Når kærlighed gør ondt.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2017
  • Opdateret: 4 maj 2017
  • Status: Igang
"Når kærlighed gør ondt" - Historien er baseret på virkelige hændelser, detaljer og navne er ændret af hensyn til medvirkende i historien.

Maya er en pige på 13 år, som bor på et opholdssted, hun har haft en svær opvækst og føler sig alene og misforstået. Lige indtil hun møder Nicklas, hun falder hurtigt for ham, hårdt endda og for en tid er hun lykkelig. Men hvad sker der når hendes nyfundne grund til at leve, forsvinder og efterlader hende alene med sin sorg?

0Likes
0Kommentarer
130Visninger
AA

4. Når dagen slutter.

Jeg vågnede med et sæt, hvor er jeg? hvornår faldt jeg i søvn?. Jeg satte mig halvt op, og kiggede lidt rundt. “Er du okay?” Hørte jeg en stemme sige, jeg vendte mig hurtigt om. Nicklas lå ved siden af mig, “ja, hvor længe har vi sovet?” spurgte jeg. Inden han nåede at svare kiggede jeg på min mobil, klokken var syv. Jeg skulle altså havde været hjemme for en time siden, men det undlod jeg at fortælle Nicklas. Selv hvis  jeg tog hjem nu, ville jeg jo stadig være for sent på den, og skæld ud ville jeg nok få lige meget hvad. Så jeg besluttede mig for at jeg ligeså godt, kunne blive her så længe som muligt, for jeg nød virkelig at være sammen med Nicklas. Jeg lagde mig stille ned igen, og han begyndte at nusse mig blidt på armen. Lidt efter stoppede han igen, og tog en dyb indånding. “Hvordan kan det egentlig være, at du ikke bor hjemme” spurgte han usikkert. Jeg tænkte mig lidt om, for hvordan forklarer man lige, at begge ens forældre havde røget hash i flere år, og forsømt deres børn på bekostning af misbruget. “Mine forældre magtede vel bare ikke at være i rollen” sagde jeg koldt. Han sagde ikke mere, han kiggede nærmest undskyldende på mig. Det var ikke min mening at skræmme ham, faktisk var jeg på en måde glad for at han havde spurgt. Man kan jo ikke bare gå rundt og lade som om, at alt er normalt, når man bor på en institution. Så spørgsmålet ville da selvfølgelig komme, på et tidspunkt. Det tidspunkt var altså nu, jeg rykkede mig lidt længere op i sengen. Og fortalte ham så, i korte træk om min livshistorie. At mine forældre begge røg hash, at de blev skilt da jeg var seks, at jeg ikke havde set min far siden jeg var ti og til sidst om dengang kommunen valgte at anbringe mig på opholdsstedet. Nicklas sagde ikke så meget mens jeg forklarede, men nikkede ind imellem, og kiggede forstående på mig. Da jeg var færdig tog han min hånd, og trak mig ind til sig, vi lå og holdte om hinanden. Ingen ord var nødvendige, jeg vidste at han ikke så ned på mig. Der skulle ikke andet en omfavnelse til, for at jeg forstod at han var ligeglad med min opvækst. Han virkede glad for mig, lige nu og her. Jeg følte pludselig en stærk trang til at græde, ikke fordi jeg var ked af det. Men fordi det var første gang i mit liv, jeg havde følt mig ønsket og ikke mindst forstået. En tårer trillede ned af min kind, og landede i puden under mit hoved. Nicklas sagde ikke noget til det, han lå stadig og holdte om mig. Hans telefon begyndte at ringe, han bøjede sig hen over mig og tog den fra natbordet. “Hallo det Nicklas” sagde han roligt. Jeg kunne svagt høre stemmen i den anden ende, det var Silas, men hvad de snakkede om fik jeg ikke fat i. Nicklas sagde stort set ikke noget, i de tre minutter samtalen varede. “Okay tak fordi du ringede” sagde han til sidst, og lagde på. Han begyndte at fortælle, at Silas lige havde set Gitte køre, og at de havde spurgt efter mig til aftensmaden. Silas var vidst ret sikker på, at Gitte var på vej herud, for at lede efter mig. Nu måtte der altså tænkes hurtigt, godt nok tog det en halv time i tog. Men i bil ville det ikke tage mere, end højst tyve minutter. Nicklas gik hurtigt ud fra værelset, og der gik ikke længe før han var tilbage. Han førte mig ind i et af de andre værelser i huset, og fortalte kort at jeg kunne vente der indtil Gitte havde været der. Værelset var lige så stort som Nicklas, så det tilhørte nok en af de andre drenge som boede der. Jeg satte mig på en stol i hjørnet, værelset så tomt ud der var så meget plads, at jeg næsten ville beskrive det som nøgent. Udover den stol jeg sad på, var der kun en seng og et blåmalet skab. Jeg kunne hører en dør gå op i huset, og svagt begyndte jeg at hører nogle snakke. Gitte var her altså, selvom jeg godt vidste at hun ikke ville komme ind og finde mig, var jeg stadig lidt nervøs ved, at hun var her. Gad vide om Nicklas ville blive sur på mig efter det her, jeg havde trods alt ikke informeret ham om, at jeg ikke havde fået lov til at være her. Det var ikke Gitte jeg var så bekymret ved længere. Døren bag mig gik op, ind kom Nicklas, hans ansigt var ikke rigtig til at læse, og min nervøsitet havde stadig ikke sluppet mig, da vi kom tilbage til hans værelse. Vi sagde intet til hinanden det første minuts tid, ud af ingenting begyndte han pludselig at grine. Han var altså ikke sur, men vidste nok bare ikke hvordan han skulle reagere, på situationen. “Vi må hellere få dig hjem, jeg skal nok tage toget med dig” sagde han, med et svagt smil. Jeg kiggede lidt overrasket på ham, “hvor tager du så hen?” spurgte jeg. “Tænker at tage over til Amdi” svarede han. Det var blevet mørkt udenfor og luften var kølig, Nicklas holdte min hånd hele vejen ned til stationen. Der var langt, men med Nicklas ved min side, betød det ikke noget, om der så var tusind kilometer. Da vi sad i toget, begyndte jeg at blive trist, selvom jeg havde været sammen med Nicklas hele dagen, havde jeg ikke lyst til at sige farvel. Da vi var fem minutter fra vejs ende, lagde jeg forsigtigt mit hovedet på hans skulder. “Vi ses snart igen ikke?” spurgte Nicklas, jeg nikkede. Vi rejste os op og gik hen til døren, da toget stoppede sank mit hjerte nærmest sammen. Rasmus stod foran døren, jeg så mig hurtigt rundt efter et sted at gemme sig, men han havde set os. “Må Nicklas følge mig hjem?” spurgte jeg lavt, “du har da været rigeligt sammen med ham” svarede Rasmus roligt. Jeg krammede Nicklas farvel og gik derefter med Rasmus over til hans bil. Da vi havde kørt i par minutter kiggede Rasmus over på mig “du må godt se Nicklas, du behøver altså ikke at lyve om hvor du er” sagde han blidt, så han var altså ikke sur. “Tak” svarede jeg stille og smilte.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...