”Hvorfor tror du, jeg føler sådan?” spørger han, da jeg sætter mig på knæ foran ham og rækker ham tændstikkerne. ”Hvorfor tror du, vi føler sådan?”
”Spørg hende.” Jeg holder lyset i begge tænder, mens han stryger en tændstik og holder den hen mod tægen. ”Spørg Maria.” Ilden kaster et rødt skær over hans ansigt. Han puster tændstikken ud, mens jeg forsøger at finde svaret i den dansende flamme.
”Maria,” ånder han. Lægger sine hænder oven på mine omkring lyset, ”hvorfor føler vi disse syndige følelser? Led os hen til dydens vej, led os væk fra de syndige flammer, led os mod lyset, mod håbet.”
Ilden hypnotiserer. Kaster slangende skygger på trægulvet.
”Frels os fra synd.” Jeg får øjenkontakt med Johans klare blå øjne gennem flammen. Vores hjerter banker i takt, banker hårdt, banker hurtigt for forkerte ting, syndige ting. ”Frels os fra tanker om sodsorte hænder, frels os fra Djævlen.” Og et øjeblik føler jeg hende. Et øjeblik føler jeg en lethed, en duft af lavendelser, et lys som daggry over Øresund, der renser luften fra synd. Og jeg mærker hendes hænder om vores om lyset og ved, at hun er her med os, at hun synder med os, at hun hypnotiseres af flammen og sodsorte hænder ligeså.
Men da afbrydes stilheden af et vrinsk og et råb i gården. Og det giver et sæt i os. Og lyset forsvinder ud af vores hænder. Og verden bliver til et flammehav.
Et skrig. Måske er det mit. Flammerne æder af halmet. Slikker op ad mine ankler. Griber fat i Johans kridhvide hår.
Og alting gør så ondt, at jeg ikke kan føle noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...