Når kærlighed gør ondt.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2017
  • Opdateret: 4 maj 2017
  • Status: Igang
"Når kærlighed gør ondt" - Historien er baseret på virkelige hændelser, detaljer og navne er ændret af hensyn til medvirkende i historien.

Maya er en pige på 13 år, som bor på et opholdssted, hun har haft en svær opvækst og føler sig alene og misforstået. Lige indtil hun møder Nicklas, hun falder hurtigt for ham, hårdt endda og for en tid er hun lykkelig. Men hvad sker der når hendes nyfundne grund til at leve, forsvinder og efterlader hende alene med sin sorg?

0Likes
0Kommentarer
129Visninger
AA

2. Aften hos Amdi.

Jeg vågnede omkring klokken elleve, som sædvanligt. Solen skinnede ind af mit vindue, og fuglesang kunne svagt høres. Jeg rejste mig op og satte mig ned på stolen, ved siden af mit skrivebord. Der var ikke så meget plads på værelset, men en ussel lille stol af træ, et matchende bord i samme stil, en seng hvor man med nød og næppe, lige kunne ligge to personer og en lille sort kommode, var der trods alt plads til. Jeg kiggede mig i det lille spejl, der stod på bordet, og begyndte at lægge makeup. Måske Nicklas stadig var hos Silas, tænkte jeg. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt ved tanken. I dag gjorde jeg mig lidt ekstra umage, med min makeup og mit tøjvalg. Da jeg var færdig, spadserede jeg optimistisk ned af trappen, og ud i haven. Hverken Silas eller Nicklas var der ude. Jeg lagde et tæppe ud på græsplænen, og lagde mig ellers ned. En kold brise strøg forbi, det var varmt og efter en times tid, kunne jeg allerede skimte en svag tanline. Jeg må være faldet i søvn for jeg fik et chok, da jeg hørte en stemme lige over mig. Jeg nåede ikke at få fat i, hvad der blev sagt, “hvad” sagde jeg højt. Da gik det op for mig, at det var Nicklas, hans mørke hår skinnede i solen. “Ryger du?” spurgte han, lidt forskrækket. “Nogen gange” svarede jeg. Jeg rejste mig op og satte mig hen til havebordet, Silas sad der også. Han gav mig en smøg, “tak” sagde jeg lavt. Jeg tændte smøgen og prøvede så godt jeg kunne at inhalere, det gik okay, jeg lignede i hvert fald ikke en, der skulle til at bryde ud i hoste, selvom det var sådan, jeg følte det. Jeg havde prøvet at ryge før, men fumlede stadig lidt med, at få det til at se afslappet ud, mens jeg gjorde det. Vi sad og small talkede, om hvor dejligt det var at have sommerferie. Jeg sad og kiggede lidt på Nicklas, han havde et par fregner hist og pist i ansigtet, men ikke særlig mange. Han havde nogle flotte brune øjne, som jeg næsten ikke kunne fjerne mit blik fra. Desværre skulle de gå igen lidt hurtigt, de skulle nok over til nogle venner. Resten af eftermiddagen sad jeg på mit værelse. Jeg havde glædet mig hele året til at få sommerferie, men nu når det var ferie, havde jeg egentlig ikke så meget at lave. Jeg satte for en gangs skyld glad musik på, og begyndte at synge. Det havde jeg ikke gjort længe, sang var ellers min passion. Jeg gik ikke til det, men kun fordi ventelisten på musikskolen var for lang. Min mor havde ellers skrevet mig op, da jeg boede hos hende, men jeg nåede det aldrig. Da klokken blev syv kaldte Gitte på mig, og jeg gik ned og satte mig ved spisebordet. Silas sad overfor mig, Nicklas var der ikke. “Spis nu noget Silas” måbede Gitte. Jeg kiggede på ham, han var tynd, havde halvlangt lysebrunt hår, som var lidt fedtet. Hans øjne var røde, så han havde nok røget hash, hvilket ikke var overraskende. Han havde vidst boet her i et års tid, før det havde han været på afvænning, hvilket tydeligvis ikke havde haft den store effekt. Hash røg han i hvert fald stadigvæk. Da klokken var ti, og jeg ikke havde nogen planer, og i det hele taget ikke vidste hvad jeg kunne foretage mig, lagde jeg mig i min seng. Jeg tjekkede facebook, og prøvede at finde Nicklas profil, selvom jeg kun havde fornavnet af gå efter, lykkedes det. På hans profilbillede, lignede han slet ikke sig selv, han havde nærmest afrohår på billedet. Og han så bleg ud, det var ikke et grimt billede det lignede ham bare ikke. Jeg overvejede lidt om jeg skulle skrive til ham, men hvad skulle skrive? “Hej” virkede så kedeligt. Jeg tænkte længe over det, mens jeg lå og stalkede hans profil. Til sidst endte jeg med den overbevisning at “Hva så?” nok ville være det mest normale at skrive. Jeg havde også engang læst at drenge, gerne vil have at man tager det første skridt. Og med det i mente, var der jo ikke nogen grund til at lade være. Jeg sad spændt og ventede på at han skulle svare, der gik heller ikke længe før han så beskeden. “Ikke så meget, hvad med dig?” svarede han. Jeg gav et lille hvin fra mig, jeg var helt overgearet over at han rent faktisk svarede, og endda så hurtigt. Vi havde en lille samtale kørende, og jeg syntes at det gik godt. Han sendte ind imellem blinke smiley’er, hvilket jeg tog som et godt tegn. Efter en times tid døde samtalen ud, en god nok start, tænkte jeg. Jeg lagde mig ned og tænkte, på hvor dejlig dagen havde været. Pludselig bankede det meget svagt på døren, så svagt at jeg ikke var sikker på, om der overhovedet var blevet banket på. Men lidt efter bankede det igen, jeg rejste mig og åbnede forsigtigt døren. Det var Silas, jeg lukkede ham ind, selvom jeg stort set kun stod i morgenkåbe. Han ville have mig med ned på stationen, for at hente Nicklas. Han sad åbenbart i toget på vej til os, jeg forstod ikke så meget, men stilte heller ikke nogen spørgsmål. Nicklas måtte vel havde bedt ham om at tage mig med, tænkte jeg. Jeg bad ham om at vente på mig i haven, mens jeg tog tøj på. Da han var gået, skyndte jeg mig at tage en sort og hvid mønstret kjole på, som gik til mine knæ. Derefter tog jeg mine blå klipklapper på, og gik ud i haven. Silas sad og ventede, han havde en hjemmelavet bong med, “Det ser koldt ud det der” grinede han. Det var også lidt køligt, men jeg tænkte at vi nok havde lidt travlt, så jeg havde ikke taget en jakke på. Vi hoppede over hegnet i haven, det var omkring en meter højt, så det var ikke så besværligt. Klokken var omkring midnat, så det var mørkt og hurtigt begyndte jeg at fortryde, at jeg ikke havde taget min jakke med. Vi gik ned af hovedgaden, da vi var nået halvvejs kom der en cykel kørende mod os, på den anden side af vejen. Først tænkte jeg ikke over det, men da den kom tættere på kunne jeg se, at det var Rasmus, en af pædagogerne. Mit hjerte sprang et slag over, og jeg kiggede væk så han forhåbentlig, ikke kunne se mit ansigt det var trods alt mørkt. Der var lygtepæle som oplyste gaden, så jeg vidste godt at det nok ikke ville virke. Alligevel cyklede han forbi os uden at sige noget, og uden at kigge sig tilbage. Silas spurgte om vi skulle vende om. Han var nok bange for at blive opdaget, men jeg kom frem til at lige meget om vi gik tilbage eller ej, ville vi få ballade. Så kunne vi ligeså godt få en god aften ud af det, hvis vi var heldige, ville Rasmus ikke engang sige at han havde set os. Så vi fortsatte ned til stationen, hvor Nicklas lige var kommet ind med toget. Jeg sagde hej, og gav ham et forsigtigt kram. Vi gik alle tre ud på toilettet, det var overraskende stort og ikke specielt beskidt, hvilket man ellers kunne forvente, af et stations toilet. Silas tog bongen frem og tændte op, han tog et kæmpe sug og pustede derefter en masse røg ud. Imens Nicklas gjorde det samme, forklarede Silas at vi skulle over til en af hans venner, Amdi. Lige inden vi gik ud spurgte Nicklas, om jeg ville låne hans trøje, da han mente at jeg da bestemt måtte have det koldt. Jeg takkede ja, trøjen var alt for stor til mig, den var hvid med noget blødt pelsagtigt for. Den var dejlig varm, og duftede af Nicklas parfume. Der var omkring to kilometer hjem til Amdi, som jeg ikke anede hvem var, jeg havde aldrig mødt ham, og vidste ikke hvad jeg skulle forvente. Turen føltes lang, men Nicklas var der så jeg beklagede mig ikke, vi gik og snakkede lidt på vejen. Det var mørkt og den vej vi gik på, havde ingen lygtepæle, så det var svært at se noget. Det var en grusvej som gik opad, og hele vejen var jeg bange for at falde. Vi nåede over til Amdis hus, han boede i et lille anneks ved siden af hans forældres hus, helt alene og uforstyrret. Hvor må det være dejligt tænkte jeg, det jo næsten som at bo for sig selv. Da jeg trådte ind af døren og så Amdi, blev jeg overrasket. Jeg ved ikke hvordan jeg forestillede mig ham. Han havde kort lysebrunt hår, og helt røde øjne, det var tydeligt at se hvor skæv han var. Det lille anneks han boede i var kun et rum, ikke specielt stort. Der stod et bord med en computer og en stol, en seng og så lå der en blå sækkepude på gulvet. Jeg satte mig i sengen ved siden af Nicklas, Silas lagde sig på sækkepuden og amdi satte sig på stolen. Vi sad nærmest i en lille rundkreds, der var en rigtig afslappet og hyggelig stemning. Silas tog bongen frem og satte den på midten af gulvet, som et slags midtpunkt i vores rundkreds. De tre drenge begyndte på skift, at suge bong. Jeg var ikke med til det, ikke fordi jeg ikke gad, men fordi jeg ikke turde spørge. Silas sagde flere gange at jeg måtte sige til, hvis han skulle åbne et vindue, men lugten generede mig ikke specielt. Jeg var nok mere optaget af Nicklas, som efter et par gange havde suget af bongen, måtte lægge sig ned. Han var tydeligvis skæv, jeg lagde mig ved siden af ham. Han vendte sig om så hans hovede, vendte mod mig. Det var ikke en specielt stor seng, så vi lå rimelig tæt på hinanden. Og hans hovedet var højest ti centimeter fra mit, vi lå og snakkede som om de andre ikke var der. Det var som om at tiden stod stille, i det øjeblik følte jeg mig lykkelig. Jeg lå og kiggede ham i øjnene og han gjorde det samme. “Du har virkelig flotte øjne, de skinner nærmest” sagde han. Jeg tror jeg rødmede lidt “nurh tak” svarede jeg. Jeg havde altid fået mange komplimenter på mine øjne, da de var meget blå og mandelformede. Men selvom det ikke var uvant for mig at få kommentarer på det, havde jeg aldrig været så glad for et kompliment som nu. Jeg kiggede på min mobil, klokken var allerede blevet to. Ingen havde ringet eller skrevet, så jeg gik ud fra at Rasmus ikke havde fortalt, opholdsstedet at vi var gået. Nicklas satte sig op i sengen, tog et sort tæppe som lå i fodenden og tog det på. “Gør lige plads til mig” sagde jeg og smilede. Jeg hev i tæppet og lå nu også under det. Silas begyndte at joke med, at han da godt kunne gå ud med Amdi, hvis vi havde brug for noget “alenetid”. Nicklas grinte, og jeg blev helt flov. Han gik heller ikke, hvilket jeg var glad for. Jeg kunne godt lide tanken om at være alene med Nicklas, men jeg ville heller ikke skabe et dårligt ry for mig selv. Da klokken blev fire, besluttede vi os for at det nok var tid, til at tage hjem. Nicklas blev hos Amdi, hans tog kom alligevel først om et par timer. I det vi var på vej ud af døren stoppede Nicklas os, og aftalte med Silas at ses igen dagen efter. Senere kunne man også kalde det, det var trods alt næsten morgen. Da vi gik kunne man lige skimte solen, den var allerede på vej op. Vi gik ned af grusvejen ligesom sidst, “når glæder du dig til at se Nicklas igen senere?” sagde Silas. Jeg havde ikke engang forstået at jeg skulle med, jeg blev helt glad, selvom jeg så vidt muligt prøvede at skjule min begejstring. “Det skal da nok blive hyggeligt, hvad tid tager vi toget?” spurgte jeg. “Omkring klokken elleve, tænkte jeg” svarede Silas. Da vi nåede hjem, satte jeg en alarm til klokken halv ni, som det sidste inden jeg lagde mig til at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...