In a Heartbeat - One Direction

Grace har altid været den pige, som man ikke ligefrem kunne forestille sig have kærestesorger. Hun har aldrig været forelsket, og nægter også at være det nu. Ja, faktisk var hendes liv fejlfrit og perfekt, og intet skulle ændres. Men det er som om, at alt og alle går imod hende, og hun må indse det er for hendes eget bedste. Da hendes bedste ven, som hun har haft med igennem alt, Liam, præsenterer hende for sin ven Louis, ender alt det, der havde med et perfekt liv at gøre.

14Likes
6Kommentarer
3399Visninger
AA

2. A surprise?

Grace Summer

Jeg stod som sædvanlig og bandt mit forklæde som var en indikator til at jeg skulle ind til endnu en langtrækkende, smertefuld arbejdsdag. For det er jo trodsalt ikke alle i verden der kan leve udelukkende at sit enorme talent, for hvis jeg skulle leve af mit talent, nej jeg tror bare vi stopper den der.
”Grace!” jeg svang mit mørkebrune hår rundt, hvilket gjorde at det endte lige i ansigtet på mig. Jeg pustet det frustreret væk inden jeg kiggede træt på min chef. Hans anstrengende smil var ikke til at tage fejl af, men det er generelt bare ikke et dejlig job som tjener.

”Hvad?” jeg bed mig i tungen for at ikke at vrisse af ham, for jeg var ikke allerede i god jord. ”Gå i gang, jeg betaler dig ikke for at stå stille vel?” jeg rystede med sammenbidte tænder inden jeg vendte mig om og skulle til at gå ud mod de ventende kunder da hans stemme rungede igennem mine øre.
”Og Grace, et smil denne gang!” jeg vendte mig halvt om inden jeg nikkede kort og gik ud af døren. Disse otte timer måtte godt gå stærkt, stærkt så jeg kunne komme hjem og studere videre. Nu tænker i vel, studere hun og arbejder samtidige hvordan er det muligt. Enkelt mine venner, jeg har ingen kæreste og det skulle jeg heller ikke, jeg er for drenget.

”Grace du har sektion to” jeg kiggede op på en ældre tjener inden jeg nikkede med et smil, et falsk og helt igennem trættende smil i længden.

”Og nyd livet” han puffet mig blidt lidt frem og jeg grinede lavt. Det var også den eneste jeg havde det godt med her, han var trodsalt som en bror for mig. ”Og et smil på læben” han hviskede det ind i øret på mig inden jeg nikkede op til ham. For jeg måtte få det bedste ud af tiden her, indtil jeg skulle hjem og studere, men havde jeg ikke lige pointeret det? Jo, det måtte jeg.
”Har i bestemt jer?” jeg kiggede op fra jorden imens jeg sendte personerne ved båsen et smil. Godt indtryk, godt indtryk var det eneste mantra her og nu. ”Jeg skal have...” manden stoppede og kiggede ind i mine brune øjne og jeg bed mig i kinden.
”Hvad kunne du anbefale?” han sendte mig et uskyldig smil og hans venner grinede hjertelig af ham. Derimod sendte jeg ham et rødmende smil, jeg havde altid hadet når de spurgte om det.
”Dagens fisk vil være mit bud” jeg sendte ham et smil og han gengældte den.
”Kom nu Nialler, bestem dig” jeg svang mit hoved hen mod personens stemme inde jeg sendte ham et afmålt smil. Jeg hadede når folk hundsede med andre.  ”Hvad er dagens fisk?” han lagde hoved på skrå og ingorede tydelig hans venners bemærkning, hvilket også gjorde at jeg vendte min opmærksomhed væk fra personen og hen til ham der åbenbart hed Nialler. – Hvad er det overhoved for et navn at give en?
”Ehm, torsk med grønsager” jeg ved ikke hvad der var sjovt, men hans venner grinede i hvert fald hjertelig af den formodede Nialler.
”Den tager jeg!” han vendte hans opmærksomhed mod hans venner som også hurtig bestilte. Jeg nikkede kort inden jeg vendte om og gik mod køkkenet med bestillingen.

 

<3

 

Jeg drejede nøglen om og smed mine breve på det lille bord ved døren. Jeg havde nok fortrudt inderst inde at jeg havde valgt at studere videre imens jeg havde et arbejde for det var hårdt, men mere registeret jeg ikke før jeg hørte en genkendelig stemme bredde sig.  – Hvad lavede han her?
”Gracie!” før jeg fik sat tingene ned var han gået hen og lagt armene om mig og jeg lagde mit hoved mod hans bryst. Hvor var det dejligt at have ham tilbage til lille bitte London. Ej okay, London er ikke lille men i forstår hvad jeg mener.
”Payne!” jeg slap mine indkøbsposer og lagde mine arme om ham i et sekund inden han trak sig væk.
”Har jeg ikke sagt mit efternavn er of limit!?” han lagde overdramatisk hans hånd i siden inden jeg grinede hjertelig af ham.
”Payne, nu skal du høre her” jeg lagde trykt på hans efternavn inden jeg samlede mine poser op og kiggede drillende på ham.
”Jeg gør lige hvad det passer mig” jeg traskede ud i køkkenet med Liam på slæb.
”Mit efternavn er stadige of limit Summer” jeg satte mine poser på bordet inden jeg vendte mig drillende om. ”Er det fordi du heller vil gemme det til dine fans?” jeg sendte ham et smørret smil inden jeg tog fat i pakken med smøger og efterfølgende min smøg tændes og røgen fulgte mine lunger.
”Mine fans?” han lænede sig op af dørkarmen imens jeg pustede røgen ud i hoved på ham. Ja, jeg måtte gerne ryge i min lejlighed at i ved det og det samme må de andre der kommer. – Og det er ikke ulækkert at i ved det.
”Du ved... Oh Payne, Oh Payne!” jeg lavede overdramatiske lyde, hvilket mindede mest om mislykkede støn. Men det var det hele værd, da Liams ansigt fortræk sig op i en grimasse og jeg grinede højlydt. Har jeg sagt jeg elsker at drille? Især mine venner, mine drenge venner, for det er ikke fordi jeg har mange pige venner, der er for meget drama.
”Summer, det var ikke sødt” han kiggede bebrejde på mig, men kun for et splitsekund, for så brød han ud i grin.

Jeg ved godt han er Daddy-Direction, men det er han ikke i min tilværelse, vi har også kun kendt hinanden i 23 år, intet stort der vel?

HAHA.

”Kan du ikke håndtere det Payne?” jeg ved egentlig ikke hvorfor vi gjorde brug af vores efternavnene, men det gjorde vi det og det er vel bare sådan vi er.
”Jo, men jeg vil heller have det var dig der stønnede det” han kiggede på mit ansigt imens hans ord formede sig i hoved på mig og det fik mig til at fortrække en grimasse. Det kan godt være jeg var mere drenget, men jeg har en grænse.

Sex med ens bedste ven, ellers tak.
”Du ved jo mine muskler han ingen stå for” jeg kunne denne gang ikke holde min ellers så yndige grimasse inde, mærk sarkasmen.
”Hvad har det med emnet at gøre?” jeg grinede højlydt inden jeg skoddede min efterhåndende udbrændte smøg i askebægret.
”men til noget andet, hvad laver du her i London, burde du ikke være over og indspille?” jeg lagde hoved på skrå og snakkede inden han selv fik gjort det. Og Liam der som sædvanlig allerede var i gang med at pakkede mine vare ud. Jeg sendte ham et smil inden han vendte sig mod mig.
”Jeg tænkte på at jeg ville introducere dig for mine venner?” han sendte mig et usikker smil og jeg lagde hoved på skrå inden jeg lod min tunge fugtiggøre mine læber. Måske skyldtes det at han allerede kendte min holdning, min statement.
”Liam, jeg har kendt dig hele mit liv. Behøver jeg også kende dine venner?” jeg ville ikke lyde som en kælling, men det kom jeg til hver gang Liam snakkede om at jeg skulle møde dem. For lad os være ærlig så kunne jeg godt regne ud at Liam havde en agenda med mødet. Det er trodsalt Liam, Daddy-Direction, ikke at det giver mening, men sådan er det åbenbart.

”Jeg føler mig stødt Grace” hvis det havde været en anden situation tror jeg bare vi havde grint, men jeg kunne godt se at han var skuffet, men seriøst.

”Men Liam, du ved hvordan jeg har det med sådan noget. Jeg skal også studere, arbejde og alt det” han rystede bestemt på hoved.
”For det første Grace er det en dårlig undskyldning, vi ved alle du ikke har brug for at studere. Du er ug barn” jeg åbnede munden, men lukkede den igen.
”Det vil sige Grace, du har faktisk ikke noget valg” jeg rynkede med brynet inden jeg lænede mig længere frem mod Liam.

Hvad fanden mener han med det?
Jeg skal ikke møde hans venner! Basta bum.

”De kommer over i morgen hos mig, og du er inviteret” jeg åbnede chokeret munden. Jo jeg elsker at hænge ud med drenge, men ikke verdenskendte drenge som alle har en agenda. ”Retter sagt Grace, er det en konstatering” jeg missede med øjne inde jeg sukkede  og lagde mit hoved på lågen. Det havde jeg ikke overskud til.
”Jeg henter dig 19” jeg nikkede mut inden jeg hoppede ned og kiggede på Liam der allerede kiggede på mig.
”Og ingen sure miner!” jeg stønnede irriteret inden jeg nikkede igen. Hvorfor siger alle jeg er sur i dag?

 

<3

 

Jeg stod atter indeni personalrummet imens jeg lagde hoved mod spejlet. Dagen var kommet og jeg kunne skrige og hvis det ikke var løgn så havde jeg også en lang dag. Arbejde og så tilbage til studiet.
Hvis i undre jer, så vil jeg informere jer at det godt kan lade sig gøre. Jeg studere om aften så jeg har mulighed for et fuldtidsarbejde, hvilket jeg også har.
”Grace, din tid er gået!” jeg vendte mig om med et lydløs suk, kunne han bare ikke lade mig være?
”Jeg ved det. Jeg er på vej” og det var starten på min værste dag i længere tid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...