Drømmen om frihed

I en ikke så fjern fremtid skal man passe på ikke at overtræde drømmeforbuddet, hvis man har sit liv kært.
En dystopisk novelle om Nanna og hendes forsøg på at være den gode borger i et striks fremtidssamfund.
Bidrag til konkurrencen "Skriv om perfektion" - mulighed 1
Copyright: Emilie Søndergaard

1Likes
0Kommentarer
187Visninger
AA

3. Drømmen

… Nanna befinder sig igen i skoven, men denne gang er der slet ikke noget hyggeligt ved den. Træernes skygger og dyrenes lyde skræmmer hende. Det hele virker så fremmed i forhold til hendes byliv. Her er ingen huse eller stemmer. Heller ingen biler som kører forbi. Skoven er tæt bevokset, og Nanna er nødt til at skubbe grene og krat til side for at komme frem. Et par enkelte gange er hun også nødt til at kravle over væltede træer og vade gennem vandhuller med vand til knæene. Nanna ved ikke, hvad det er, som driver hende frem. Hun har kun en følelse af, at det er livsnødvendigt at nå gennem skoven og komme ud.

Nanna fortsætter sin færd gennem skoven. Mens hun går, lytter hun til alle de fremmede lyde. Men det er som om, at hun har hørt en af lydene før. Hvad er det mon? Hun tør ikke stoppe op for at undersøge det. Lyden kommer langsomt nærmere og nærmere. Hvis det ikke var så mørkt, så kunne hun se længere ind i skoven, og så kunne hun måske regne ud, hvor lyden kom fra. Men træernes kroner skygger for lyset, og hele skoven er delvis mørklagt. Lyden er ikke venlig. Jo nærmere den kommer, desto mere overbevist bliver Nanna om, at hvad der end frembringer den, så vil det hende ikke noget godt.

Nanna sætter farten op. Hun kan mærke, hvordan krattene river tøjet i stykker, mens hun maser sig frem i skovbunden. Nanna løber næsten i blinde.

Pludselig befinder Nanna sig midt i en smuk cirkelrund lysning. Her skygger trækronerne ikke, og hun kan se, månen kaste sit bløde lys på lysningen. Midt i lysningen er der en bålplads. Nanna kan se, at der ligger alt det, hun skal bruge for at tænde op. Hun har godt nok aldrig før tændt et bål, men det kan vel ikke være så svært.

Inden hun bevæger sig ud af træernes skygger, lytter hun efter lyden. Men her er helt stille. Lyden er forsvundet, og det eneste hun kan høre, er hendes eget åndedræt, og hjertet som banker i brystet.

Hun går langsomt ind mod midten af lysningen. Her samler hun brændestykkerne op og forsøger at stable dem til et bål. Nanna samler fyrtøjet op og prøver at få ild i brændestykkerne. Men ilden kan ikke rigtig få fat. Der går ikke ild i brændet. Det ryger kun. Hun får kun det yderste lag svedet sort. Der kommer en smule røg, men der går stadig ikke ild i bålet. Hvorfor virker det ikke?

Nanna kigger rundt i lysningen. Er der noget, hun har overset? Lige ved siden af det sted, hvor hun samlede brændet op, ligger der nogle småkviste og noget savsmuld. Kan det være, at hun skal bruge dette for at tænde op i bålet? Nanna samler savsmuldet op og bærer det ind på bålpladsen. Ovenpå savsmuldet lægger hun småkvistene og derefter først de små stykker brænde og til sidst de store stykker. Nanna kigger tilfreds på sit nye bål.

Hun tager fyrtøjet frem igen og sætter ild til savsmuldet. Ilden får hurtig fat og langsomt men sikkert bredder flammerne sig til småkvistene og brændet. Inden længe afgiver bålet en dejlig varme, og Nanna kan mærke, at hun er blevet lidt kold. Hun rykker derfor nærmere på bålet.

Nanna strækker hænderne frem foran sig, så de kommer tættere på bålet, og varmen kan brede sig i kroppen. Nanna sidder og nyder bålets varme, mens hun stirrer ind i flammerne. Flammerne virker hypnotiserende på hende. Hun kan ikke mindes, at hun før har set noget, der virkede så levende. Nanna er dybt fascineret.

Nanna stirrer intenst på flammerne. Er der ikke noget inde i flammerne? Nanna rykker tættere på. Det ligner en by omgivet af flammer. Ej det kan altså ikke passe. Desto mere intenst Nanna kigger på flammerne desto mere overbevist bliver hun om, at det er hendes egen by, København, som står i flammer. Ruinerne fra de gamle krige er omgivet flammer. Amalienborg er brændt ned og det samme er marmorkirken.

Nanna synes også, at hun kan høre skyderier og bomber. Det virker næsten lidt for livligt, men hun kan ikke tage blikket fra flammebillederne. Billederne ændrer sig og zoomer ind på gadeplan. Hun kan se en flok mennesker, som kommer løbende ned af gaden. Nej vent lidt. Den ene af personerne forestiller hende selv. De andre kender hun ikke. Og dog. Denne ene ligner ham manden, som var ved at løbe ind i hende og Silje tidligere i dag, da han stak af fra militæret. Jo det er ham. Han råber et eller andet, og flokken deler sig. Nanna følger med ham ned af den ene sidegade. De zigzagger sig gennem flammerne, væltede træer og bygningsdele. Omkring dem kan Nanna høre folk skrige, græde og juble. Juble?

Nanna stopper forvirret op. Hvad er det, der sker? Manden griber fat i hendes arm og minder hende om, at de skal skynde sig op til kommandocentralen. Det er vigtigt, at de hurtigst muligt får sendt besked til de andre oprørere. Militærbasen på Amager er faldet, og de er nu et skridt nærmere deres frihed. Det hele svimler for Nanna. Frihed.

Hun kæmper side om side med oprørene for at befri befolkningen fra militærets mangeårige diktatur. Hun ønsker, at Silje skal vokse op med friheden til at vælge selv. Ja, hun ønsker at kæmpe for friheden sammen med oprørerne.

Sammen med manden når hun frem til kommandocentralen. Den gamle biograf med resterne af de mange farver har længe været oprørernes skjulested. Idet de går gennem dørene, overdøver en høj alarm alle andre lyde. Det er en høj hyletone. Nanna kigger sig om. Hun kan ikke høre, hvor lyden kommer fra. Det er som om, at den kommer fra over hende, men Nanna kan ikke se noget. Manden kigger forskrækket på Nanna og udbryder:

”Alarmen på din hjelm er gået!”

Det sidste Nanna ser, inden hun vågner, er hans optimisme og anerkendelse…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...