Diana's liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2017
  • Opdateret: 17 jun. 2017
  • Status: Igang
Da Diana vågnede, tænkte hun at det bare ville blive en dag ligesom alle de andre, men hun tog fuldstændig fejl, det vil blive en dag fuld af ændringer om de er gode eller ej er op til hende.

Hun hedder Diana Sphreel og hun er 17 år.

0Likes
0Kommentarer
68Visninger
AA

3. Sygeplejersken

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sig til ham, hans hænder var stadig om mit ansigt. Vi kiggede længe hinanden i øjnene, ingen af os sagde noget. Han havde stadig sine hænder om mit ansigt og han begyndte langsomt, altså virkelig langsomt at rykke sit hoved tættere på mit, og jeg ved godt at jeg ikke kender ham overhovedet, men der var bare noget ved ham, som havde jeg kendt ham hele mit liv. Han gav slip på mig da vi kunne høre sygeplejersken åbnede døren, hun kiggede hen på Dario og var lettere rød i hovedet. Men Dario kiggede ikke på hende, heller ikke på mig han sad og kiggede ud af vinduet, hvor der farede læger rundt.

 

Jeg kiggede væk fra ham og hen på sygeplejersken, er alt okay? spurgte jeg forsigtigt, hun kiggede hen på mig, smilte og svarede, "alt er i orden, jeg skal bare tage nogle få blodprøver for at sikre mig alt er i orden"Blodprøver? sagde jeg stille, hvorfor skal i have blodprøver, jeg er jo ikke syg? Jeg vil helst slippe for at blive stukket, jeg er ikke så glad for nåle. "tag det helt roligt det er bar...", "Diana skal ikke stikkes med en nål hvis hun ikke selv vil have det. Du kan gå nu". "Undskyld men det er ikke noget du bestem..." Jeg kunne ikke lade vær med at smile Dario rejste sig op fra sin stol og skubbede forsigtigt sygeplejersken ud af rummet inden hun kunne færdigøre sin sætning, da sygeplejersken stod ude foran døren, skyndte Dario at låste døren, så hun ikke kunne komme ind igen. Da han vendte sig om må jeg have lignet en der var ved at blive kvalt, for han kiggede uroligt på mig og skulle til at sige nået, men inden han nåede at sige noget begyndte jeg at grine, jeg fik tåre i øjnene fordi det gjorde ondt i maven, men jeg kunne ikke stoppe. Sygeplejerskens ansigt da Dario låste døren  lige foran hende er uforglemmeligt. Kort efter begyndte Dario også at smile og derefter grine.

 

Jeg har været 6 dage på hospitalet og ingen fra min familie er dukket op endnu, der har kun været nogle fra min klasse, som fortalte mig at Anton er blevet bortvist fra skolen. Dario er stadig ved min side, han har fået en seng ind ved siden af min. Han har været drilsk og irritererne op til flere gange. Der er kun få  grunde til at han har forladt lokalet og det har mest været fordi han skulle snakke med nogle over telefonen, men ellers var han heletiden ved min side. Jeg var blevet forbudt at rejse mig op fra sengen og hvis jeg ville op skulle jeg have støtte fra noget nogle, man skulle tro at det var lægerne eller sygeplejerskerne der havde bestemt det, men det var faktisk Dario.

 

Ved min tredje dag på hospitalet havde jeg forsøgt at rejse mig og tage et bad, men Dario havde opdaget det og spurgte hvad jeg skulle og jeg svarede at jeg bare ville tage et bad, og derefter sagde han at den eneste måde at jeg fik lov til at tage et bad var hvis jeg havde noget at støtte mig til, så jeg ikke faldt, jeg kiggede rundt i lokalet og blev overrasket over at der intet var at jeg kunne støtte mig til, jeg kiggede tilbage på ham og sagde der er ikke noget jeg kan støtte mig til. Han smilede drilsk til mig, og sagde "du kunne jo støtte dig til mig" jeg hævede mine øjenbryn og kiggede bare på ham, indtil jeg begyndte at grine og det samme gjorde han.

 

Vi snakkede heletiden omkring alt muligt. Men så spurgte han det spørgsmål jeg har frygtet mest "Hvor er din familie henne? Jeg har ringet til dem og hver gang har de taget den og sagt at de kommer om lidt. undtagen for tre dage siden, da tog de ikke telefonenlængere, ved du hvorfor?" Spurgte han, hvis de sagde at de er her om lidt og de er holdt op med tage telefonen, så betyder det normalt at de er ved at stikke af og efterlade mig igen, men du skal ikke bekymre dig om det. Jeg er kun glad for at slippe af med dem. Han kiggede overrasket og bekymret på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...