Trelleborgs porte

14-årige Vana bliver dybt ulykkelig, da hendes bror, Toke, tager afsted på sit første vikingetogt, og dermed efterlader hende alene med resten af familien i Trelleborg.
Hun har nu ansvaret for sin mor, Gudrid, og lillesøster, Astrid, men hvordan er det at være 14 år, og have lovet sin storebror at passe på familien, når man samtidig snart skal giftes, og oveni købet også bliver hjemsøgt af mærkelige drømme?
Og hvad gør man, når der pludselig kommer en fremmed til byen, og tilbyder én en helt anderledes fremtid?

// Mit bidrag til 'skriv dig ind i historien'-konkurrencen. Antal tegn: 23.701//

18Likes
35Kommentarer
1118Visninger
AA

3. Kapitel 2 | Et følge kommer til borgen

 Et følge kommer til borgen

De næste dage gik langsommere end gamle Frode, og selvom Vana var beskæftiget med masser af forskellige gøremål som at lave mad, væve og samle urter, tænkte hun stadig alt for meget på Toke. Selv ikke at egen endelig var sprunget ud hjalp på hendes humør.

   Hun hjalp Gudrid med husarbejdet og passede lillesøster Astrid, imens hun lavede mad eller vævede.

   Tokes kniv havde hun sat fast i sit bælte. Hun lod den aldrig ude af syne. Det var som om, hun havde en lille del af Toke med sig rundt, som om han stadig var i Trelleborg.

 

En dag kom to kvinder op til huset, imens Vana og Astrid passede ilden. De snakkede med Gudrid, og Vana overhørte nogle brudstykker af deres samtale.

”Hvad med Vana? Er det ikke snart ved at være tid?” spurgte en af kvinderne og sendte Vana et hurtigt blik. Lad Freja forbande dem og deres nysgerrighed, tænkte Vana.

Gudrid trak bare på skuldrene. ”Jeg tror, at det er bedst, at vente til Torbjørn vender hjem.”

”Men er hun ikke allerede fjorten somre?” Den anden kvinde så overrasket på Gudrid.

”Jo næsten, men jeg synes, at Torbjørn skal have indflydelse på, hvem der skal være hendes ægtemand, og på hvor stor medgiften skal være. Det er vigtige beslutninger.”

De to kvinder rystede på hovedet, men gik deres vej, hviskende om Vanas skæbne.

   Mere havde hun ikke hørt om sit fremtidige giftermål, selvom hun vidste at tiden pressede sig på, og at det nok ville blive besluttet, så snart Toke og Torbjørn kom hjem.

 

En uge gik, og pludselig var der vild opstandelse i hele Trelleborg. Et følge var ankommet til pladsen, og straks var der blevet sendt bud efter borgens herse, Ulf.

   Rygterne spredte sig som en ildebrand, og Vana satte i løb mod pladsen.

  

Da hun nåede frem, havde alle Trelleborgs beboere stillet sig i en halvmåne omkring det nyankomne følge, der bestod af syv skikkelser, en mere fremtrædende end de andre seks.

   Vana skubbede sig ind mellem folk, og det første hun lagde mærke til, var at alle syv nyankomne var kvinder. Alle flokkedes omkring følget, og Vana hørte en mand sige: ”Der er kommet en vølve til borgen!”, og en anden hviske tilbage om herse Ulf mon vidste noget om det.

   Kvinden var iklædt en lang, blå kappe der nåede til fødderne. I sin hånd holdt hun en stav lavet af kobber, dekoreret med noget der lignede kostbare sten på toppen. Hånden var bleg og neglene lange, og grebet strammede sig om staven, som var det Midgårdsormen der bed i sin egen hale.

På brystet bar hun en kæde af glasperler, der glimtede i forårssolen og fangede Vanas øjne.

   De seks andre kvinder var yngre end kvinden med staven. De bar alle sammen kapper foret med dyrepels og stod tæt sammen i en lille klynge.

 

Vana havde hørt om vølverne. De var ugifte kvinder med særlige evner som gjorde, at de kunne komme i kontakt med ånderne og guderne. De kunne spå om alt, fra vejret til hvordan det næste togt ville gå, og forbande og velsigne alt fra mennesker til årets høst.

   De var ærede af selv de største konger blandt danerne, men Vana havde aldrig nogensinde set en vølve før i sit liv.

   Kvinden kiggede over mod hende, og det føltes som om Vanas hjerte krummede sig helt sammen, som om Vølven kunne kigge direkte igennem hende. Vana skyndte sig at kigge på sine fødder.

 

Idet Vana så væk, hørte hun hvordan nogen begyndte at mase sig igennem flokken. Der lød høje eder og protester, og Vana fik også selv en albue i ansigtet, da herse Ulf skubbede sig forbi hende.

”Hvad foregår der!?” tordnede han.

Da ingen svarede med det samme, trådte kvinden med staven frem og præsenterede sig selv; ”Jeg er vølven Sigrid, og dette -” hun gjorde tegn til de seks kvinder bag sig, ”er mit følge. Vi har rejst langt og søger husly for natten.”

”Her er ingen husly for hedninge som dig. Hvor vover du at søge om ly i en borg velsignet af Kong Harald og Hvide Krist? Her er ingen plads til dine vantro trolddomskunstner og døddrukne guder!”

En hvisken bredte sig, og Vana lagde mærke til de ængstelige ansigter i mængden.

”Er gæstfrihed måske ikke også et af Hvide Krists bud?” spurgte Vølven.

”Ikke for hedninge som dig. Forsvind, inden du bringer skam over Hvide Krists borg!”

Vølven så længe på Herse Ulf, men vendte sig så om og viftede sit følge med sig.

   Vana så kvinderne forsvinde ud igennem Sydporten, den samme som Toke også var forsvundet ud af.

 

Det var som om tiden var gået i stå i Trelleborg i de få øjeblikke optrinnet havde varet, og nu var alle igen i gang med hverdagens arbejde. Trællene bar tønder over pladsen eller satte kurs mod markerne, kvinderne gik tilbage til arbejdet i husene, for at væve, tænde op, fodre dyrene og passe børnene. De få mænd der var tilbage vendte også tilbage til deres arbejde.

   Herse Ulf så ikke så frimodig ud som Vana havde forventet, men snarere gram i hu, som kunne han bryde ud i eder og tordenskrald så snart det skulle være. Vana skyndte sig hjemad. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...