Drømmen om frihed

I en ikke så fjern fremtid skal man passe på ikke at overtræde drømmeforbuddet, hvis man har sit liv kært.
En dystopisk novelle om Nanna og hendes forsøg på at være den gode borger i et striks fremtidssamfund.
Bidrag til konkurrencen "Skriv om perfektion" - mulighed 1
Copyright: Emilie Søndergaard

1Likes
0Kommentarer
163Visninger
AA

5. Fangeskab

Nanna ryster af kulde, da hun vågner igen. Det er blevet lyst udenfor og solens efterårsstråler trænger ned i affaldscontaineren. Hendes tynde frakke varmer ikke ret meget. Hun er nødt til at komme ud og gå for at få noget varme i kroppen. Nanna graver sig fri af pappet og løfter forsigtigt affaldscontainerens låg et par centimeter for at orientere sig, inden hun kravler op af containeren.

Hun børster det værste skidt af frakken og trækker den til i halsen, så den beskytter lidt mere. Hun stikker hænderne i lommen for at varme dem. I den ene lomme finder hun en hårelastik. Hun reder hurtigt håret med fingrene, inden hun fletter håret og samler fletningen med elastikken.

Nanna stikker hænderne i lommerne igen og begynder at gå ind mod butiksområdet. Mere eller mindre alle butikker i byen ligger i samme område, som alle har mulighed for at komme til. Da Nanna nærmer sig butiksområdet, møder hun en herlig duft af nybagt brød. Bageren ligger først i rækken. Nannas mave begynder at knurre. Hun er sulten. Det er nok også et stykke op ad formiddagen, for her er travlt af mennesker.

Det er dog hovedsageligt pensionister og arbejdsløse, som kommer her i arbejdstiden. Faktisk burde hun også være på arbejde. Hvem mon overtager hendes job, nu hvor hun ikke kan passe det mere. Hun håber, at det er en person, som vil gøre sit bedste. Nanna overvejer, om hun skulle købe et af brødene. Brød er dyre, men de kan til gengæld også holde sig længe uden at komme i køleskab.

Det slår Nanna, at hun faktisk ikke har nogen plan for, hvad hun vil, eller hvordan hun skal klare sig. Det må hun finde ud af som det første, så snart hun har fået sig noget at spise. Nanna bliver enig med sig selv om at købe et af brødene. Hun pakker det lune brød ind og lægger det i tasken.

Hun fortsætter forbi næste butik, mens hun overvejer, hvad hun ellers skal købe. Hos slagteren køber hun tørret skinke og ost, som hun også lægger i tasken. Hun køber også en flaske æblecider, som hun kan drikke.

Nanna går hen til en af de gamle parker og sætter sig på en bænk for at spise sin morgenmad. Mens hun spiser, overvejer hun, hvad hun skal gøre. Hun er nødt til at finde et sted af bo og et arbejde – men hun er nok nødt til at bruge et andet navn. Gad vide, om hun er eftersøgt? Hun kunne bruge hendes mors navn – Josephine Bruus. Det er egentlig længe siden, hun sidst har besøgt sine forældre. Det var før Silje blev født.

Det gør ondt at tænke på Silje. Tænke på, at hun aldrig kommer til at se sin datter vokse op, blive gift og få børn. Men heldigvis har Silje verdens bedste far. Sebastian skal nok støtte hende hele vejen igennem livet. Sebastian skal nok være der for Silje i de svære perioder, og sammen vil de kommer sig over tabet af hende. Nanna kan mærke, at det hjælper lidt på hjertesorgen at overbevise sig om, at de nok skal klare sig.

Men hvad så nu? Hvor skal hun gå hen? Der er ikke nogen grund til at vende tilbage til industrikvarteret. De andre døre er sikkert også låst. Men hvor så? Nanna har aldrig været uden for København. Men en gang skal jo være den første, og mon ikke det er nu.

Mens hun sidder og spiser sin morgenmad, nyder hun nogle af efterårets sidste solskinsdage. Inden længe vil det grå og triste vejr afløse og varer helt indtil foråret vender tilbage.

Nanna pakker resterne af maden sammen og rejser sig op. Hun kigger sig rundt i parken og beslutter sig for at forlade parken gennem en anden indgang, end den hun kom ind af. Hun har aldrig haft tid til at gå rundt på må og få i København, så hun kender ikke alle de små gader, som ligger i denne ende af byen. Men hvis hun fortsætter mod vest, så må hun jo før eller siden nå ud af byen.

En politisirene afbryder Nannas tanker. Mon de kan genkende hende? Nanna tager chancen og går stille og roligt videre, mens hun lader som om, at det i hvert fald ikke er hende, som de leder efter. Politibilen kører langsomt forbi Nanna. Nanna kigger bare lige ud for at undgå at vække mistanke.

”Hej du. Stop lige,” siger en af betjentene ud af vinduet.

Nanna kigger på betjenten.

”Vi vil godt lige snakke med dig,” siger han, mens den anden betjent stopper bilen.

Nanna kan mærke pulsen stige og hjertet banker derudaf. Åh ned, hvad nu? Skal hun stikke af?

”Vi er på jagt efter en ung kvinde, som svarer til din beskrivelse. Må jeg se dine legitimationspapirer?”

Nanna kigger forskrækket på betjenten. Hun har ikke husket sine papirer. Og desuden ville de også afsløre, hvem hun i virkeligheden var. Hvordan kunne hun tro, at hun bare kunne bruge et falsk navn.

”Jeg har glemt mine papirer derhjemme,” fremstammede Nanna.

”Hvad hedder du?”

”Jeg hedder Josephine Bruus,” siger Nanna så overbevisende, som hun kan.

Betjenten studerer Nanna.

”Josephine, jeg vil gerne bede dig om at følge med ned på stationen, så vi kan få bekræftet din identitet.”

Nanna synker en gang. Åh nej. Det tegner ikke godt. Men hun kan ikke andet end at nikke.

”Godt. Sæt dig en bag i bilen. Så får vi det undersøgt i løbet af ingen tid.”

Nanna overvejer endnu en gang at stikke af, men hun ved godt, at hun ikke vil nå langt. Betjentene er også bevæbnet, så de vil bare skyde hende, hvis hun prøver at stikke af. Er hun villig til at dø for friheden? Egentlig ikke. Tilfangetagelsen bliver nok ikke meget bedre. Alle har hørt historierne om, hvad politiet gør ved forbrydere.

Nanna synker endnu en gang, inden hun frivilligt sætter sig ind i bilen. Det sidste hun tænker på, inden bilen kører væk, er, om hun traf det rigtige valg ved at stikke af i går. Skulle hun være blevet, så hun ikke udsatte Sebastian og Silje for unødvendig bekymring? Var hendes håb om frihed er en tåbes drøm?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...