Trelleborgs porte

14-årige Vana bliver dybt ulykkelig, da hendes bror, Toke, tager afsted på sit første vikingetogt, og dermed efterlader hende alene med resten af familien i Trelleborg.
Hun har nu ansvaret for sin mor, Gudrid, og lillesøster, Astrid, men hvordan er det at være 14 år, og have lovet sin storebror at passe på familien, når man samtidig snart skal giftes, og oveni købet også bliver hjemsøgt af mærkelige drømme?
Og hvad gør man, når der pludselig kommer en fremmed til byen, og tilbyder én en helt anderledes fremtid?

// Mit bidrag til 'skriv dig ind i historien'-konkurrencen. Antal tegn: 23.701//

18Likes
35Kommentarer
1108Visninger
AA

5. Kapitel 4 | Vølven

Vølven

På et eller andet tidspunkt måtte hun være faldet i søvn, for hanens galen vækkede Vana efter en lang nat.

Og dagen syntes at snegle sig afsted for Vana.

   Hun startede med at hjælpe Gudrid ved væven, derefter legede hun lidt med Astrid, fodrede dyrene og spandt garn, indtil hendes moder spurgte hende, om hun ikke kunne gå ud til afgrøderne og sørge for, at fuglene ikke spiste dem.

   Vana prøvede at få sig selv til at vågne op, mens hun gik op til deres jordlod udenfor palisaden. På vejen hørte hun rygterne om Vølven og hendes følge. En af Sydportens vagter, Leif, sagde til hende, at hun skulle passe på ude på marken, for ellers kom Vølven og spiste hende.

   Det blev sagt, at kvinderne holdt til ude på marken, som for at protestere over Herse Ulfs opførsel, og at der sneg sig nogle af borgens beboere ud om natten med mad og gaver til Vølven. Rygterne sagde, at Ulf ikke turde sende dem væk endnu en gang, fordi han var bange for Vølve Sigrid.

  

Da Vana fik øje på marken, stoppede hun op.

   En flok ravne havde slået sig ned på jorden. De hoppede og hakkede rundt i de nye spirer, og Vana gik tøvende tættere på. Ravnene vendte deres hoveder og så med mørke øjne på hende.

   Ethvert hår på Vanas krop rejste sig, og hun trådte et par skridt tilbage. Ravnene fortsatte med at rode og hakke i jorden, og Vana vidste, at hun burde gøre noget. Hun kunne bare ikke.

   Hun var bange. På grund af drømmen, men også fordi ravnene var et dårligt varsel. Det måtte de være, og hun vidste ikke, hvad der ville ske, hvis hun prøvede at jage dem væk.

 

”Din moder bliver ikke glad for at høre, at du bare stod og så på, imens ravne ødelagde hele høsten,” lød en stemme pludselig bag Vana.

   Vølven kom op ved siden af hende. Hendes fingre holdt om bronzestaven på sammen måde som sidst Vana havde set hende. Stærk, som Midgårdsormen. Hun var uden sit følge, men Vana vidste stadig ikke, om det var en god ide at snakke med den hedenske kvinde. På den anden side var hun også lidt nysgerrig.

 ”Du behøver ikke være bange, jeg bider ikke. Det gør din moder til gengæld, når hun ser sine afgrøder.” Hun pegede med staven ud på ravnene, der stadig var godt i gang med at hærge deres jordlod.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” fik Vana endelig over sine læber, men hun så ikke op fra sine fødder.

”Du kunne starte med at jage fuglene væk.”

”Det tør jeg ikke.”

”Det tør du ikke? Hvorfor dog ikke?” Vølven lød en smule forbavset, og Vana kunne mærke hendes blik på sig. Hun lod sin hånd lande på Tokes kniv.

”Ravne er et dårligt tegn, så jeg er bange for at gøre det hele værre, hvis jeg skræmmer dem væk.”  

   Vølven lo en hæs, men hjertelig latter.

”Hør, jeg skal nok hjælpe dig med at jage ravnene væk, hvis du til gengæld viser mig den kniv, du har i bæltet.” Vana, der ikke turde afvise Vølven, nikkede.

   Vølven gik tværs ind over marken og begyndte at skænde ravnene væk, mens hun viftede vildt med sin stav. Vana havde nok forventet noget mere elegant eller måske ligefrem forbudt og hedensk, men ravnene forsvandt, og det var det vigtigste.

 

Vølven rakte en spinkel hånd frem mod Vana, som straks tog kniven ud af bæltet og lagde den i hendes håndflade. Fingrene undersøgte kniven med stor grundighed, men endte med at hvile på udskæringen.

”Sjovt at have en kniv med en ravn på og så være bange for dem, synes du ikke?”

   Vana så flovt ned på sine fødder igen og mærkede, hvordan hendes kinder begyndte at blusse. ”Jeg har fået den af min storebror.”

”Din storebror? Det er da ikke pænt af ham at drille dig på den måde.”

”Det er ikke ondt ment. Det er hans afskedsgave til mig, nu hvor han er taget ud på togt med de andre mænd.”

   Vølven nikkede eftertænksomt, men holdt stadig blikket på ravnen under sin fingernegl.

”Men hvorfor en ravn? Ville det ikke have været mere passende med et mere … fredeligt dyr?”

   Vana lod fødderne skrabe rundt i jorden under sig. Hun vidste ikke, om det var en god ide at fortælle Vølven om sine drømme. Men på den anden side kunne hun måske hjælpe hende med at finde ud af, hvad de betød?

”Toke ville aldrig gøre sådan noget mod mig. Det er fordi, at jeg…” Hun gik i stå, det lød tåbeligt at sige.

”Du hvad?” De mørke øjne så afventende på Vana.

”Jeg drømmer tit om ravne.”

   Vølven løftede det ene øjenbryn, men udtrykket i hendes øjne var ikke til at læse. ”Du drømmer om ravne?” konstaterede hun.

   Vana nikkede.

”Interessant,” sagde Vølven og satte kurs mod græsset udenfor loddet. Hun gjorde tegn til, at Vana skulle følge efter. ”Fortæl mig om din drøm, lille ravn,” sagde hun, da de havde sat sig ned.

   Vana tøvede, men turde ikke at gøre andet, end hvad Vølven bad hende om. Så hun genfortalte hele drømmen, hver eneste detalje. Ja selv, hvordan det føltes at vågne.

”Det er som om, at nu hvor han er taget af sted, så er drømmen blevet værre. Mere voldsom,” sluttede hun af og så afventende på Vølven.

   I stedet for at sige noget tog hun fat i Vanas hånd, lagde kniven i hendes håndflade og lukkede hånden om kniven.

”Tror du … at den betyder noget? Altså drømmen?” Vølven så på Vana med intense øjne, og kiggede ud på marken, som nu var fri af ravne.

”Det er svært at sige. Nogle gange betyder drømme slet intet. Men hvis din gør, vil du nok vide det, når tiden er inde.” Det underlige svar gjorde Vana forvirret, og hun så skiftevis på Vølven og på kniven i sin hånd.

”Hvad med ravnene? De er altid med i drømmen. Betyder de ikke noget?”

Vølven så på Vana og sukkede.

”Ravne er sjældent et godt tegn, når vi snakker drømme. De er ofte et dårligt varsel, også selvom de er tro mod Odin.” Hun kiggede på kniven i et kort stykke tid. ”Odin er helt sikkert også den enøjede mand i din drøm, men det havde du nok allerede haft på fornemmelsen.”

   Vana nikkede svagt. Hun vidste, at Odin var gudernes konge, en af de gamle guder, og at han havde ravnene Hugin og Munin som så og hørte alt.

”Alfaderen er ikke kun gudernes konge, men også krigens og visdommens gud. Jeg har før mødt og snakket med ham, når jeg laver sejd.” Vana vidste, at sejd var en slags trolddom, der gjorde Vølven i stand til at spå om fremtiden. ”Han er tæt forbundet med Vølvens kunst, og kommer derfor også til syne i mange drømme.”

”Tror du, han prøver at fortælle mig noget? Om Toke måske?” Vana kunne mærke et smil presse sig på bare ved tanken om Odin, der måske holdt hånden over Toke, men det forsvandt hurtigt, da hun så Vølvens blik.

”Det er svært at sige. Du vil vide det, når tiden er inde.”

 

De to kvinder sad i tavshed noget tid, imens de lyttede til hverdagen i Trelleborg på den anden side af palisaden.

”Hvor gammel er du, lille ravn?”

”Tretten, snart fjorten somre.” Et forsigtigt smil kom til syne på Vølvens ansigt.

”Så er det snart ved at være tid til at finde en ægtemand, er det ikke?” Vana skar en grimasse, fortrød dog hurtigt igen, og skjulte sit ansigt mellem sine knæ. Hun nikkede som svar på Vølvens spørgsmål.

”Jeg kan huske, da jeg var på din alder. Det var der jeg fik mine første drømme og begyndte at vise evner som Vølve, ellers var jeg nok også blevet giftet bort til en eller anden tilfældig mand med god medgift.” Hun slog en høj latter op, så hendes ustyrlige krøller hoppede op og ned langs hendes ryg. Vana løftede hovedet og kiggede på kvinden med nye øjne.

”Hvordan er det? Altså slet ikke at være gift?”

Vølven smilede. ”Jeg er fri som fuglen. Jeg kan gøre, hvad der passer mig, uden at tænke på at jeg skal sætte mig selv i livsfare ved at føde børn, og jeg behøver ikke at bruge hele min dag med husarbejde.”

”Men er der ikke tider, hvor du fortryder, at du aldrig er blevet gift?”

Vølven rystede på hovedet.

”Næh. I stedet får jeg lov til at rejse riget rundt, møde hver stormand og bonde, og blive behandlet med samme respekt som en konge. Er det ikke meget bedre end at være gift og trisse rundt derhjemme, i den samme, gamle landsby?”

   Vana så længe på Vølven. Hun havde aldrig tænkt på, at der var en anden mulighed end at blive gift. Hun havde altid forestillet sig, at hun skulle giftes med en mand, som Thorbjørn fandt til hende, og det ville være det. Men her var der en kvinde, som levede et helt andet liv, end hun nogensinde kunne havde forestillet sig.

”Det er selvfølgelig ikke det samme længere, nu hvor Hvide Krist er kommet til vort rige, men danerne ærer mig stadig med stor respekt og-”

”Vana? Vana!” Vølvens blev afbrudt af Gudrids stemme, og da Vana så sig om, stod hendes moder ved Sydporten og så strengt på hende. ”Jeg har brug for din hjælp i huset!” råbte hun og gjorde tegn til, at hun skulle følge med.

   Vana udvekslede blikke med Vølven, som tænkte de det samme ved synet af Gudrid.

”Gid jeg kunne leve ligesom dig,” hviskede hun og kvinden smilede igen.

”Hvem ved? Måske kommer jeg og henter dig engang i fremtiden, når jeg får brug for endnu en kvinde i mit følge?” Hun blinkede til Vana, rejste sig og gik langs loddet.

   Det sidste, Vana hørte Vølven hviske, var: ”Held og lykke, lille ravn,” før Gudrid igen kaldte på hende. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...