Slavelivet.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2017
  • Opdateret: 25 apr. 2017
  • Status: Igang
Hun er blevet født som slave, og vil derfor altid forblive en slave.
Hendes mor er død, og hun er alene, hun bliver solgt frem og tilbage, og hun kan intet gøre. Alligevel kæmper hun for sit liv, og kæmper for friheden.

Der er sex, vold, og kamp om frihed.

4Likes
0Kommentarer
1014Visninger
AA

3. Gården

De to mænd lader mig vandre ved siden af dem, mens de ridder hen mod mit nye sted. Mine fødder brænder under mig, og jeg er langsomt ved at give op på denne gå tur. Kulden er også ved at indhente mig, og jeg kan mærke at min nøgne krop ryster under mig. 

"Hvor langt endnu?" Vover jeg at spørge om, selvom jeg ved, det er dumt. Men de kigger ikke på mig, de svarer mig heler ikke. De ridder blot videre med mig på slæb. 

Til sidst kan jeg ikke bære min egen krop længere, og jeg falder ned på grusvejen. Jeg når ikke at tage af, da mine hænder er lænket ind til min krop. Så jeg slår hovedet, og får hudafskrabninger op og ned af kroppen. Det får dem dog til at stoppe. 

De hopper begge ned af deres heste. Jeg mærker en sko komme under min mave, og den skubber mig om på ryggen. Tårer triller ned af mine kinder, og jeg er bange for, hvilke grufuldheder jeg har i vente. 

Mændene kigger lidt frem og tilbage på hinanden, inden det første spark kommer. Jeg krummer mig sammen i fosterstilling, men det stopper dem ikke. Slag og spark, bliver ved med at ramme mig, indtil de bliver trætte. Jeg bløder ud af næse, mund, øjenbryn, knæ, albuer og jeg kan knap nok mærke min krop. 

"Ulækkert" Hører jeg den ene mand sige, inden de begge hopper op på deres heste igen og ridder videre. Da jeg ikke når at komme op på mine ben i tids nok, bliver jeg slæbt hen over grusvejen. Og jeg kan mærke, flere sår blive flået op på min ryg. Men jeg lader dem blot slæbe mig. 

 

Efter langtid, og jeg er besvimet op til flere gange af smerte, når vi endelig gården. Den er stor. Næsten alt for stor. Jeg ser kun tre andre slaver. Og de er kun mænd. De har ikke flere. Hvilket undre mig. 

 

Hestene stopper, og de hopper ned fra hestene. To af slaverne kommer hen og tager hestene med det samme, og følger dem til stalden. 

En fast hånd tager fat om mit hår, og tvinger mig op og stå. Jeg ser de to mænd direkte i øjne, for jeg vil have, de skal vide, jeg ikke er så nem igen. 

"Jeg tror, hun skal have noget opdragelse" Siger den ene mand, mens den anden nikker. Og stadig med et fast greb i mit hår, og den anden fat om kæden ved min hals, bliver jeg ført ind i deres store gård. 

Der er smukt derinde. Hvide vægge, med store smukke lysekroner. Guld ting stående på smukke træborde. Men jeg bliver ikke ført ind til noget smukt. Jeg bliver ført ned i kælderen. Ned af de ustabile trin, og helt ned i mørket. Der er ikke engang et lille vindue, hvor der kan komme solskin ind. 

Manden der har fat i mit hår, giver pludselig slip på det. Jeg hører hans fodtrin vandre i mørket, og pludselig er der lys. Han har tændt gas lamper rundt omkring, så jeg pludselig kan se kælderen. Eller det ville jeg ikke kalde den igen. Tortur rummet, vil jeg snare kalde det. 

Rummet har ingen seng, ingen stol. Kun et bur, en pæl, en kødkrog fra loftet af, kødkroge i væggene og de små gas lamper der hænger fra loftet forskellige steder. 

 

Jeg skriger. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...