Slavelivet.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2017
  • Opdateret: 25 apr. 2017
  • Status: Igang
Hun er blevet født som slave, og vil derfor altid forblive en slave.
Hendes mor er død, og hun er alene, hun bliver solgt frem og tilbage, og hun kan intet gøre. Alligevel kæmper hun for sit liv, og kæmper for friheden.

Der er sex, vold, og kamp om frihed.

4Likes
0Kommentarer
1188Visninger
AA

2. solgt

Det er nu 16 år siden, at jeg blev født, og jeg tog min mors liv. På de 16 år, er jeg blevet solgt frem og tilbage hos forskellige slavehandlere. Og nu er jeg på markedet igen. Jeg holder ikke langtid hos mine Herrere. For de kan ikke lide mig. Jeg er den eneste slave, der ikke opgiver håbet. Jeg kæmper imod, jeg siger hvad jeg vil. Og det sender mig hele tiden på markedet. 

 

Jeg ligger på alle fire, lænket fra top til tå, inde i et bur, nøgen og kold. Som var jeg et dyr. De ser mig også som et dyr. Disse hvide mennesker, der tror de ejer os. Der tror, vi ikke også er mennesker. 

Min bryster hænger slapt, strejfer noglegange burets kolde metal. Selvom jeg er født som slave, og opvokset med slaver, så ser jeg mig ikke selv som slave. Men lige med alle andre. Derfor græder jeg. Jeg græder over at blive behandlet uretfærdigt. 

 

Der meget larm på markedet. Det er der altid. Mænd og kvinder der går og snakket, slaver der råber og skriger, når de bliver pisket på åben gade. Alle andre end jeg, er blevet bundet til pæle, for de kan styre sig. De er ikke ligesom jeg. Jeg er anderledens. Men mit udseende får mig altid købt. Jeg har oplevet flere gange, hvor jeg har ligget i buret eller hængt på pælen i flere uger, hvor mine slavehandlere til sidst opgiver, og bare giver mig væk gratis, fordi de ikke gider mig. 

Hvis jeg gad, ville jeg også godt kunne være en lydig slave, men hvad godt gør det mig? Jeg ved det ikke, for jeg har aldrig gjort det. 

 

Jeg hører stemmer komme tæt på mig, snakken. De snakker om mig. Jeg ved det. Hvad jeg kan bruges til, hvad jeg er god til. Det er min tredje dag i buret. Jeg har ligget her 24/7. De lukker mig ikke ud, de lader mig ikke komme ind i varme. Jeg får blot lov til, at ligge her og fryse. Måske håber de på, at jeg en dag dør af kulde. Men jeg har ikke planlagt at dø endnu. Og slet ikke foreløbig. Jeg har prøvet for meget til, at jeg bare kan give op nu. 

Jeg følger ikke rigtig med i samtalen mellem de to mænd, så da jeg høre en raslen med nøgler, så ved jeg, jeg er blevet solgt. Buret bliver låst op, og jeg mærker en hånd om min ankel. Og jeg bliver hævet ud. Min slavehandler tager fat i mit hår, og tvinger mig op og stå. Jeg kan lige holde balancen, selvom jeg ikke kan bevæge mig, med alle de lænker der er spændt fast om mig. De to mænd går rundt om mig. Tager pat om mine bryster, for at mærke deres størrelse. De rør ved min røv, og jeg mærker en af dem strejfer min kusse. Jeg får en trang til at spytte på dem. Perverse svin. Men jeg gør det ikke. Jeg ved godt, så skal jeg bare ind i buret igen. Og det vil jeg på ingen måde.

"Så det er den første kvindlige slave, I overvejer?" Hører jeg min slavehandler sige

"Ja, det er det. Hun er smuk hende her" svarer en af mændene.

"Ja, det er jeg godt klar over, hun er. Hun er også god til andre fataliteter end bare arbejde. Hvis I forstår?" 

De griner. Alle tre. 

I de 16 år jeg har været slave, har jeg aldrig været brugt til sex. Jeg har altid været for ung, dum, og mændene har hadet mig. Jeg er blot blevet syndebukken for alt tortur. De andre kvinder har sluppet let, det samme med mændene, for selv hvis det var dem der lavede fejl, så var det mig der fik straffen. 

"Så hvor meget vil du have for hende?" spørger manden

"Åh, ja.. Ser du, hun er lidt af et problem. For hun er jo så smuk, som hun er, men hun er en pestilens. Så 10 sølv." 

De to mænd giver ham de 10 sølv, og får så en nøgle til mine kæder. De låser alle kæder op, så jeg nu står frit på markedet. Jeg overvejer situationen. Chancen for at kunne flygte. Men inden jeg når at tage et skridt mod friheden, mærker jeg de store kolde metal lænker om mine håndled igen. De lænker mine håndled fast og vikler så lænkerne om min mave, så jeg ikke kan rygge mine arme nogle steder. Og så mærker jeg det, der er det værste. Den kolde følelse om min hals. Metal halsbåndet, med en kæde ud af, som min hage lige kan ramme, hvis jeg kigger ned i jorden. Men så langt synker jeg ikke. Jeg holder hovedet oprejst, da de hiver i kæden, og jeg er ved at snuble over mine egene fødder. Jeg har ikke stået op i langtid, jeg har ikke gået i tre dage, så mine fødder er ved at briste under mig. Men jeg går. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...