Da danerne kom

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2017
  • Opdateret: 23 apr. 2017
  • Status: Igang
Agnes bor sammen med sin fattige familie i en lille landsby i Southampton, England. Hun er på sit daglige besøg hos det nærliggende kloster, da vikinger påbegynder en plyndring af hendes landsby, og sætter ild til alt på deres vej. Der går ikke lang tid førend danerne stormer klostret, for at stjæle alt der er af værdi. Agnes slipper væk, men kan ikke lade hendes familie i stikken, og bliver taget til fange af danerne, da hun forsøger at frelse lillesøsteren, der er den eneste overlevende fra angrebet. Dette er historien om hvordan en ung engelsk pige bliver bragt til Trelleborg, en dansk vikingefæsning, og prøver at flygte med hendes ejet, og den mindre søsters liv i behold. (Skriv dig gennem historien)

1Likes
0Kommentarer
29Visninger
AA

1. Da danerne kom (ikke redigeret)

Ikke redigeret!!!

(Jeg arbejder på at mindske den del af novellen der foregår i England)

 

Det var en tåget morgen. Solen var lige stået op, og de få stråler der kunne nå igennem den slørede luft, bragte en anelse lys til den ellers mørke landsby. Agnes stod for enden af søsterens seng, og overvejede at vække hende, men lod hende i stedet sove videre. Der var ikke meget arbejde for en 9 årig pige så tidligt på dagen, så hun kunne lige så godt blive liggendes der i sengen af hø. Agnes havde derimod en anelse travlt. Køerne skulle malkes, og selvom den lille familie ikke ejede mange, ville moderen blive vred, hvis ikke den ældste af de to døtre kom i gang med det samme.

 

Den grønne kjole af  uld strejfede jorden, med hvert skridt hun tog, og blev mudret i kanten. Mælken, der var lige så hvid som skyerne, skvulpede i den tunge spand, og gjorde det besværligt at bevæge sig hurtigt. Agnes gik mod klostret, der lå i udkanten af byen på en lille bakke, for at aflevere denne mælk, i bytte for en sølle betaling, som hendes familie havde så hårdt brug for. Igen i år havde høsten slået fejl, og efterladt dele af Southampton i en udsultet stand. Hendes broder havde søgt arbejde i hærgen. Hendes fader kom hjem sent hver aften, efter forgæves forsøg på at finde noget spiseligt i de næringsfattige marker. De eneste der levede nogenlunde behageligt på egnen var munkene. De ville ikke dele deres rigdom med de almindelige borgere - thi deres skatte var fra Gud, og måtte kun blive brugt af hans tro tjenere. Der var ikke meget at gøre for at værne sig mod den altopslugende fattigdom.

 

Hun nærmede sig den lave stenmur der omringede den store bygning, der tilsammen med kirken udgjorde klosteret. Der var meget stille. Mange af munkene lå stadig og sov, eller var gået til morgenbøn, men en enkelt stod ved lågen ind til klosteret, og tog imod den unge kvinde, der udmattet lagde spandens hank i hans hænder.

“Jeg takker dig, Agnes, for dit arbejde. Det må være tungt at bære den hele vejen herhen hver morgen. Kunne du tænke dig et stykke brød, og en bænk at sunde dig på?” Tilbød munken.

“Åh, broder Cedric, det lyder skønt! Jeg kan dog ikke blive for længe...” Svarede Agnes.

“Det er sandt. Vi har begge arbejde der kalder, men en pause må vi huske at finde plads til.” Sagde broder Cedric, med en sådan myndighed i stemmen, at Agnes ikke kunne takke nej, og hun fulgte derfor med, da han bar mælken ind gennem gårdhaven, og ud i køkkenet. De satte sig på en af bænkene omkring ildstedet, og broder Cedric rakte Agnes et stykke tørt brød fra dagen før, som hun taknemmeligt spiste. Munken satte en gryde med vand over ilden, og begyndte at koge grøden, der snart skulle serveres for resten af klosteret beboere.

“Hvordan har I det her på klosteret?” Spurgte Agnes, og broder Cedric begyndte at snakke sørgmodigt om gamle broder Delmont, der var så gammel, at han huskede tiden før England var samlet under én konge. Langsomt bevægede samtalen sig ind på Agness yndlingsemne - danerne og deres plyndringstogter. Hun interesserede sig besynderligt meget for historierne om dengang de hærgede England. Hun vidste end ikke selv hvor denne nysgerrighed kom fra, men hun elskede det, når broder Cedric eller broder Delmont fortalte hende om dem. De hedenske barbarer der kom for at hærge og stjæle. Det var sjældent det skete nu om stunder, men englænderne havde skrevet det ned, så fremtidige generationer kunne læse om dengang danerne prøvede at erobrer England. Det lykkedes faktisk for dem at indtage det meste af landet i 874, og det var kun Alfred den Store der reagerede over kongeriget Wessex, der formåede at holde danerne ude. Agnes havde hørt denne historie fortalt flere gange, men den blev ikke kedeligere for hver gang, som man ellers kunne sige om så mange andre historier.

 

Et langt stykke tid passerede, førend Agnes kom i tanker om hendes foretagende. Hun skulle nødig forsømme sine pligter hjemme i huset. Broder Cedric sagde et hastigt farvel, da Agnes sprang op og løb ud af døren.

     Der var ikke længere stille i den lille gårdhave i midten af klosteret. Det vrimlede med munke. Det var ikke særlig usædvanligt at de gik der, men måden de gik på var alligevel ikke helt normal. På en måde virkede det som om de havde meget travlt. De råbte til hinanden. Agnes stoppede op og iagttog munkene et øjeblik, før hun spurgte en af dem:

“Hvad er skyld i denne uro?”

“Det er forfærdeligt! Landsbyen er ved at blive plyndret af vikinger! De sætter ild til alt!” Skreg munken. Fortvivlelsen ebbede ud af ham, som en flod der mundede ud i havet. Agnes så skrækslagent tilbage på ham.

“Min familie…!” Hviskede hun. Hun  kiggede ad porten der førte ud mod stenmuren

“Nej. Lad være med at går derned, det vil ikke nytte noget. Du burde blive her. Dette er hellig jord, Gud vil beskytte os mod alt ondt.” Erklærede munken, og tog fat i Agness arm. Hun nikkede blot til svar.

 

Larmen fra munkene var til at blive sindsyg af. Klosteret var et sted for sagte bønner og stille færden. Ikke for al den råben og bevægelse. Der blev slæbt rundt på kister og kasser, fulde af sølv og smykker. Agnes stod ude ved lågen, og kiggede ned mod landsbyen. Hvis hun lukkede øjnene kunne hun næsten høre dem. Hun forestillede sig sin moder og søster, der var forsvarsløse, og faderen der kom løbende ude fra markerne. Hun samlede hænderne, og havde aldrig bedt så kraftigt før. Hun bedte til at hendes familie ville komme uskadt igennem det helvede der var brudt løs. Det hun havde mest lyst til, var at løbe hen til huset, og være sammen med dem, og beskytte dem, selvom hun (ville dø i forsøget) ikke ville opnå meget.

     Munkene havde travlt. De var fuldt beskæftiget med at skjule deres skatte og værdifulde genstande. Selv broder Cedric hjalp til. Hele tiden var der en sær atmosfære omkring de ellers så fredfyldte munke. Luften var tyk af skræk, og bange anelser for hvad der skulle ske. Uden at meddele det med ord, havde de kutteklædte mænd sagt: når danerne er færdige med byen søger de mod klosteret. Tågen blev tykkere og tættere, og gjorde det, sammen med røgen, svært at trække vejret normalt. Som Agnes stod der på toppen af bakken, og kiggede ned, så hun fakler bevæge sig. De kom nærmere. Hun råbte med en skinger stemme:

“De kommer! Danerne kommer!” Og som om nogen havde trukket et sværd, udbrød panik.

     En underlig ro sænkede sig over Agnes, og mens munkene havde travlt med at løbe væk fra den lille landsby, begyndte hun turen hjem.

 

Ikke kun luften, men også hendes tanker var slørede, da hun løb af de små hjulspor der gjorde det ud for stier. Kjolen sneg sig ind under hendes fødder, og hun snublede. Det var en kamp at komme op at stå igen, men hun formåede alligevel at fortsætte. Alt hun kunne se for sig, var hendes moder og søster. Hun ænsede ikke den kolde morgenbrise, der bragte en lugt af død med sig, eller hvordan hendes ben var blevet revet til blods af tornebuskene i skovbunden. Som en besat fortsatte hun mod landsbyen. Der stod kun få danere tilbage blandt de nedbrændte huse, og ledte efter værdigenstande, og overlevende. Agnes kunne ikke længere lade som ingenting, og hendes syn begyndte at snurre da hun fik øje på ligene der lå spredt på jorden. Hun kunne ikke tro det. Det var for absurd. Hvem i alverden kunne finde på at dræbe uskyldige mennesker på denne måde?

     Selvom hun havde mest lyst til at lægge sig ned på jorden og græde, ville hendes krop ikke give op. Den førte hende af de vant stier, ned mod det der plejede at være hendes hjem. Bygningen stod i lys luge, og var ikke til at redde. Stråtaget var væk, og ikke mange af træ søjlerne ville holde meget længere. Langsomt nærmede hun sig det lille hus. Som hun kiggede på de altædende flammer følte hun sig fortabt. Hun vidste at det var et spørgsmål om tid, førend hun ville genkende hendes families ansigter blandt de døde. Der var ikke noget hun kunne gøre. Et højt skrig skar igennem røgen, og borede sig ind i hendes hjerne. Det lød som om det kom langt væk fra, men hun vidste godt at det var hende selv.

 

Der var mørkt. Og der lugtede. Slemt. Af sved, opkast, afføring og skræk. Hun lå på noget hårdt. Træ. Hendes hår var uglet, beskidt. Hun kunne ikke bevæge sine arme - de var bundet sammen ved håndleddene bag hendes ryg. Hendes ben var også bundet sammen. Hun var ikke alene. Der var andre. Andre piger og drenge. Allesammen bundet på hænder og fødder. Hun turde ikke sige noget. Der gik timer før solen endelig steg op i horisonten, og belyste vognen hun lå på. Den blev trukket af to gamle heste, der så ud til at kunne kollapse af anstrengelse, hvornår det skulle være. De var omkring 10 børn i alt. Hun kendte dem alle fra landsbyen hvor hun var vokset op, og én af dem fik hende til at tro hun drømte.

“ Sigrid, er det dig? Jeg troede… du lever!” Råbte Agnes.

“Agnes!” Hviskede pigen der sad overfor hende. De to søstre kastede sig mod hinanden, i en arm-løs omfavnelse. De andre børn klagede sig, da de to piger landede oven på dem.

“Ro og orden! Skal i måske også have bind for munden?!” Råbte en af de tre fuldvoksne mænd der sad forrest i vognen. Hans øjne var grønne, og fulde af vanvid. Børnene tav med det samme, og kiggede væk. Agnes havde ikke på noget tidspunkt siden hun var vågnet, tvivlet hvilken situation hun befandt sig i. Det var for hende tydeligt hvad der foregik. Hendes landsby var blevet hærget af vikinger på rov, hvilket havde efterladt hende og de andre børn i de nådesløse daners hænder. De var herefter blevet solgt som trælle til engelske mænd, der ikke kunne tjene penge på anden vis. Det var sket før. Nogle gange solgte forældre deres egne børn til denne slags mænd, for at kunne brødføde resten af familien. Man hørte ofte historier om trælle der blev handlet med, som var de husdyr. De blev behandlet skidt af herremændene der havde mange af den slags, og blev slidt op. Agnes så på de andre børn i vognen, og kunne ikke stoppe tårerne der begyndte at trille ned af hendes kinder, da hun tænkte på hvad der ventede dem.

 

Mændene svarede sjældent på børnenes skingrer råb om mad, og endnu sjældnere på deres sagte spørgsmål om deres skæbne. Det skete at den højeste, ham der havde mest ondt af staklerne, kastede et æble hen på de sultne unger. Så var det en kamp om at få så meget som en krumme, og hvis man var heldig fik man en bid. Om aftenen fik de en halv skive brød hver, men det var ikke altid Agnes spiste sit eget stykke. Så gav hun lidt til sin lillesøster, eller en af de andre små, og delte i stedet med den ældste af børnene, der ikke var meget ældre end hende selv. Det eneste der holdt hende i live var tanken om at få Sigrid væk derfra.

 

~~*~~*~~*~~

 

Meget af den lange rejse fra England til Skotland og videre over den engelske kanal, var glemt da Agnes sammen med Sigrid trådte i land i Danmark. Havnen, som de senere fandt ud af hed “Hedeby”, var fuld af mennesker, der myldrede rundt i underligt tøj, og snakkede et underligt sprog. Skibet de var steget op af, var allerede ved at blive aflastet, og som en flok får, blev de to søstre, sammen med andre børn de ikke kendte, genet igennem mængden. De blev skubbet til og trådt på, og mast mellem folkene der havde travlt med at løfte rundt på varer og fisk. Manden, der havde holdt øje med dem gennem hele rejsen over kanalen på skibet, havde bundet alle deres hænder sammen med et reb, og gik forrest, mens han trak i enden af rebet. Efter et stykke tid stoppede han op, og talte med en anden mand, der var noget mindre, og så svag ud i sammenligning med krigeren der havde trukket afsted på rækken af trælle. Den svage mand lyttede opmærksomt, og nikkede et øjeblik efter. Han kiggede på børnene og sagde på et gebrokkent engelsk:

“De to søstre skal følge med damen her…” Han pegede på en kvinde, med langt, blond hår, der var sat op i to snorlige fletninger, der hvilede på hendes skuldre, som stod ved siden af ham. “... resten skal blive med mig, og vente til det er blevet afgjort hvor der er mest brug for dem. Ethvert forsøg på at stikke af vil blive straffet hårdt. Har i forstået?” Afsluttede manden. Alle børnene nikkede tavst, og rebene blev løsnet. Agnes og Sigrid tog hinanden i hånden, og fulgte efter kvinden, da hun gik væk fra de andre. Agnes havde lyst til at hive søsteren længere ind i folkemængden, så de kunne slippe væk fra kvinden med fletningerne, men frygten for at blive straffet, holdt hende lige i hælene på den store kvinde. Efter et stykke tid nåede de hen til en  en gruppe mænd og kvinder, der havde pakket flere vogne med varer såsom skind, lerpotter, værktøj og mad. Kvinden gav dem hver en tynd uld kappe, der skulle holde den nært forestående vinter ude, og ledte dem hen til en fuld kærre, der sammen med en enkelt okse, gjorde det ud for en hestevogn, der skulle trække dem hele vejen til deres nye hjem.

 

Under rejsen lærte pigerne nogle få danske ord. De forstod at kvinden med fletningerne hed “Hild” og at hun nu skulle bestemme over dem. De forstod at de skulle bo på en borg og hjælpe til med at lave mad og gøre rent. Hild var en rar kvinde, der behandlede søstrene godt, for hun var ved at blive gammel, og havde ikke fået nogle børn selv, så hun betragtede pigerne som de døtre hun altid havde ønsket sig. Det var en ringe trøst for Agnes og Sigrid der havde mistet alt de før havde haft, da danerne angreb dem i England. Om natten led de af frygtelige mareridt, hvis de i det hele taget kunne falde i søvn. Om dagen kunne de ikke holde ud at skulle skilles, og gik altid med armene i hinandens. De var tynde og sarte, og fór sammen hver gang nogen nærmede sig.

 

Det var et smukt landskab de bevægede sig igennem, med bakker, enge og skove. Der var ingen bjerge, men til gengæld var der mange floder og åer, der gjorde det besværligt for flokken at nå til borgen, som pigerne hørte så meget tale om.

Undervejs tilsluttede handlende og underholdere sig, og fulgte dem et stykke tid, for at få beskyttelse fra røvere og banditter. De bragte nyheder og sange og alle var i bedre humør når der var gøglere eller skjalde til stede, for de nød at fremvise deres sære kunstner, så længe nogen var villig til at kaste dem en mønt eller to. De aftener havde pigerne det næsten okay med at være langt hjemmefra, for så glemte de alt om deres omgivelser, og fokuserede kun på de underlige sætninger, der kom ud af munden på manden med trækassen der havde strenge.

 

Dagene gik, og det blev koldere og koldere. Inden længe begyndte det at sne, og det forbavsede søstrene, at sneen var lige så hvid og kold, som den der faldt i England. Det virkede så forkert, nu hvor alt andet var så anderledes, at sneen skulle virke så bekendt.

     En nat, hvor det var koldere end sædvanligt, selv under fåreskind, lå pigerne lysvågne, og kiggede på den stjerneklare himmel.

“Tror du nogensinde vi vil komme hjem igen?” Spurgte den mindste.

“Nej. Det tror jeg ikke.” Svarede Agnes, og kiggede sørgmodigt ned på lillesøsteren.

“Aldrig?” Snøftede Sigrid. Denne gang fik hun ikke noget svar. “Hvad med vores broder? Får vi ham at se?” Blev hun ved. Storesøsteren sukkede dybt, og vendte ryggen til den lille.

“Læg dig til at sove.” Mumlede hun, og lukkede øjnene. Det gjorde ondt at tænke på. Alt var sket så ufatteligt hurtigt. De var med ukendte mennesker, på vej til en ukendt borg, i et ukendt land. Deres forældre var døde. Dræbt af det selvsamme folk, de nu skulle tjene resten af deres liv. Deres broder vidste ikke besked om pigernes velbefindende, og ville ikke have andet valg, end at tro de var blevet myrdet sammen med forældrene. Han ville ikke vide at de befandt sig i et andet land. Han ville leve resten af sine dage, og forbande danerne der tog hans familie fra ham. Det kunne Agnes godt forestille sig. Deres broder knælende i en kirke, der beder Gud om at hævne sig på danerne. Men disse mennesker frygter ikke Gud. De tror ikke på hans eksistens. Danerne er hedenske, og tror på Valhalla. De tror på Odin og Thor og Freja. Det kunne Agnes godt lide at høre broder Delmont og broder Cedric fortælle om. De snakkede om Midgård, Askgård og om jætterne og Loke. Men det er forkert at tro på disse guder. De findes ikke. Der findes kun en sand Gud. Han har intet navn, men det behøver han ikke. Han er stor og almægtig, og på ham skal man tro, for ellers kommer man i skærsilden. Det var med til at trøste Agnes. At tænke på danerne der skulle lide i skærsilden. Det havde de fortjent. Alle sammen. Måske ikke Hild, men hun var anderledes. Hun var venlig, og opførte sig som en moder for pigerne. Hende kunne de godt lide.

 

Langt om længe nåede de til Trelleborg. Fæsningen lå godt placeret mellem to krydsende åer, der beskyttede den på to sider, og der var blevet gravet en jordvold ved på sidste. Selve borgen bestod af en klynge langhuse omringet af en mur bygget af træ, bag volden og åerne. På indersiden af muren gik mænd klædt i krigstøj. De økser og spyd, der så ud til at være mindst halvt så tunge som dem der bar rundt på dem. Søstrene var målløse - de havde aldrig set noget lignende, og kunne ikke lade være med at stirre på bygningerne, der blev større jo nærmere de kom. De kom ind bag muren ved hjælp af en enorm bro der førte ind til en af de fire porte. Med vidt opspærrede øjne hjalp pigerne med at læsse af vognende, da Hild bad dem om det, ved at pege på sækkene med korn, og vise hvor de skulle hen. Da de var halvt færdige, blev vognene kørt ud af inderborgen, og de fulgte med ud til husene der lå omkring, hvor vognene igen blev stoppet, og pigerne endnu engang skulle hjælpe til med at bære på varer. Det var tungt og hårdt for de skrøbelige søstre, men Hild nikkede tilfredst til dem.

 

Der blev hurtigt fundet arbejde til de to nyankomne trælle. Der var nok at se til med alle de 700 mand der skulle have mad og drikke hver dag, og der var hele tiden tøj der skulle lappes og sys. Travlhed var der nok af på borgen, og det var som om danerne ventede på et eller andet. Agnes og Sigrid fik sjældent at vide, hvad der foregik udenfor voldene, men fangede nogle gange stykker af samtaler hist og her. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...