Drømmen om frihed

I en ikke så fjern fremtid skal man passe på ikke at overtræde drømmeforbuddet, hvis man har sit liv kært. En dystopisk novelle om Nanna og hendes forsøg på at være den gode borger i et striks fremtidssamfund. Bidrag til konkurrencen "Skriv om perfektion" - mulighed 1 Copyright: Emilie Søndergaard

1Likes
0Kommentarer
116Visninger
AA

1. Advarslen

… Markens frodige korn svajede blidt i vinden, mens solen gik ned bag bjergenes tinder i det fjerne. Der fandtes ikke bedre følelse i verden end at gå her i marken. Stille og roligt. Føle kornene mod håndfladerne, mens man går. Nyde friheden til at gøre, hvad man vil. Nyde septembervarmen uden at bekymre sig om det kommende efterår og vinter. Vide ens familie og venner kommer til at klare sig sikkert igennem. Følelsen af frihed er som en katalysator, der sætter gang i kroppens lykkecenter og får en varm behagelig følelse til at brede sig i kroppen.

Da marken stopper, fortsætter jeg ind i skovbrynet og finder nemt skovstien, som fører hjem igen. Hjemme venter Sebastian og Silje. Glæden breder sig i kroppen, når jeg tænker på min skønne lille datter. Tænk at Sebastian og jeg har kunne skabe så fantastisk et lille væsen. Jeg føler mig taknemmelig og håber, at hun vil få et langt og lykkeligt liv. Et liv med frihed til at gøre det, hun drømmer om. Jeg ved, at jeg vil gøre alt, der står i min magt for at hjælpe hende. Tanken og Sebastian og Silje får mig til at sætte farten op, og det er lige før, jeg falder over træernes rødder, som nogle steder stikker op af jorden, i min iver efter at komme hjem til dem, jeg elsker.

Endelig kan jeg skimte vores lille træhytte, som ligger i en smuk lysning lige ned til skovsøen. Her hersker fred og ro. Idyllen er perfekt. Jeg går roligt hen til døren og tager fat i dørhåndtaget. Døren er låst.

Jeg kan ikke åbne den. Hvad sker der? Vi låser aldrig døren, for det er ikke nødvendigt. Der findes ikke nogen, som kan finde på at gøre os fortræd. Hvorfor kan jeg ikke få døren op? Jeg begynder at banke på og kalde på Sebastian. Hvorfor kommer kan ikke og åbner for mig?

Og hvad er det for en underlig lyd, som jeg kan høre. Jeg lytter intenst. Det lyder som en hyletone. Det lyder som en alarm. En alarm? Ja, en alarm hyler lige over mit hoved. Hvad sker der?

 

Nanna vågner med et sæt og kigger sig forskrækket omkring. Hvilken alarm er det, som er gået? Hun sætter sig op i sengen og kigger rundt i deres værelse. Sebastian ligger og snorker ved siden af hende i sengen, og Silje ligger i sin vugge for fodenden af sengen. Guskelov er der ikke sket dem noget.

Lyden trænger ind i Nannas bevidsthed, og hun beslutter sig for at stå op og undersøge det nærmere. Hun begynder at løsne overvågningshjelmen fra sit hoved for at kunne stå op, da hun opdager, at der er noget, som blinker i værelset. Hun kan ikke forstå, hvor lysglimtene og hyletonen kommer fra, indtil hun får hjelmen af.

Det er hendes overvågningshjelm, som blinker og hyler. Hvorfor er alarmen gået på den? Shit. Drømmen. Nanna drømte om frihed og lykke. Alt farve forsvinder fra hendes ansigt og hjertet sidder helt oppe i halsen, mens det hamrer afsted. Nej, det kan ikke være rigtig. Hun har aldrig overtrådt drømmeforbuddet. Hun har altid holdt sig inde for loves rammer. Hvorfor begynde at ændre på det? Det er farligt at drømme om de forbudte følelser. Drømmepolitiet vil straffen en, indtil man igen kommer på rette kurs.

Åh nej, hvad mon de finder på at gøre ved en? Er de mon allerede på vej? Hvad nu hvis de tager Silje? Det vil knuse hendes moderhjerte at skulle undvære Silje. Nej, de kan få alt andet end Silje. Hun er det vigtigste i livet.

Det banker på døren. Nanna rejser sig nervøst fra sengen og samler sin morgenkåbe op på vej over mod døren. Da hun har bundet bæltet, slår hun låsene fra og åbner døren forsigtigt.

Det klare hvide lys fra lamperne i gangen blænder kortvarigt Nanna.

”Nanna Skov?” spørger en dyb mandestemme.

Nanna kigger på betjenten.

”Ja, det er mig.”

”Vi har modtaget et signal om, at alarmen på din overvågningshjelm er gået i gang.”

Nanna prøver at synke, men det føles som om, at hjertet sidder helt oppe i halsen og spærrer for luften ned i lungerne.

Hun nikker nervøst til betjenten.

”Ifølge lovens paragraf 189 stk. 3, så har du overtrådt de tilladte drømmeområder.”

Nanna ryster over hele kroppen.

”Det vil sige, at jeg kan tage dig med ned på stationen til nærmere undersøgelser for at kortlægge graden af din lovovertrædelse.”

Åh nej, det kan ikke være rigtigt.

”Men da du aldrig tidligere har overtrådt nogle love, så vil jeg lade dig slippe med en advarsel denne gang.”

Nanna ånder lettet op, og det føles som om, at et kæmpe pres letter fra hendes skuldre igen.

”Tak hr. betjent,” får hun fremstammet.

”Bare sørg for, at det ikke gentager sig, for så er jeg nødt til at tage dig med til undersøgelse for at få fastsat din straf.”

Nanna nikker.

”Godt. Så godnat igen og drøm nu lovligt!”

”Det skal jeg nok hr. betjent. Og godnat til dig også.”

Betjenten vender sig om og går hen mod trappen. Nanna kan mærke, hvordan benene ryster under hende. Hun lukker døren og slår alle låsene til igen, inden hun sætter sig på en af de slidte spisebordsstole og prøver at få kontrol over hende selv igen.

Det var lidt for tæt på. Men hvorfor i alverden dog den drøm? Nanna har aldrig gjort noget forkert før. Hun tør ikke genkalde sig drømmens indhold. Tænk nu hvis den vender tilbage, fordi hun spekulerer på den.

Da Nanna har fået lidt ro i kroppen, går hun over til værelsets eneste vindue og trækker det ene gardin fra.

Gennem tremmerne for vinduet kan hun se månen bevæge sig om bag en sky, og samtidig drukner det dystre København i mørke. Ikke en gadelygte er tændt. Men det er heller ikke nødvendigt pga. udgangsforbuddet. Alle skal være hjemme inden mørkets frembrud. De eneste som er udenfor nu er betjentene og oprørerne.

Et lysglimt i den fjerne ende af byen vidner om, at de igen i nat slås. Alle ved, at oprørerne kæmper for frihed, men ingen tør støtte dem. I hvert fald ikke officielt. Nannas gamle far var en af de få, som aldrig lagde skjul på, at han sympatiserede med oprørerne, og det blev han henrettet for, da Nanna var 13 år.

Nanna er ikke helt sikker på, om frihed vil gavne dem. Ifølge regeringen og militæret vil oprørerne ødelægge systemet, og det anarki, som opstår i kølvandet på oprøret, vil øge usikkerheden og ødelægge deres allesammens liv. Og hvordan skal man kunne tro andet? Denne ledelse af vores samfund har hersket i mange år. Alle har i skolen lært om de katastrofale følger som tidligere tiders friere styreformer har medført. Atombomber og biologiske krige udslettede næsten hele menneskeheden og jordkloden for ca. 300 år siden, indtil en gruppe idealister overtog magten i hele verden. Og siden har de styret og kontrolleret alle andre. For alles bedste.

Nanna ved, at hun burde gå i seng igen. Det er midt om natten, og hun har brug for sin søvn for at klare sig igennem arbejdsdagen. Siljes fødsel tog hårdt på hende, og hun er ikke kommet helt ovenpå endnu. Men hun tør ikke lægge sig til at sove. Hvad nu hvis hun kommer til at drømme om de forbudte ting igen? Det vil ødelægge hendes liv.

Men hun er nødt til at forsøge. Hun er nødt til at være frisk nok til at gå på arbejde, så hun kan hjælpe med at forsøge hendes familie.

Nanna sætter sig i sengen og med en trykkende anspændthed i hele kroppen fastsætter hun igen overvågningshjelmen på hendes hoved, inden hun lægger sig ned ved siden af Sebastian. Hun lægger sig, så hun kan kigge på Sebastians ansigt. Hun kigger på hans fredfyldte ansigt, indtil hun langt om længe falder i en overfladisk og urolig søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...