Trelleborgs porte

14-årige Vana bliver dybt ulykkelig, da hendes bror, Toke, tager afsted på sit første vikingetogt, og dermed efterlader hende alene med resten af familien i Trelleborg.
Hun har nu ansvaret for sin mor, Gudrid, og lillesøster, Astrid, men hvordan er det at være 14 år, og have lovet sin storebror at passe på familien, når man samtidig snart skal giftes, og oveni købet også bliver hjemsøgt af mærkelige drømme?
Og hvad gør man, når der pludselig kommer en fremmed til byen, og tilbyder én en helt anderledes fremtid?

// Mit bidrag til 'skriv dig ind i historien'-konkurrencen. Antal tegn: 23.701//

18Likes
35Kommentarer
1107Visninger
AA

2. Kapitel 1 | Afsked

Afsked

Tokes omfavnelse lukkede sig om hende. Vana forestillede sig, at hans arme var de solide egestammer der omkransede Trelleborg.

   Hun havde ikke lyst til at give slip, og da broderen endelig trak sig væk, var det som om al varmen forsvandt fra hendes spinkle krop. Hun ville gerne sige til ham, at han skulle blive, at hun ikke forstod, hvorfor det togt kunne betyde mere for ham end hans lillesøster, men hun vidste, at det ikke ville gøre nogen forskel.

   I stedet kiggede hun bare op på ham og mærkede et dybt stik af vemod.

 

”Vana, du ved, at jeg ikke kan blive.” Hans stemme var lavmælt og svær at høre på grund af postyret bag ham. Mænd der råbte til hinanden, pakkede mad til rejsen, sleb sværd og økser en sidste gang, imens andre sagde farvel til deres familier.

”Jeg kommer til at savne dig.” Hun opgav at trygle ham om at blive tilbage og omfavnede ham endnu en gang.

”I lige måde.” Han gav slip på hende, men greb så hendes hånd. ”Lov mig, at du passer godt på moder og Astrid.”

”Det skal jeg nok.”

”Godt, så vil den her måske hjælpe dig.” Toke placerede en kniv i Vanas hånd. Bladet var slebet blankt, og skaftet var lavet af ben. I benet var der skåret en ravn.

”Det er fuglen, du altid drømmer om.”

”Ja. Du har ikke sagt noget til moder eller fader, vel?” Vana lod fingeren danse over udskæringen.

Toke rystede på hovedet. ”Selvfølgelig ikke.”

”Tak,” hviskede hun og knugede kniven ind til sig. Toke var den eneste, der vidste noget om hendes drømme, og om hendes frygt for at blive fæstet bort. Toke var den eneste, der vidste noget som helst. Det var derfor, han ikke måtte tage af sted.

 

”Toke, vi skal afsted nu.” Vanas far, Torbjørn, lagde sin store hånd på Tokes skulder og begyndte at trække ham med over til resten af mændene. Toke vendte sig kort mod Vana.

”Når jeg kommer tilbage, skal jeg nok fortælle dig, hvordan det er at drage i viking,” hviskede han.

”Vi ses, Toke.”

”Vi ses, min lille ravn.” Han blinkede til hende og forsvandt sammen med resten af mændene gennem Trelleborgs mægtige egetræsporte.

 

Gudrid græd ikke den aften, selvom Vana kunne mærke, at mændenes fravær påvirkede hendes moder. Hun var vant til, at Torbjørn tog afsted, men det var Tokes første togt, og hun var mindst lige så bekymret som Vana.

   Aftenen syntes at snegle sig afsted, og den larmende stilhed blev kun afbrudt af den sagte knitren fra ildstedet og dyrenes klagen fra den anden ende af huset.

   På trods af at det var forår, blæste der stadig en kølig vind ind igennem husets sprækker, og da alle havde lagt sig til at sove omkring de varme gløder, lå Vana stadig vågen.

Hun talte stjernerne på himlen gennem lyrehullet i gavlen, hvor røgen fra ildstedet langsomt sejlede ud i mørket.

   Hun savnede allerede Toke. Det var ham hun delte alting med, selv de underlige drømme om ravnene, som hun ikke havde turdet at fortælle andre om. Når hun vågnede op midt om natten efter drømmen, var hendes krop badet i sved, og hun rystede over det hele. Så havde Toke omfavnet hende og talt stjerner ved hendes side, indtil hun igen faldt i søvn.

   Nu var hun bange for at sove. Bange for at drømmen kom tilbage, og der ikke var nogen Toke til at redde hende.

Vana kiggede på husets buede trævægge og forestillede sig, at det var indersiden af det samme skib, som Toke skulle sejle med. Hun begravede fingrene i fåreskindet under sig, og lukkede øjnene.

   Vana forestillede sig, hvordan Njord fik bølgerne til at vugge skibet blidt frem og tilbage og bad samtidig en stille bøn til alle de guder, hun kunne komme i tanke om, også Hvide Krist. Hun bad dem alle om det samme. At bringe hendes storebror tilbage i god behold. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...