Trelleborgs porte

14-årige Vana bliver dybt ulykkelig, da hendes bror, Toke, tager afsted på sit første vikingetogt, og dermed efterlader hende alene med resten af familien i Trelleborg.

Hun har nu ansvaret for sin mor, Gudrid, og lillesøster, Astrid, men hvordan er det at være 14 år, og have lovet sin storebror at passe på familien, når man samtidig snart skal giftes, og oveni købet også bliver hjemsøgt af mærkelige drømme?

Og hvad gør man, når der pludselig kommer en fremmed til byen, og tilbyder én en helt anderledes fremtid?

// Vandt 'Skriv-dig-igennem-historien-konkurrencen //

18Likes
35Kommentarer
1455Visninger
AA

4. Kapitel 3 | Drømme

Drømme

Den aften drømte Vana. Den samme drøm som altid.  

   Den startede som den plejede. Vana stod på en forhøjning under et kæmpestort træ, hvis krogede grene strakte sig ud i tomheden foran hende. Det eneste hun kunne høre, var bølgernes slag mod kysten.

   Træets grene vajede blidt i vinden, og det var som om de voksede sig større og større hvert øjeblik, som prøvede træet at nå himlen.

   Stilheden blev brudt af skrig i det fjerne. Ravneskrig. To ravne kom til syne som sorte ånder på himlen og landede i træets krone. De begyndte at hakke i barken, og inden længe kom der flere ravne til. Skrigene blev højere og flere, og til sidst var hele træet dækket af ravne.

   Vana så til, mens træet sank i jorden. Hun prøvede at jage fuglene væk, men de hakkede ud efter hende. Febrilsk viftede hun med armene for at skræmme dem væk, men det var som om der kom endnu flere fugle til.

   ”Stop!” skreg hun med tårerne trillende ned ad kinderne, og et hjerte der bankede afsted som en hest uden rytter.

Ravnene stoppede deres hakken, og en tordnende stilhed faldt over dem. Deres mørke og døde øjne vendte sig mod hende.

   Som var de én, lettede de alle fra træet og omringede Vana i en storm af fjer. Skrigene blandede sig, og til sidst lød de som menneskeskrig. Mænd, kvinder, børn. De skreg i smerte, efter hjælp.

   Vana holdt sig for ørerne, men skrigene blev bare højere og mere smertefulde. Mørket omsluttede hende, og hun prøvede at kæmpe sig ud igennem muren af fjer, men det var nyttesløst.

   Hun slog ud efter fuglene og var lige ved at give op, da der endelig kom et hul i muren, og et ansigt kom til syne imellem fuglene.

Toke lignede sig selv, men hans nøddebrune hår fik en mudret farve i mørket, og Vana kunne næsten ikke se hans fregner. Øjnene havde dog stadig sit sædvandelige glimt, og hun mærkede panikken forsvinde fra sin krop. Toke var her, alt var godt. Om lidt ville han omfavne hende, og drømmen ville forsvinde.

   Han smilede til hende, og Vana rakte ud efter ham, men så snart hendes fingre rørte hans kind, forsvandt smilet. Ansigtet druknede i fjerene, og Vana prøvede at gribe ud efter ham.

   En gammel mand med langt, gråt hår og skæg kom til syne. Hans pande havde dybe folder, og han gik næsten i et med ravnenes mørke. Hans øje var lyseblåt og klart som en skyfri forårshimmel. Der, hvor det andet øje skulle have siddet, var der et gabende hul, som om ravnene havde hakket det ud.

   Vana trak forskrækket hånden til sig, og ansigtet forsvandt igen. Bølgen af mørke omsluttede hende, og der gik ikke længe, før at mørket havde slugt hende fuldstændig. Hun hev efter vejret, og mærkede luften sive ud af sig.

   ”Vana!” hørte hun Toke skrige.

 

Vana vågnede op. Hendes krop rystede, og svedperler løb ned af hendes tindinger. Blodet fossede igennem hendes årer.

   Hun kiggede rundt efter Toke.

Hun kunne sværge på, at hun havde hørt ham kalde hendes navn, men hvor var han?

   Virkeligheden ramte hende som et slag i maven, og hun mærkede al luften blive suget ud af sig. Toke var på togt. Han var ikke her, lige meget hvor meget hun så end ønskede det.

   Vana trak vejret tungt og tog kniven frem. Bladet glimtede mat i det svage lys fra månen, der slap igennem hullet i gavlen. Hun lod fingeren hvile på ravnen, mærkede linjerne i benet.    

   Hun lukkede øjnene og sukkede. Vana så Tokes ansigt for sig, håret, fregnerne og øjnene. Hun forestillede sig hans omfavnelse, egestammerne, der lukkede sig om hende, og til sidst stoppede hendes krop med at ryste.

  

Til tider ville Vana ønske, at hun kunne fortælle Gudrid eller Torbjørn om drømmene, men hun vidste, at det aldrig ville kunne lade sig gøre, fordi hun drømte om de forbudte guder. Det måtte ikke blive et rygte, at Vana Torbjørnsdatter havde drømme om de forbudte guder i Hvide Krists borg. Det ville bringe skam over hele deres slægt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...