Diana's liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2017
  • Opdateret: 17 jun. 2017
  • Status: Igang
Da Diana vågnede, tænkte hun at det bare ville blive en dag ligesom alle de andre, men hun tog fuldstændig fejl, det vil blive en dag fuld af ændringer om de er gode eller ej er op til hende.

Hun hedder Diana Sphreel og hun er 17 år.

0Likes
0Kommentarer
59Visninger
AA

1. En "lille" ændring

Jeg vågnede, da jeg hørte mit vækkeur ringe jeg kiggede hen på det og blev ikke overrasket over hvad jeg så. Selvfølgelig har jeg sovet over mig igen, men den her gang er der ikke nogle chance for at jeg kan komme til tiden, de sidste par gange jeg var kommet forsent op, havde jeg lige nået ind i klassen før min lære. Men ikke denne gang, der er 10 minutter til skolen starter og selv ikke jeg er så hurtig. Jeg skyndte mig at tage noget tøj på og løbe ud af døren. Da jeg kom ind i klassen kigger alle på mig, og det eneste jeg tænker på er at det er så irriterende at jeg sidder i den anden ende af lokalet, alle glor bare på mig indtil jeg sidder på min plads. Jeg kigger hen på mine to veninder Allison og Rebecca, de har været mine bedste veninder i ca. 7 år. Selvfølgelig sidder de nærmest og flækker af grin over at jeg kom forsent igen. Jeg opdager at Allison giver nogle penge til Rebecca, de kigger hen på mig og ser mit spørgende udtryk og griner endnu mere de har væddet om mig? tænkte jeg og er ved at grine selv indtil at jeg opdager at læren og resten af klassen kigger på mig, og der på det mest dummeste tidspunkt kigger jeg på mine veninder igen og jeg flækker af grin da jeg så at de er ved at tude af grin.

 

Og nu sidder jeg udenfor klassen, klassisk mig at blive smidt her ud, det er ikke første og hvis jeg kender mig selv ret så bliver det heller ikke sidste gang. Efter at have siddet og høre på min lære, fik jeg lov til at gå udenfor med resten af klassen og spille fodbold. Jeg gik hen til Al (Allison) og Bec (Rebecca) de har ikke set mig eller hørt mig da jeg kom hen til dem og gav dem et dask på hovedet og sagde tak for det og så begyndte vi at grine igen. Indtil Bec stoppede og sagde "undskyld men når du nu er kommet forsent så mange gange på det seneste kunne vi bare ikke lade vær med at lavet et væddemål", jeg smiler til hende og skal til at sige at det er okay da jeg høre nogle sige mit navn. Det William "Diana du står på mål", jeg når ikke at svare før vi er igang.

 

Vi spiller mod den anden klasse (10.B) og det eneste jeg tænker er fuck, jeg er ikke god til at stå og det vidste William og de andre godt, men der er ingen andre der vil stå. Mine øjne følger bolden, det er Tristan fra 10.B som har den lige nu, han er den bedste i deres klasse. Det gik hurtigt det ene øjeblik var bolden nede i den anden ende med Tristan og i det næste kom bolden direkte mod mig. Der skete det mest underligste da bolden kom direkte imod mig, og det er ellers aldrig sket før det var som alt gik i slowmotion, jeg redder bolden inden den gik ind i et hjørne, den ville have været umulig at redde hvis det ikke havde været for den følelse at alt gik i slowmotion, jeg kigger overraskende på bolden som jeg har i hænderne ligesom alle andre fra klassen kigger på mig, undtagen Al og Bec som står og hepper på mig. Jeg spiller bolden til William. Jeg holder øje med bolden og tænker bare på den følelse, jeg havde haft, det med at alt gik i slowmotion.

 

Efter nogle få minutter hvor jeg bare havde tænkt på hvad der var sket besluttede jeg bare at, det var en følelse som jeg havde haft fordi jeg var bange for at blive ramt af bolden. Jeg kom ud af mine tanker da jeg høre alle fra min klasse begynder at klappe og det viser sig at William har scoret et mål. Jeg holder igen øje med bolden, men den her gang er det ikke Tristan der har den, men Peter som kom løbende imod mig med bolden, jeg gør mig klar til at redde den og kan høre mit hjerte banke hurtigere og hurtigere som han nærmer sig, og der sker det igen lige i det øjeblik han skyder bolden og den kommer direkte imod mig, og jeg får den samme følelse igen præcist som før. Jeg skynder mig hen til der hvor bolden er på vej hen, og får det til at ligne endnu en heldig redning. Jeg ved ikke hvad der sker med mig. Men en ting er sikkert et eller andet har forandret sig. tror jeg?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...