Sodsorte hænder

Alle ved, at Kronborg brændte ned, da to håndværkere skulle smelte bly og ilden løb løbsk. Alle ved, at de to smukke unge Regelsen-søskende døde i ilden, mens resten af hoffet sov nåede ud i tiden.

De færreste ved, at to smukke unge søskende tændte et lys på høloftet den nat. De færreste ved, at flammerne gnistrede af synd.

12Likes
32Kommentarer
821Visninger
AA

2. Katharina

”Jeg vidste, du ville komme.” Johans stemme er rusten. Han ser så lille ud, som han sidder der i skrædderstilling på gulvet i den smalle gang mellem de store halmballer. En enkelt stråle af resterne fra septembersolen gennem det lille vindue rammer hans ene kind. Støvet glimter i lyset. Ellers er her mørkt.
    Jeg smiler lidt. Kun lidt. ”Så er det i morgen vi skal afsted.” Jeg kaster et blik ud af vinduet mod slotsgården, der er lagt i det røde skær fra aftenssolen. To mænd snakker ved brønden. En tjenestepige fejer gården. De store gule mure tårner sig op over dem alle tre.
Jeg lukker døren til loftet efter mig, klemmer mig ind mellem halmballerne og sætter mig ned på gulvet ved siden af ham. Halmballerne og den lille gang fortsætter i metervis helt hen til den anden ende af loftet. ”Vi har aldrig været så længe et sted før. Fem måneder.” Gulvet er koldt. Mørket er koldt. Men på en eller anden måde føles det rigtigt. ”Kongen må have haft vigtige ting her. Vi plejer altid kun at blive på et slot højst tre måneder.”
    ”Det føles underligt, ja.” Johan piller lidt ved sålen på sin sko. Det næsten hvide hår falder ned i hans ansigt og dækker for fregnerne og de brede læber. ”Hvor langt tid tror du, vi bliver på Christiansborg?”
    ”Rygterne går, vi måske kun er der en uge eller to.” Jeg hiver de små korn af halmstrået et for et. Tænker på alt det, jeg ikke burde tænke på. Mørkt hår og solbrændt hud. Hænder sorte af sod. Han elsker mig, han elsker mig ikke, han elsker mig…  ”Kongen skal hurtigt videre til Sønderborg.”
    ”Tror du, vi kommer tilbage?” Johans stemme er lillebitte. Et øjeblik trækker inden af os vejret. Johan giver slip på sin sål, jeg stopper med at hive korn af halmstrået. Det er det samme spørgsmål, jeg har spurgt mig selv om nat efter nat. Han elsker mig…
    ”Måske.” Men måske ikke tids nok. Måske har de sodsorte hænder allerede fundet en anden piges hånd at holde. ”Jeg vil savne det.” Savne ham. Jeg bider mig selv i læben. Nej. Nej, ikke tænke på ham. Det er forkert. Jeg betragter min egen hånd. Huden er lys og sart. Fingrene lange og tynde. Min hånd vil aldrig passe sammen med hans. Især ikke med ringen. Ringen, der er mat af gulv og glimter i den lille stråle aftensol. Ringen, der har min mands våbenskjold indgraveret. Piger med ringe tænker ikke på drenge med sodsorte hænder. Jeg drejer ringen så våbenskjoldet vender nedad. Så jeg kun kan båndet af guld.
    Johans blik følger mine fingre. ”Der er sket så meget her.” Hans blå øjne møder mine. Minder mod om Øresund på en junimorgen fuld af håb og solbrændt hud. ”Du blev gift.”
    Jeg nikker. Det føles som om halvdelen af mit liv var her på Kronborg. Jeg havde været trolovet med Valdemar i langt tid. Men det var først her vi blev gift i slotskirken blandt det mørke norske træbænke med sirlige guldsnirkler. Det var først her, hvor jeg så Andreas. Hvor jeg mærkede, hvordan mørkt hår og solbrændt hud kan få alting til at blive mere varmere. Hvordan sodsorte hænder kan fylde alt for meget, selvom man forsøger at tænke på slægt og fremtid.
    ”Tror du, de sender mig i flåden snart?” Johans stemme er lillebitte. Og jeg ville ønske, jeg kunne holde om ham, som dengang vi sov i samme seng, og jeg beskyttede ham fra lydene om natten. Men selvom han nu er halvandet hovedet højere end mig, har vi begge stadig kridhvidt hår og ansigtet fuld af fregner, og han er stadig min lillebror.
    Jeg vil ikke svare. Tager hans hånd. Den er kold. Lysstrålen fra vinduet forsvinder bag en sky, og tusmørket fylder halmloftet. Hvis blot jeg kunne redde ham fra verden, beskytte ham fra alt det onde fra angsten. Og hvis blot han kunne redde mig fra syndige tanker og forbudt savn.
    ”Jeg tænker på en anden,” siger jeg i stedet. For at opveje, at han er bange, for at han ikke er alene, ikke er den eneste, der fejler. Og det føles mere forkert og alligevel mere rigtigt, da ordene fylder rummet og vikler sig ind og ud af halmballerne. ”Jeg tænker på en håndværker.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...