Sodsorte hænder

Alle ved, at Kronborg brændte ned, da to håndværkere skulle smelte bly og ilden løb løbsk. Alle ved, at de to smukke unge Regelsen-søskende døde i ilden, mens resten af hoffet sov nåede ud i tiden.

De færreste ved, at to smukke unge søskende tændte et lys på høloftet den nat. De færreste ved, at flammerne gnistrede af synd.

12Likes
32Kommentarer
1042Visninger
AA

8. Johan

Flammerne spejler sig i hendes øjne. Hendes blonde hår er rødt i de farvede skygger, der omringer hende. Et flammende fængsel, en straf. En straf for de tanker, vi har gjort os. Er det vreden fra Jomfru Maria, er det blot til tilfælde? Katharinas skrig skærer i mit øre, og jeg har ingen steder at flygte hen. En brændende halmballe falder ned mellem os. Skiller os ad.
      ”Katharina…” Min stemme ryster. Hun bevæger sig  skridt for skridt baglæns. Jeg ser bag hende, skimter en dør. Hun kan flygte. ”Døren, du kan flygte!
      ”Johan, det er ikke mig som skal i sikkerhed, det er dig. Jeg skal nok klare den, bare løb.” Hendes ord runger i mine øregange. Røgen kradser i min hals.
      ”Så må du også løbe.” Jeg holder en pause og stirrer hende i øjnene. Mærker, hvordan flammerne vokser til en mur imellem os. ”Løb til døren, den er bag dig. Jeg løber mod nedgangen til kirken. Og så mødes vi igen nede på slotspladsen. Katharina, det må du love mig. Som din bror, vil jeg ikke kunne klare, hvis det var min skyld, at du…” Jeg siger ikke mere. Bare tanken om, at jeg ikke kan hjælpe hende, går i mit hjerte.
      ”Hvis der sker noget, Johan, så vil det aldrig være din skyld.”
      Varmen tager til. Flammerne tager fat i søjlerne langs væggene. Taget står i brænd.
      ”Og løb, løb nu og red dig selv," hoster hun. "Det er den eneste måde, vi har mulighed for at kunne redde hinanden.”
      ”Det skal jeg nok,” En tåre løber ned ad min hage. Hvorfor er jeg sådan en tøsedreng? Jeg ser på hende og vender mig derefter om. Mit blik retter sig mod døren, og jeg løber. Jeg kan ikke mærke noget, jeg kan ikke mærke, at mine ben bevæger sig, at mine hænder ryster, at jeg har brændt mig på kinden. Ingenting.
      Jeg tager i håndtaget, men døren vil ikke gå op. Mit greb bliver løsere, og jeg slipper håndtaget. Jeg niver mig selv i hånden, det må være en drøm, det kan ikke være rigtigt.
Jeg tager i håndtaget igen, men døren vil stadig ikke åbne. Mit blik vender sig tilbage mod Katharina. Hun er væk, og kun  flammerne fylder mit blik. Det er et øjebliksbillede, som brænder sig fast på min nethinde. Jeg sparker mod døren, men intet sker. Den sidder fast.
      Jeg falder sammen på gulvet uden håb om at komme op igen. Der er et lille hul i loftet. Gennem det kan jeg se, hvordan stjernerne har bredt sig udover nattehimlen. Røgen siver op gennem det lille hul. Flammerne er med til at farve himlen rød. Og jeg ved, at Kronborg i morgen ikke vil være som i dag og aldrig nogensinde blive sådan igen.
      Jeg mærker, hvordan tanker omkring alt det forbudte pludselig forsvinder, som om at alting jeg nogensinde har tænkt har været rigtigt. Hvordan jeg kan tilgive det utilgivelig. Hvordan jeg pludselig fyldes med fred.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...