Fremlæggelsen

Novellen handler om en dreng, der bliver groft mobbet, eftersom hans far er i fængsel. Det er en spændende fortælling, hvor man får et indblik i hans liv og daglig dag.

1Likes
2Kommentarer
40Visninger

1. Fremlæggelsen

 

Jeg falder, falder så lang jeg er og rammer det hårde stengulv med et bum. Det var Silke der spændte ben for mig. “Nå Felix kan du nu heller ikke stå på dine egne ben mere, har du også taget stoffer som din far” hun griner, ikke på den måde man griner når nogen har sagt noget sjovt, hun griner hånligt og peger på mig. Jeg siger ikke noget rejser mig bare op, og går videre mens jeg kigger ned i gulvet. Det nytter ikke noget at sige det til en voksen, det vil bare gøre det hele værre, det bedste man kan gøre er at lade som ingenting. Det virker, Silke vender sig om, og begynder at sludre med sine veninder igen. De griner, sikkert af mig men jeg er ligeglad bare de lader mig være i fred.

Jeg går videre hen af gangen og får øje på at nogen har hængt en seddel op på mit skab, der står “kan du ikke bare skride i fængsel, til din far.” jeg skynder mig at rive sedlen ned og kaste den i skraldespanden inden det vækker for meget opmærksomhed, men nogen ser at jeg smider papiret ud og spørger. “Hvad var det du lige smed ud, et brev fra farmand” personen griner, præcis som Silke grinte lige før, de har alle sammen det samme hånlige grin. Jeg skynder mig ud i skolegården kl. er 11:25 og vi har lige fået spisefrikvarter, jeg spiser ikke noget jeg har ingen appetit. Jeg sidder bare helt stille for mig selv hele frikvarteret, det er den bedste måde ikke at blive lagt mærke til. Frikvarteret snegler sig langsomt fremad og det føles som flere timer, men heldigvis er de fleste optaget af en eller anden ligegyldig samtale. Der kommer kun nogle få spydige kommentare nu og her, men intet seriøst. Det ringer ind til time, vi har dansk i de to sidste timer. Jeg træder ind i klassen læreren er ikke kommet endnu, så gælder det bare om at liste hen til min plads uden at blive opdaget, men det er for sent. Silke og hendes klikke har fået øje på mig, de kommer hen til mig med hurtige skridt, og Silke skal lige til at sige noget. Men heldigvis træder vores dansklærer ind i klassen. “Sæt jer ned og ti stille vi har meget travlt”  siger vores dansklærer med en høj stemme. Alle sætter sig ned på deres pladser og tier stille, med alle andre lærere ville folk bare fortsat det de var i gang med men vores dansklærer har truet med at dem der ikke gør præcis hvad hun siger får skrevet hjem med det samme. “I får lektier for til imorgen. Jeg har lavet grupper med to i hver gruppe, jeres opgave er at lave en fremlæggelse om jeres makker.I skal beskrive jeres makkers gode og dårlige sider, men husk ikke at skrive noget grimt. I kan også være sammen efter skole hvis i gerne vil have bedre karaktere” sagde hun. åh nej, jeg kan ikke komme på en fra klassen jeg gider at være sammen med efter far er kommet i fængsel, jeg kan slet ikke forestille mig hvad de vil skrive om mig.

Vores dansklærer læser grupperne højt. “Katja og Martin, Fie og jens, Silke og …” jeg krydser fingre jeg håber virkelig ikke det er mig. “Klara”. yes, “ nej vent Felix du er Silkes makker” hvad, nej det her må bare ikke ske, nu skal Silke skrive, om mig. Jeg kigger over mod Silke hun sidder bare og smiler ondt, hun hvisker et eller andet til hendes sidemakker. Jeg kan slet ikke koncentrere mig nok til at høre hvad de siger. Jeg sidder bare og stirrer tomt ud i luften resten af timen, ikke at det er noget nyt men denne her gang er det et ekstra tomt blik. klokken ringer ud, jeg glemte helt at høre efter hvad læreren sagde i denne her time, det var vist nok noget med sammensatte ord eller noget i den stil. Silke kommer hen til mig. “nå Felix, hvad kan jeg dog finde på at skrive om dig. Hvad med Felix er en ensom lille gnom med en far som går rundt og sælger stoffer, nej vent det gør han jo ikke mere for han er smidt i fængsel, af for resten min far som er politimand og rent faktisk overholder reglerne” hun griner og kigger hånligt på mig. Jeg siger ingenting, ved ikke hvad jeg skal svare. Så hun fortsætter bare med at tale. “nå jeg vil altså gerne beholde mit gennemsnit på 13, så vi tager hjem til dig nu.Jeg når kun lige at åbne munden og sige “men…” inden hun afbryder mig. “så er det en aftale” siger hun og skubber mig ud af døren til klasseværelset. Der er ingen grund til at prøve at demonstrere jeg har tabt. Men jeg kan dog ikke skubbe tanken væk med hvordan hun vil reagere når hun ser vores lejlighed hvis man overhovedet kan kalde det en lejlighed. Mens vi går kommer jeg i tanke om at jeg skal ind og besøge min far i fængslet i dag. “Øhm, jeg skal altså ind og besøge min far i dag” siger jeg med en stille og usikker stemme. “perfekt” siger siger Silke.  “jeg kan næsten ikke vente med at begynde at skrive” hun griner og går videre”. Vi nærmer os der hvor jeg bor, jeg kan se at Silke ser en smule urolig ud, hun e rnok ikke vant til at gå i så fattige kvarterer. Hun bor sikkert i noget der er tættere på et prinsesseslot en et normalt hus. vi går op ad min opgang der ligger skrald over det hele og jeg får øje på Nina en ældre dame der bor lige under os hun ser træt ud. Hun kigger spørgende på  Silke. “Hvad laver sådan en nydelig ung dame i denne her del af byen.” Jeg svarer på Silkes vegne. “Hun er en af pigerne fra klassen, i skolen skal vi lave en fremlæggelse hvor vi beskriver hinanden.” Hun smiler. “Fremragende så kan du skrive om hvordan Felix mange gange har hjulpet mig op og ned af de her stejle trapper, og forresten kom han ned i sidste uge og hjalp mig med at lave mad, han er sådan en hjælpsom dreng.” jeg smiler til hende og går videre, jeg trækker Silke med mig. Jeg kan se at Silke er ved at sprækkes af bare latter. “Nå så det er det du laver i din fritid, hjælper gamle krager op og ned af trapper, når du ikke lige går rundt og sælger stoffer sammen med din far.” Nu kan hun ikke holde det inde længere hun står lige midt på trappen og skraldgriner. Jeg siger ikke noget låser bare døren op ind til lejligheden. Silke stopper med at grine da hun ser lejligheden. Den består kun af et rum med en slidt dobbeltseng en alt for lille sovesofa. Der ligger tomme pizzabakker og smadrede glas spredt ud over hele gulvet. Der er hverken køkken eller toilet, det er ikke fordi vi aldrig går på toilettet det foregår bare ude i en slags festivals toiletvogn som står ude i baggården, bare rolig der er også bad. Silke kigger rundt i lejligheden, hun er helt stum. Jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere, så jeg prøver at samle nogle af de ting der ligger spredt ud over gulvet op. Hun kigger på mig med hendes store blå øjne, hvis jeg ikke tager fejl så ser hun næsten helt medlidende ud. Sådan har hun aldrig set ud før. “Er det virkelig her du bor?” .Jeg nikker kort. “Hvor sover du henne?” Jeg peger på sovesofaen. “Men hvor er køkkenet og toilettet” hendes stemme bliver mere og mere urolig og usikker. “Der er en toiletvogn ude i baggården og vi køber altid vores mad.” hun sætter sig ned i sovesofaen og tager en dyb indånding. “Nå men burde din mor ikke være kommet hjem.” Siger hun med hendes normale stemme bare lidt mere usikkert end normalt, jeg kan mærke på hende at hun prøver at skjule hendes følelser. “Hun kommer ikke hjem vi møder hende på fængslet.” Jeg prøver at smile, men det lykkedes ikke rigtig. Så siger Silke: “Ok, men jeg er jo kun kommet helt herover med dig for at finde ud af noget om dig så lad os starte med… “hvad er din yndlingsfarve?” Silke fortsætter med at stille mig ligegyldige spørgsmål, jeg stiller også nogle spørgsmål men jeg glemmer alle svarene. Det hele er lidt mærkeligt. Pludselig får vi travlt, for vi skal nå bussen til fængslet. Det er faktisk ret rart at komme væk fra lejligheden, jeg er ikke så vild med når andre mennesker ser hvordan vi bor. Busturen er kort, vi bor ikke særlig langt væk fra fængslet. Imens vi sidder i stilhed kommer en gravid dame med en barnevogn og spørger om hun må få vores sæder. Silke giver hende et koldt blik og siger “Nej hvorfor skulle vi give vores pladser til en fed ko som dig”. jeg rejser mig og siger. “Jeg undskylder overfor min vens opførsel selvfølgelig må du få vores pladser” Damen smiler til mig og jeg hjælper hende op at sidde og holder barnevognen får hende. Det er en lille sød dreng der ligger i barnevognen, han ligner faktisk ret meget mig fra et af de billeder min mor har af mig. Silke rejser sig trodsigt op og følger med mig længere op i bussen. “Hvad var det hvorfor lod du damen tag vores pladser?” spørger Silke. Jeg ved ikke hvorfor men jeg føler mig pludselig mere modig og siger. “Fordi hun var gravid og fordi jeg faktisk er sød overfor andre mennesker i forhold til visse andre.” Til min store forbavselse siger Silke ikke noget til det, hun sidder bare stille og kigger ud af vinduet. Bussen stopper lige ude foran fængslet og jeg kan se min mor vinke da bussen stopper. Hun ser spørgende på mig da hun får øje på Silke. “Hvem er det” spørger hun. “Det er en af pigerne fra min klasse, vi skal lave en fremlæggelse til imorgen hvor vi beskriver hinanden.” svarer jeg. “Nå så nu kan vi bare invitere alle mulige mennesker ind og se far, som om han var et eller andet dyr.” siger mor frustreret. Hun begynder at gå hen mod indgangen. “mor…” råber jeg efter hende men hun går bare videre. “Hvad gik de lige ud på.” spørger Silke. Jeg svarer ikke, jeg har ikke lyst at fortælle om hvordan min mor har det her for tiden. Hun kommer altid sent hjem og når hun kommer hjem sidder hun bare og græder det halve af natten væk indtil hun falder i søvn. Hun er lige for nylig blevet arbejdsløs, så hun siger hun bruger hele dagen på jobsamtaler. Jeg er ikke helt sikker på om det er hele sandheden. Mig og Silke begynder at gå hen imod indgangen, ingen af os siger noget. I fængslet skal vi igennem en sikkerhedskontrol ligesom i lufthavnene. Mor står allerede på den anden sidde og venter hun ser ikke helt tilfreds ud med at Silke er med. En ung politimand følger os hen til min fars cele/værelse. Min far sidder og ser fjernsyn, han rejser sig da vi kommer ind. Mig og mor løber hen til ham og giver ham den største krammer, Silke holder sig lidt i baggrunden. “Vi har virkelig savnet dig.” siger mor. “Jeg har virkelig også savnet jer siger far og smiler bredt. Han får øje på Silke. “Hvem er det.” spørger han, han virker slet ikke sur. “Det er Silke fra min klasse, vi skal lave en fremlæggelse om hinanden i skolen.” siger jeg. “Spændende” siger far, jeg kan mærke på ham at han ikke mener det. jeg ville heller ikke have det så rart hvis jeg sad i fængsel og en eller anden pige jeg ikke kendte skulle skrive om min familie. “Nå er der sket noget nyt der hjemme” spørger far til mor. “Ikke rigtig, jeg har været til en masse jobsamtaler men uden held.” åhh nej skulle hun virkelig nævne at hun var arbejdsløs imens Silke er her. Silke siger slet ikke noget hele besøget hun står bare og kigger ned i jorden. Mor og far snakker om alt det de har gået og lavet. Da vi skal sige farvel begynder min mor at græde, hun har svært ved at klare tanken om at vi efterlader far i fængslet. Jeg kan ikke holde det inde længere. jeg begynder også at græde ikke voldsomt, men nok til at mine forældre opdager det og giver mig en krammer, det er rart. Men det gør ingen forskel far skal stadig blive i fængslet. jeg ville bare sådan ønske at jeg havde fundet ud af at han solgte stoffer noget før, så jeg kunne hjælpe ham. Det ville nok ikke gøre nogen forskel, men så ville jeg i det mindste vide at jeg havde prøvet. Pludselig kommer jeg i tanke om at Silke stadig er her, så jeg tager sammen og holder op med at græde. Jeg tørrer mine øjne og kigger over mod Silke hun kigger stadig ned i gulvet. Vi går ud fra fængslet og jeg vinker farvel til Silke hun vinker tilbage med et alvorligt ansigtsudtryk. Jeg er ikke sikker på om det er et godt eller dårligt tegn.  Mig og mor tager bussen hjem til vores lejlighed. Men kort efter vi er kommet hjem ringer telefonen, mor beder mig om at tage telefonen. Det er en kvinde der ringer, hun lyder fuld. Jeg kan ikke helt tyde hvad det er hun siger men hun nævner min mors navn så jeg skynder mig bare at aflevere telefonen til hende. Jeg sætter mig ned på sovesofaen og begynder på min fremlæggelse. Jeg kan høre mor siger noget om at hun nok skal komme med det samme. “Undskyld skat men jeg bliver altså nødt til at gå.” jeg siger det er okay selvom jeg allermest har brug for at hun bliver hjemme. I min fremlæggelse beskriver jeg en sød omsorgsfuld pige, jeg ved ikke hvem jeg beskriver jeg ved bare at det ikke er Silke. Hvis jeg skulle lave en fremlæggelse som virkelig beskrev hende ville jeg nok blive mobbet resten af mit liv. Da jeg er færdig prøver jeg at ligge mig til at sove men jeg kan ikke, jeg kan ikke lade være med at forestille mig hvad der kommer til at ske i morgen. Jeg vågner ved lyden af min mor der kommer hjem, jeg tager tøj på og spiser et æble inden jeg tager afsted. “farvel, jeg tager i skole nu.” siger jeg på vej ud af døren. jeg kan kun svagt høre mor inde fra den anden side af døren. “Farvel” selvom jeg næsten ikke kan høre hende kan jeg høre at hun ikke er helt på toppen.  Jeg når lige præcis ind i klasseværelset inden klokken ringer, på den måde undgår jeg mest mulig kontakt. Jeg sætter mig helt lydløst ned på min plads, vores dansklære kommer ind. “nå, er alle færdig emed deres fremlæggelse.” siger hun. Alle svarer ja i kor. “super godt, hvem vil starte.” spørger hun. Silke rækker fingeren op, jeg er ikke sikker på om det er godt eller skidt. “Okay som kom du her op og fortæl os om din makker.” nu sker det. “Jeg skal fremlægge om Felix.” begynder hun. “I forventer nok alle sammen at jeg nu vil sig en masse onde ting om Felix og det troede jeg faktisk også selv at jeg ville, ind til det gik op for mig hvordan han i virkeligheden har det. Felix er den person i klassen som  har det aller hårdest, derhjemme bor han alene med sin mor fordi hans far er i fængsel, og alligevel er der ingen der hjælper ham, vi gør faktisk alle sammen det modsatte. Det kan godt være at du ikke direkte har sagt eller gjort noget ondt imod ham, men ingen af os har støttet eller forsvaret ham. Jeg kan ikke engang forestille mig hvordan det må være at komme i skole hver dag og blive mindet om at ens far er i fængsel ikke engang på en sød måde, men på en ond og ufølsom måde. Han bliver hver dag mobbet fordi hans far er i fængsel, det har han da overhovedet ikke fortjent på nogen som helst måde. Hvad har han gjort. Og efter en lang dag med mobning lykkedes det alligevel for ham at tænke på andre mennesker. Jeg har aldrig mødt nogen tæt på at være lige så omsorgsfulde som ham, vidste i at han mange gange har hjulpet en gammel dame i hans opgang selvom han faktisk selv har brug for hjælp, jeg har aldrig gjort noget så sødt for nogen, tror jeg. Felix jeg vil gerne slutte af med at undskylde, jeg ved godt at det overhovedet ikke er nok i forhold til hvad jeg har gjort imod dig, men det er i hvert fald en start. Og alle der er enige med rejser sig lige nu.” Hun kiggede rundt i klassen, alle så helt forbavsede ud, men så begyndte de alle sammen en efter en at rejse sig op. “Nu ved jeg at jeg taler for alle når jeg siger undskyld, undskyld for alle de ting vi har sagt og gjort imod.” Sagde hun højt, og alle gentog i kor. “Undskyld.” Jeg sidder bare der, jeg kan slet ikke beskrive hvad der sker inde i mig.

 

 

Skrevet af Frederikke From

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...