Diana's liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2017
  • Opdateret: 17 jun. 2017
  • Status: Igang
Da Diana vågnede, tænkte hun at det bare ville blive en dag ligesom alle de andre, men hun tog fuldstændig fejl, det vil blive en dag fuld af ændringer om de er gode eller ej er op til hende.

Hun hedder Diana Sphreel og hun er 17 år.

0Likes
0Kommentarer
59Visninger
AA

2. Hospitalet

Jeg kaster bolden hen til Phillip. Jeg holder øje med bolden og prøver ikke at tænke for meget over hvad der skete lige før. Jeg spørg Erik om han ikke vil stå for mig istedet, han kigger hen på mig og siger "kun hvis du bliver hernede i forsvaret", jeg nikker til ham og begynder at grine, fordi jeg er den eneste forsvarsspiller hernede, alle fra min klasse løber selvfølgelig herned når bolden er hernede. Jeg løber hen mod Anton, og prøver at tage bolden fra ham, og på samme tid passer jeg på, for jeg ved godt at han har et temperament. Det lykkes mig at tage bolden fra ham og spille den hen til William. Jeg vender mig om og opdager at Anton tager sig til benet, jeg spørg ham hvad der er galt og han kigger på mig og siger at jeg har ramt ham på benet. Jeg kigger ned på mine sko, som er blevet møgbeskidte af at løbe rundt og så kigger jeg hen på stedet hvor han siger at jeg ramte ham og der er ingenting. Jeg rækker hånden frem for at hjælpe ham op, men han kigger vredt på mig, så jeg vender mig bare om og det næste jeg høre er nogle der løber hen mod mig, jeg vender mig om da jeg kan høre at personen er helt tæt på og før jeg ved hvad der overhovedet sker ligger jeg på græsset og tager min hånd på min kind, hvor jeg kan mærke en kæmpe smerte. Jeg skal til at rejse mig op da jeg bliver sparket hårdt i maven, jeg kan mærke mine øjne blive fugtige af smerten, men jeg nægter at græde siger jeg til mig selv. Det sidste jeg ser er hans fod på vej til at sparke mig i maven igen, og mine venner der ingenting gør for at stoppe ham, inden jeg besvimer, høre jeg en stemme, jeg når ikke at høre hvad personen siger før jeg besvimer.

 

Da jeg vågner lå jeg i en hospital seng, jeg kan høre en masse bip lyde og kigger til min venstre side, hvor der står en masse maskiner, jeg får et kæmpe chok da jeg høre en stemme sige "Du vågen" jeg kigger hen på ham og spørg hvem er du? Han griner lidt og svare "Undskyld. Jeg hedder Dario Pharel"  Okay, Dario var det dig der reddede mig fra Anton Hans ansigtsudtryk ændrede sig og han så vred ud "Ja, det var mig der fik ham væk fra dig. Det var ikke svært, men jeg ville heller ikke sige at det var let". før jeg kunne nå at sige eller spørge om noget spurgte han mig "hvad hedder du forresten, jeg nåede ikke at få dit navn fra de andre der var sammen med dig"Jeg hedder Diana svare jeg "hvad hedder du mere, jeg kan ikke komme i kontakt med din familie medmindre du fortælle mig dit fulde navn" Jeg tager en dyb indånding og svare Diana Sphreel. Efter det gik han ned for få fat i noget personale der kunne få kontakt til mine forældre, og kort efter han var gået faldt jeg i søvn. Da jeg vågnede forventede jeg at se mine forældre, men de er der ikke, det er kun Dario som er her, som ligger og sover i stolen ved siden af mig, det ser ikke særlig behagligt ud og jeg kan ikke lade vær med at kigge på ham og smile en smule, han ligger og sover i en ubehagelig stol, for mig? Jeg tænkte længe over det, hvorfor ville en fremmed blive her?

 

Jeg kiggede hen på uret og klokken var 4 om morgnen, jeg tænkte at det var fortidligt at tage et bad så jeg lage mig ned igen og faldt i søvn. Jeg vågnede med et chok, fra et mareridt, der gik lidt tid inden det gik op mig at der var to hænder på hver side af mit ansigt. Og det går først op for mig nu at det er Dario der vækkede mig fra mit mareridt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...