RENAISSANCE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2017
  • Opdateret: 14 maj 2017
  • Status: Igang
Renaissance; fransk; genfødsel
Kampene var tæt på hjemmet. Kronborg slot var belejret af svenskerne. Hun så modløst til, da hendes mand drog i krig. Hverdagen skulle forsætte.

//Mit bidrag til "Skriv dig gennem historien"-konkurrencen. Jeg deltager i valgmulighed 2; Skriv om Renæssancen og Kronborg Slot

0Likes
0Kommentarer
128Visninger
AA

2. Kapitel 1

Kapitel 1:

Danmark
Om aftnen den 10. februar 1659, cirka klokken 23.00


Ane Kirstine kigger ud af vinduet og kan lige svagt skimte faklerne gennem snefoget, der svagt lyser vejen op. Vinden giver genlyd på det store gods og træer, døre og vinduer knirker. Hun tørrer sine hænder i stoffet mellem sine fingre og læner sig op ad væggen og kigger ud. Den ene hånd falder uvilkårligt ned til hendes mave og hviler sig der.
Stoffet der ligger i hendes hånd, er nusset og mørkt. Sølvtøjet ligger skinnende nede på sin plads i den mørke skænk og er klar til den næste store middagsselskab der skal holdes på godset.
Den kolde og blæsende februar nat, er næsten et forvarsel på den kommende nat. Det kan gå begge veje. Det ved Ane Kirstine. Svenskerne kan vinde og tage det hele eller de kan tabe det hele og tage hjem.
Ane Kirstine sukker højlydt og ryster på hovedet. Kampen har været længe undervejs. Hun er godt nok en adelig frue på et stort gods, men hun ved hvad der bliver snakket om i krogene. Tjenestepiger og karle snakker om det og hver gang de kommer hjem fra byen, har de altid noget nyt at berette. Selv Ane Kirstines egen mand har ikke set sig for hævet til at nævne den kommende kamp og mulig trussel øst for Øresund.
Ane Kirstine ryster på hovedet. Hun forsøger at få tankerne ud af hovedet. Hun ved at det hele nok skal gå. Hendes mand kan klare lidt af hvert.
Ane Kirstine ligger den nussede klud på den mørke skænk og vender sig over mod klaveret i hjørnet.
Hun husker med et smil på læben, hvordan hendes egen moder lærte hende at spille og synge. Dans var noget hun lærte af sin lærerinde.
Ane Kirstine slukker olielampen. Den eneste lyskilde er det svage stearin lys, som står pænt i sin lysestage og kaster et blødt skær i den store stue.
Ane Kirstine går forsigtigt gennem det store hus, det hvide stearinlys i hånden. Det er koldt og lyset giver ikke meget varme. Pejsen på værelset er heldigvis allerede tændt og kaster et rødligt skær ud i rummet.
Hun sætter sig ned på sengekanten og sukker. Hun ved at hun ikke kan gøre noget ved situationen. Det er hendes pligt at blive og varetaget hendes ægtefælles pligter, såsom skatteindkrævning og sikre at kongens love bliver håndhævet. Der findes ingen andre mandlige herremænd på gården. De er alle døde.
Ane Kirstine sidder og kigger ind på det brændende brænde og tænker tilbage på sin far og broder. Hendes broder er også gift og har overtaget deres gods. Han er også ude. Hendes far lever endnu og er derhjemme på godset.
Ane Kirstine folder hurtigt hænderne og sender en bøn op til Vor Herre, inden hun hviler hånden på sin mave.
Det kostbare guldarmbånd rundt om hendes håndled, glitrer i bålets skær og hun mindes hendes nu afdøde mor. Armbåndet er en bryllupsgave, til Ane Kirstine, fra hendes moder, som er blevet brugt i mange år af de kvindelige familiemedlemmer.


Han sender en kærlig tanke hjem til Ane Kirstine og deres ufødte barn. Ham og de mænd han har ansvaret for, har forladt den forfaldne lade mange timer forinden.
Kronborg Slot er belejret. De kan ikke være der.
Han skutter sig slår armene tæt rundt om sig. Uniformen han bærer, giver ikke meget varme i det kolde vintervejr.
Ude på isen, kan han skue nogle hvide dragter. Svenskerne er på vej.
Kanonslagene lyder.
Svenskerne forsætter op hen ad isen, nogle falder om, andre forsætter.
Det blæsende vejr og den fygende sne, gør det ikke nemt for hverken de danske eller svenske soldater at se noget som helst.
Han har faktisk næsten ondt af de svenske soldater. De ved ikke at de går en kampklar handelsstad i møde.
Det giver et sæt i ham, som et kanonskud lyder igen. Skuddet er meget tæt på og i den tykke fog, kan han lige skimte hvordan osen ligger sig tæt om de danske soldater.
Han samler sin bøsse op, sørger for den er ladt og klar til at blive brugt, inden han langsomt begynder at liste sig ud i snedriverne og ligger sig klar ved vågerne.
Mændene han har med, ligger sig ved siden, deres bøsser klar til angreb.
Det er endnu tidlig, men de første svenske soldater er næsten nået frem til vågerne. Med stormstiger og hinandens hjælp, kommer de svenske soldater tættere på forsvarsværkerne. De fleste, dog hårdt såret.
Han når ikke at hører noget over larmen. Han ser heller ikke noget. Kun en intens smerte i hans side, gør ham opmærksom på, at han er blevet ramt.
Han kigger ned og uvilkårligt fører han sin hånd over såret. Han presser let ind på det og vrider sig i smerte. Med beskyttelse i form af mandsopdækning, bliver han hjulpet hen til den nærmeste hest.
Alt bliver langsomt mere og mere utydelig, indtil det til sidst svinder ud i mørke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...