Sodsorte hænder

Alle ved, at Kronborg brændte ned, da to håndværkere skulle smelte bly og ilden løb løbsk. Alle ved, at de to smukke unge Regelsen-søskende døde i ilden, mens resten af hoffet sov nåede ud i tiden.

De færreste ved, at to smukke unge søskende tændte et lys på høloftet den nat. De færreste ved, at flammerne gnistrede af synd.

12Likes
32Kommentarer
973Visninger
AA

4. Johan

”En håndværker?” Jeg bider mig i kinden og kigger på hende. Forstår det ikke. Hvordan hun kan opgive alt det perfekte. Det som skulle ligne et glansbillede. Noget så værdifuldt, at det aldrig vil kunne erstattes. Forstår ikke, hvordan hun kan opgive noget så magisk som et ægteskab, blot for en håndværker. "Hvad er det du finder så interessant ved en håndværker?" De skandinaviske blå øjne, så uskyldige og alligevel ikke. Hvordan tanker så lig mine egne strejfe hende?
”Mit liv er bygget på struktur, Johan, det hele er planlagt, men han … han får alle planerne til at falde fra hinanden, til at virke ligegyldige. Han … han … årh jeg ved det ikke, Johan, jeg ved det ikke…” Et lille smil sniger frem på hendes læber. Jeg kigger ned på de tunge gamle gulvbrædder og tilbage direkte i hendes øjne.
”Men hvordan kan du være så sikker på, at en håndværker, en håndværker, vil kunne opfylde dine allerinderste behov? Give dig de ting, du længes efter. Mon ikke din mand er nok mand til at kunne tage sig af dig?”
Hurtigt forsvinder hendes smil fra hendes læber. ”Hvor vover du at påstå, at du ved, hvad jeg længes efter? Det er ikke noget en dreng som dig, har nogen ret til at udtale sig omkring.”
Jeg bider mig hårdt i kinden, så der går hul. Mine ord var ikke valgt med omhu, men med jalousi. Hun er så smuk, så perfekt. Hun har alting, og hun kunne få håndværkeren, hvis hun ville. Hvis hun gav alting op. Jeg kunne give mit liv og ville aldrig få en som ham. Eller en ham overhovedet.
”Johan, der er noget, som piner dig.” Hun lægger en hånd på mit lår. "Del det med mig."
Jeg stopper med at bide og trækker vejret dybt ind gennem næsen. Det er en gave og en forbandelse, at hun kan se gennem mig. Hvad vil hun ikke sige? Vil hun kendes ved mig, vil hun kunne se mig i øjnene, når hun ved, hvad der foregår inden i mig? Vil hun væmmes ved mine tanker, som jeg tit har væmmes ved dem? Mit hjerte banker hårdt mod brystkassen, mens jeg ikke kan lade være med at tænke på hans solsorte hænder og rygmusklerne, der bevæger sig, under trøjen, mens han arbejder. Jeg kan ikke miste hende. Den eneste jeg har, som ikke skubber til mig, når jeg går forbi. Kalder mig svans.
Men jeg har intet valg. Jeg har skjult det længe, selv for hende, men det er blevet for meget. Det har vokset så stort, at det ikke kan holdes inde.
”Vi deler følelser for den samme person, Katharina." Jeg lukker mine øjne i. En tåre glider langsomt ned ad min kind. Hvorfor er det altid mig, der græder ikke hende? Jeg er en mand. En mand med følelser for en anden mand. "Vi føler begge forbudte følelser for en mand, som aldrig vil kunne elske os. En mand, der ikke ved, hvor stor en plads han har i mit hjerte - og ikke at glemme dit.”
     ”Johan, jeg ikke forstår, hvad du siger.” Katharina ser forvirret på mig, som om mine ord bare var lavmælt mumlen.
     ”Håndværkeren, jeg elsker ham, Katharina,” ånder jeg. ”At se på ham, at vide hans hjerte aldrig vil kunne tilhøre mig, piner mig hver eneste dag. At se solen stå op og gå ned, at hver eneste dag leve i en løgn, omkring hvem jeg virkelig er. Det er ham, jeg ser på fra mit vindue, når han i slotsgården står og arbejder. At han på en afstand så lang, kan få mine, de koldeste kinder i hele kongeriget, til at blive varme.” Jeg ryster på hovedet. ”Katharina, jeg tror ikke, du kan fatte, hvor stor en betydning, han har for mig. Jeg tror ikke, du kan fatte, hvor mange gange, jeg er stået op og tænkt på, hvorfor kan dette ikke bare ende. Men et håb, en gnist inde i mig, en flamme er grunden til, at jeg er her. Et håb om, at fremtiden vil kunne bringe mere for mig, end hvad den har at tilbyde lige nu.”
Mundlam ser hun på mig med store øjne. En hemmelighed som denne, som jeg har holdt inde i så lang tid, og nu er den fri fra min skuldre. 
 Jeg føler mig, let?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...