She who Was // HS oneshot

Jeg drukner mig selv. Jeg drukner mig selv i alkohol, og glemmer alt om hele din eksistens. Og det håber jeg virkelig er okay for dig. // Vinder af Harry Styles oneshot konkurrencen med mulighed 2, inspireret af titlen Sign of the times.

14Likes
8Kommentarer
952Visninger

2. ✈

Du var den smukkeste på denne Jord, og du var ingen andres end min. Jeg elskede dig mere, end jeg elsker at kigge på de hvide stjerner der pynter den mørkeblå himmel. Jeg kunne dufte dig når du ankom, selv når du ikke havde din signatur parfume på.

Mine øjne lå altid på dig, uanset hvad du var iført, eller hvor vi befandt os. Du var alt jeg havde, og jeg kunne ikke tænke mig mere. Men hvordan skulle jeg også kunne det?

Hele byen elskede dig, inklusiv mine forældre. Alle byens ungkarle prøvede at få dig, men du var helt tilfreds med bare at være min. Alt ved dig var en fornøjelse, og jeg var den eneste der kunne nyde dig hundrede procent. Alt den lykke jeg fik, og alt det på grund af et tilfældigt øjeblik. 

Så Samantha, dette er dedikeret til dig; mit livs kærlighed. Historien om hvordan vi mødtes skal pryde internettet, og det samme skal mindet om dig. Hvil i fred, min blomst. 

Det var en varm sommerdag. Solen varmede alt på jorden, og ikke en eneste sky var til at se på himlen. Det var den perfekte juli dag. Parkens græs var grønnere end normalt, og fyldt med et utal af mennesker, med picnic kurve, hundesnore og smil på læberne. 

Selv var jeg blot på vej på arbejde, og havde til min store forundring taget afsted for tidligt, og nød derfor at kunne tage den største omvej nogensinde, og gå igennem parken. Det var alligevel flottere end, at sidde udenfor en kontorbygning i en halv time. Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg skulle møde mit livs kærlighed på den omvej, som jeg strategisk valgte.

En hund løb ind i mit ben, og havde kigget forbavset op på mig, for at opdage hvad den havde gjort. Jeg havde sat mig ned på hug, og havde ladet hunden snuse til mine bukser, indtil den selv løb væk igen. Jeg havde altid ønsket mig en hund, og selvom jeg nu boede alene, et sted hvor det var tilladt at have kæledyr, så havde jeg stadig ikke anskaffet mig en firbenet bedste ven.

Det var en ting som jeg først fik gjort, da du opfordrede mig til det. Nu sidder jeg med billedet af Alberto i hånden, og husker hvordan han for altid vil minde mig om dig. 

Rundt i hele parken, på trods af den meget tidlige morgen, sad unge kvinder i lårkorte, blomstermønstrede og pastelfarvede, sommerkjoler, og smilte og grinte til de unge mænd de havde med sig. Det gjorde alle andre end dig, som sad alene i skyggen og læste i en bog. 

Bogen havde du liggende på dine lår, og din måde at sidde på, var ikke en typisk, kvindelig, 1950’er stilling. Du sad som en rodet teenager, der alligevel snart skulle på farten igen. 

Jeg lærte så meget mere om dig, end bare det. Du var ikke en teenager, for det første. Du var en kvinde, og nok den dejligste kvinde der nogensinde har været på denne jord. Måske det var derfor, at alle omkring mig endelig godkendte en af de piger, som jeg tog med hjem.

Havde jeg dog bare vidst, at jeg ikke ville kunne tage dig med hjem så mange gange, som jeg havde håbet på, så havde jeg måske holdt mig væk. Men hvordan kunne jeg det, når du sad og skinnede stærkere end solen?

Da du sagde dit navn, Samantha, passede det bare så godt til dig. Jeg kunne ikke forestille mig, at du hed noget andet. Din stemme var rolig og stabil, men stadig så forsigtigt, og delikat. Dit smil, var hvad der solgte mig til sidst. Jeg var nødt til, at lære dig at kende. 

Jeg havde spurgt dig, om du havde et arbejde. Det havde du, og tilfældigvis var det også din første dag. Din første dag, i samme kontorbygning som jeg var i. Det var skæbnen, ville nogle mene. I et stykke tid var jeg også sikker på, at det var din skæbne. Men med det udfald som vi havde, så kunne det umuligt være min skæbne. Hvis det var min skæbne, så ville jeg aldrig opleve noget skæbnebestemt igen. 

Så måske burde jeg komme hen til, da jeg begyndte at snakke til dig. Vi fulgtes hen til bygningen, du gik med bogen under din arm, og blev bare ved med, at sætte den ene, lille, lyserøde ballerina sko foran den anden. Din kjole flagrede så flot i takt med vinden. 

Vi snakkede, og ikke en eneste gang forsvandt smilet fra mine læber. Jeg kendte dig ikke, men jeg nød din stemme, og jeg nød dit selskab. Du havde ikke engang spurgt efter mit navn. Det var måske lige det, du havde ikke brug for nogle formaliteter, og du havde ikke brug for at vide, at du ville se mig igen. Måske vidste du det bare allerede. Jeg følte det i hvert fald med det samme. 

Vi snakkede om alt andet end os selv. Vi snakkede om verdenssituationen, og vi snakkede om samfundet, vores håb og drømme. Det var indtil den dag. Men jeg nåede at kende dig et stykke tid inden. Jeg var endda så heldig, at have fundet en lejlighed med dig. 

Men uheldigvis, kunne de kun redde mig, og ikke os begge. Jeg havde sagt, at de skulle finde dig. De mislykkedes, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan tilgive dem for det. Det behøves jeg selvfølgelig heller ikke, for de er det samme sted som du er. 

Jeg mindes dig hver dag, og resten af verdens befolkningen mindes dig en gang hvert år. De tilbeder de overlevende, og placerer os i deres bønder - beder for, at vi kommer over frygten, og sorgen. De beder for, at vi kan komme over dem vi mistede - både os der selv var tilstede, og de der ikke var. 

Datoen bliver husket af hele verdenen, klippene bliver spillet på alle nyhedskanaler i dagene op til, på selve dagen, og dagene efter. Internettet er fyldt med artikler og videoer, igennem hele september måned. Årh, hvor ville jeg ønske vi kunne have nydt hele september måned sammen. 

Du havde engang sagt, at det var din yndlingsmåned. Jo mere tid vi brugte sammen, jo mere begyndte jeg at holde af den første efterårsmåned. Nu drukner jeg mig selv i tårer og alkohol hver gang bladene bliver gule, og kalenderen endnu en gang skal vendes. Efterår. September. 

Efter mødet i parken, og efter den lange samtale på vej hen til bygningen, var vi stået af på hver vores etage. Jeg havde hverken fået dit efternavn, eller dit nummer. Jeg havde absolut ingen måde, at kontakte dig på, andet end at håbe på, at du ville sidde i parken igen dagen efter. 

Men det viste sig, at jeg var endnu mere heldig end det. Du ventede på mig ved den samme indgang vi var kommet ind ad tidligere, og du læste endnu en gang i din bog. Jeg har forresten stadig din bog, Sam. Men jeg kan ikke tage mig sammen til, at læse den. Det er jo din.

Mine forældre elskede dig, hvorimod dine forældre havde lidt mere imod mig. De var ikke klar på, at du ville tage en fyr med hjem, og jeg har heller ikke snakket med dem siden. Du sagde, at de ville elske mig med tiden. Måske ikke lige så hurtigt som de gjorde, men du lovede mig, at de ville holde af mig, når de havde vænnet sig til mig. Det fik de ikke muligheden for, gjorde de vel?

Jeg har brug for, at give nogle skylden. Men jeg kan ikke give den til nogen. Jeg kan bebrejde brandmændende eller alle de andre, uskyldige hverdagshelte, som løb ind efter dig og tretusinde andre mennesker. Jeg kunne give dem skylden, jeg kunne hade dem til evig tid. 

Men problemet er jo netop, at de reddede mig. De prioterede mig ikke, nej, jeg var bare heldig. Du ved, situationen kunne have været omvendt. Jeg ville ikke ønske dig den smerte, som jeg føler lige nu. Men jeg ville gøre alt for, at vi havde været på samme etage. Så ville vi måske kunne sørge sammen, over den voldsomme tragedie. 

Så ville vi måske kunne have ligget i sengen til klokken tretten endnu en gang, mens jeg bare kysser dig på din pande, kilder dig ved din talje, og ligger og lytter til dit charmerende, og utroligt bedårende grin. Jeg ville kunne stirre mig blind i dine øjne, og jeg ville kunne have mine hænder overalt på din krop, for ærligt talt, så var jeg ikke færdig. 

Jeg havde brug for længere tid med dig, og alle der nogensinde har mødt dig, ville sige det samme. 

Du er det rareste menneske, så venlig, og så imødekommende. Du tænker på alle andre end dig selv, og du er den største menneskekender. Men måske burde jeg ændre et ord her. For du er jo ikke længere, du var. Og det er det værste ved det hele. 

Jeg forstår det ikke. Det er ikke fair. Hvorfor kan det ikke være voldtægtsforbrydere eller mordere, der kommer ud for sådan noget? Hvorfor skal sådanne ting altid ske, for de mennesker vi har aller mest brug for på denne jord? Du ville jo for fanden redde planeten! 

Så ja, jeg vil tage til Afrika for dig. Så ja, jeg vil hjælpe med at opfører skoler i de fattigste lande i vores verden for dig. Ja, jeg vil udføre alle dine planer. For ja, jeg vil gøre alt det du ikke nåede. Generelt ville jeg, og vil stadig, gøre alt for dig. For Samantha, du fortjener det. 

Det burde have været mig, og ikke dig. Det burde have været mig den tirsdag. For jeg ville virkelig gerne give dig muligheden for at leve. Du var så god, og du burde have haft muligheden for at leve. 

Så Fanden tage, at vi skulle arbejde i den mest eftertragtede bygning i hele verden. Fanden tage, at vi arbejdede i det første tårn. Og Fanden være den, at han skulle tage dig fra mig. 

Så nej, jeg sørger ikke den ellevte september hvert år. Jeg drukner mig selv. Jeg drukner mig selv i alkohol, og glemmer alt om hele din eksistens. Og det håber jeg virkelig er okay for dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...