Da danerne kom

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2017
  • Opdateret: 23 apr. 2017
  • Status: Igang
Agnes bor sammen med sin fattige familie i en lille landsby i Southampton, England. Hun er på sit daglige besøg hos det nærliggende kloster, da vikinger påbegynder en plyndring af hendes landsby, og sætter ild til alt på deres vej. Der går ikke lang tid førend danerne stormer klostret, for at stjæle alt der er af værdi. Agnes slipper væk, men kan ikke lade hendes familie i stikken, og bliver taget til fange af danerne, da hun forsøger at frelse lillesøsteren, der er den eneste overlevende fra angrebet. Dette er historien om hvordan en ung engelsk pige bliver bragt til Trelleborg, en dansk vikingefæsning, og prøver at flygte med hendes ejet, og den mindre søsters liv i behold. (Skriv dig gennem historien)

1Likes
0Kommentarer
90Visninger
AA

1. Kapitel 1 - At miste sit hjem

Ikke redigeret!!!

(Jeg arbejder på at mindske den del af novellen der foregår i England)

 

Det var en tåget morgen. Solen var lige stået op, og de få stråler der kunne nå igennem den slørede luft, bragte en anelse lys til den ellers mørke landsby. Agnes stod for enden af søsterens seng, og overvejede at vække hende, men lod hende i stedet sove videre. Der var ikke meget arbejde for en 9 årig pige så tidligt på dagen, så hun kunne lige så godt blive liggendes der i sengen af hø. Agnes havde derimod en anelse travlt. Køerne skulle malkes, og selvom den lille familie ikke ejede mange, ville moderen blive vred, hvis ikke den ældste af de to døtre kom i gang med det samme.

 

Den grønne kjole af  uld strejfede jorden, med hvert skridt hun tog, og blev mudret i kanten. Mælken, der var lige så hvid som skyerne, skvulpede i den tunge spand, og gjorde det besværligt at bevæge sig hurtigt. Agnes gik mod klostret, der lå i udkanten af byen på en lille bakke, for at aflevere denne mælk, i bytte for en sølle betaling, som hendes familie havde så hårdt brug for. Igen i år havde høsten slået fejl, og efterladt dele af Southampton i en udsultet stand. Hendes broder havde søgt arbejde i hærgen. Hendes fader kom hjem sent hver aften, efter forgæves forsøg på at finde noget spiseligt i de næringsfattige marker. De eneste der levede nogenlunde behageligt på egnen var munkene. De ville ikke dele deres rigdom med de almindelige borgere - thi deres skatte var fra Gud, og måtte kun blive brugt af hans tro tjenere. Der var ikke meget at gøre for at værne sig mod den altopslugende fattigdom.

 

Hun nærmede sig den lave stenmur der omringede den store bygning, der tilsammen med kirken udgjorde klosteret. Der var meget stille. Mange af munkene lå stadig og sov, eller var gået til morgenbøn, men en enkelt stod ved lågen ind til klosteret, og tog imod den unge kvinde, der udmattet lagde spandens hank i hans hænder.

“Jeg takker dig, Agnes, for dit arbejde. Det må være tungt at bære den hele vejen herhen hver morgen. Kunne du tænke dig et stykke brød, og en bænk at sunde dig på?” Tilbød munken.

“Åh, broder Cedric, det lyder skønt! Jeg kan dog ikke blive for længe...” Svarede Agnes.

“Det er sandt. Vi har begge arbejde der kalder, men en pause må vi huske at finde plads til.” Sagde broder Cedric, med en sådan myndighed i stemmen, at Agnes ikke kunne takke nej, og hun fulgte derfor med, da han bar mælken ind gennem gårdhaven, og ud i køkkenet. De satte sig på en af bænkene omkring ildstedet, og broder Cedric rakte Agnes et stykke tørt brød fra dagen før, som hun taknemmeligt spiste. Munken satte en gryde med vand over ilden, og begyndte at koge grøden, der snart skulle serveres for resten af klosteret beboere.

“Hvordan har I det her på klosteret?” Spurgte Agnes, og broder Cedric begyndte at snakke sørgmodigt om gamle broder Delmont, der var så gammel, at han huskede tiden før England var samlet under én konge. Langsomt bevægede samtalen sig ind på Agness yndlingsemne - danerne og deres plyndringstogter. Hun interesserede sig besynderligt meget for historierne om dengang de hærgede England. Hun vidste end ikke selv hvor denne nysgerrighed kom fra, men hun elskede det, når broder Cedric eller broder Delmont fortalte hende om dem. De hedenske barbarer der kom for at hærge og stjæle. Det var sjældent det skete nu om stunder, men englænderne havde skrevet det ned, så fremtidige generationer kunne læse om dengang danerne prøvede at erobrer England. Det lykkedes faktisk for dem at indtage det meste af landet i 874, og det var kun Alfred den Store der reagerede over kongeriget Wessex, der formåede at holde danerne ude. Agnes havde hørt denne historie fortalt flere gange, men den blev ikke kedeligere for hver gang, som man ellers kunne sige om så mange andre historier.

 

Et langt stykke tid passerede, førend Agnes kom i tanker om hendes foretagende. Hun skulle nødig forsømme sine pligter hjemme i huset. Broder Cedric sagde et hastigt farvel, da Agnes sprang op og løb ud af døren.

     Der var ikke længere stille i den lille gårdhave i midten af klosteret. Det vrimlede med munke. Det var ikke særlig usædvanligt at de gik der, men måden de gik på var alligevel ikke helt normal. På en måde virkede det som om de havde meget travlt. De råbte til hinanden. Agnes stoppede op og iagttog munkene et øjeblik, før hun spurgte en af dem:

“Hvad er skyld i denne uro?”

“Det er forfærdeligt! Landsbyen er ved at blive plyndret af vikinger! De sætter ild til alt!” Skreg munken. Fortvivlelsen ebbede ud af ham, som en flod der mundede ud i havet. Agnes så skrækslagent tilbage på ham.

“Min familie…!” Hviskede hun. Hun  kiggede ad porten der førte ud mod stenmuren

“Nej. Lad være med at går derned, det vil ikke nytte noget. Du burde blive her. Dette er hellig jord, Gud vil beskytte os mod alt ondt.” Erklærede munken, og tog fat i Agness arm. Hun nikkede blot til svar.

 

Larmen fra munkene var til at blive sindsyg af. Klosteret var et sted for sagte bønner og stille færden. Ikke for al den råben og bevægelse. Der blev slæbt rundt på kister og kasser, fulde af sølv og smykker. Agnes stod ude ved lågen, og kiggede ned mod landsbyen. Hvis hun lukkede øjnene kunne hun næsten høre dem. Hun forestillede sig sin moder og søster, der var forsvarsløse, og faderen der kom løbende ude fra markerne. Hun samlede hænderne, og havde aldrig bedt så kraftigt før. Hun bedte til at hendes familie ville komme uskadt igennem det helvede der var brudt løs. Det hun havde mest lyst til, var at løbe hen til huset, og være sammen med dem, og beskytte dem, selvom hun (ville dø i forsøget) ikke ville opnå meget.

     Munkene havde travlt. De var fuldt beskæftiget med at skjule deres skatte og værdifulde genstande. Selv broder Cedric hjalp til. Hele tiden var der en sær atmosfære omkring de ellers så fredfyldte munke. Luften var tyk af skræk, og bange anelser for hvad der skulle ske. Uden at meddele det med ord, havde de kutteklædte mænd sagt: når danerne er færdige med byen søger de mod klosteret. Tågen blev tykkere og tættere, og gjorde det, sammen med røgen, svært at trække vejret normalt. Som Agnes stod der på toppen af bakken, og kiggede ned, så hun fakler bevæge sig. De kom nærmere. Hun råbte med en skinger stemme:

“De kommer! Danerne kommer!” Og som om nogen havde trukket et sværd, udbrød panik.

     En underlig ro sænkede sig over Agnes, og mens munkene havde travlt med at løbe væk fra den lille landsby, begyndte hun turen hjem.

 

Ikke kun luften, men også hendes tanker var slørede, da hun løb af de små hjulspor der gjorde det ud for stier. Kjolen sneg sig ind under hendes fødder, og hun snublede. Det var en kamp at komme op at stå igen, men hun formåede alligevel at fortsætte. Alt hun kunne se for sig, var hendes moder og søster. Hun ænsede ikke den kolde morgenbrise, der bragte en lugt af død med sig, eller hvordan hendes ben var blevet revet til blods af tornebuskene i skovbunden. Som en besat fortsatte hun mod landsbyen. Der stod kun få danere tilbage blandt de nedbrændte huse, og ledte efter værdigenstande, og overlevende. Agnes kunne ikke længere lade som ingenting, og hendes syn begyndte at snurre da hun fik øje på ligene der lå spredt på jorden. Hun kunne ikke tro det. Det var for absurd. Hvem i alverden kunne finde på at dræbe uskyldige mennesker på denne måde?

     Selvom hun havde mest lyst til at lægge sig ned på jorden og græde, ville hendes krop ikke give op. Den førte hende af de vant stier, ned mod det der plejede at være hendes hjem. Bygningen stod i lys luge, og var ikke til at redde. Stråtaget var væk, og ikke mange af træ søjlerne ville holde meget længere. Langsomt nærmede hun sig det lille hus. Som hun kiggede på de altædende flammer følte hun sig fortabt. Hun vidste at det var et spørgsmål om tid, førend hun ville genkende hendes families ansigter blandt de døde. Der var ikke noget hun kunne gøre. Et højt skrig skar igennem røgen, og borede sig ind i hendes hjerne. Det lød som om det kom langt væk fra, men hun vidste godt at det var hende selv.

 

Der var mørkt. Og der lugtede. Slemt. Af sved, opkast, afføring og skræk. Hun lå på noget hårdt. Træ. Hendes hår var uglet, beskidt. Hun kunne ikke bevæge sine arme - de var bundet sammen ved håndleddene bag hendes ryg. Hendes ben var også bundet sammen. Hun var ikke alene. Der var andre. Andre piger og drenge. Allesammen bundet på hænder og fødder. Hun turde ikke sige noget. Der gik timer før solen endelig steg op i horisonten, og belyste vognen hun lå på. Den blev trukket af to gamle heste, der så ud til at kunne kollapse af anstrengelse, hvornår det skulle være. De var omkring 10 børn i alt. Hun kendte dem alle fra landsbyen hvor hun var vokset op, og én af dem fik hende til at tro hun drømte.

“ Sigrid, er det dig? Jeg troede… du lever!” Råbte Agnes.

“Agnes!” Hviskede pigen der sad overfor hende. De to søstre kastede sig mod hinanden, i en arm-løs omfavnelse. De andre børn klagede sig, da de to piger landede oven på dem.

“Ro og orden! Skal i måske også have bind for munden?!” Råbte en af de tre fuldvoksne mænd der sad forrest i vognen. Hans øjne var grønne, og fulde af vanvid. Børnene tav med det samme, og kiggede væk. Agnes havde ikke på noget tidspunkt siden hun var vågnet, tvivlet hvilken situation hun befandt sig i. Det var for hende tydeligt hvad der foregik. Hendes landsby var blevet hærget af vikinger på rov, hvilket havde efterladt hende og de andre børn i de nådesløse daners hænder. De var herefter blevet solgt som trælle til engelske mænd, der ikke kunne tjene penge på anden vis. Det var sket før. Nogle gange solgte forældre deres egne børn til denne slags mænd, for at kunne brødføde resten af familien. Man hørte ofte historier om trælle der blev handlet med, som var de husdyr. De blev behandlet skidt af herremændene der havde mange af den slags, og blev slidt op. Agnes så på de andre børn i vognen, og kunne ikke stoppe tårerne der begyndte at trille ned af hendes kinder, da hun tænkte på hvad der ventede dem.

 

Mændene svarede sjældent på børnenes skingrer råb om mad, og endnu sjældnere på deres sagte spørgsmål om deres skæbne. Det skete at den højeste, ham der havde mest ondt af staklerne, kastede et æble hen på de sultne unger. Så var det en kamp om at få så meget som en krumme, og hvis man var heldig fik man en bid. Om aftenen fik de en halv skive brød hver, men det var ikke altid Agnes spiste sit eget stykke. Så gav hun lidt til sin lillesøster, eller en af de andre små, og delte i stedet med den ældste af børnene, der ikke var meget ældre end hende selv. Det eneste der holdt hende i live var tanken om at få Sigrid væk derfra.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...