Kærlighed ved første hvæs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2017
  • Opdateret: 26 apr. 2017
  • Status: Igang
Dette er en løbende historie om min kamp imod mit massive hashmisbrug, og min flugt fra tidligere problematikker. En 19 årig pige, med hele livet foran sig.

0Likes
0Kommentarer
125Visninger
AA

2. Livets gang

Det er Mandag d. 24/4 2017. Idag har været en god dag. Klokken runder snart midnat og jeg står ude på en stor landevej uden for mit hjem. Et gennemrøget joint skod i min hånd og lyden af den stille og ubefolkede landevej, lyden af lyskrydsende som stille bibber igen og igen.. himlen er sort som kul men du kan stadig høre den voldsomme blæst der kommer oppe fra. Jeg er mørkeræd, og jeg har set for mange mord dokumentare til at føle mig tryg herude, men lige nu er jeg rolig. Jeg er ikke bange, jeg er skæv. Rusen har lagt sig ind over mig som et tungt og varmt dyne tæppe på en kold vinter nat. Jeg er på kontanthjælp og er registreret som værende "syg". Så mit "arbejde" lige nu er at sidde på min flade. Jeg ved ikke hvad jeg skal få tiden til at gå med, jeg prøver at holde ud i løbet af dagen indtil jeg kan sove igen. Men idag, har været en god dag. Jeg vågnede kl 11 og pakkede med det samme en taske og mig selv ind i overtøj, og så gik jeg.. jeg gik bare, helt ud hvor intet menneske går. Helt ud til skovene hvor der lugter af mos og natur. Det var som at være fri.  

D. 11/4 2017 blev jeg diagnosticeret med borderline og en mildere skizofreni. Min mor var med, hun græd. Jeg græd ikke. Udover det bor jeg på et krise center. Her har jeg boet i 9 lange måneder, jeg kender ingen her. Jeg er meget alene. Hvordan jeg endte her er jo stadig et mysterie for jer, men tro mig det er det også for mig. Jeg husker en sommerdag, jeg var 9 år gammel. Mig og Gaia, vi grinede og sloges. 2 børn som har det fantastisk, 2 børn med intentionerne om at være børn. Jeg kastede en pude i hovedet på hende, hun græd. Hun var 5 år og selv den mindste ting kunne få hende til krokodille tårer. Jeg vendte øjne af hende, hun løb op til far. Jeg kunne høre hans fodtrin banke hårdt nede i trappetrinene, det hele gik hurtigt, jeg smilede lidt til mig selv, for "hvad kunne der ske?". Min far skubbede døren hårdt op, han havde flammer i øjnene. Hans næver var sammen trykte og tænderne bidt sammen imens han gik direkte hen imod mig. Han tog en pude op og bankede den så hårdt ind i mit hovede at jeg faldt bag over i sengen. Han gav mig ikke engang 1 sekunds pause, slagende med puden var hurtige og hårde, og han ramte plet hvergang. For hvert et slag kunne man se adrenalinen køre op igennem hans krop. Hans øjne af vrede blev blot mere og mere udspilede imens han stod over mig. Jeg skreg og græd "stop stop stop" men det var som om mine ord var imune over for hans øre. Efter noget som føles som en evighed faldt der ro i hans aggressivitet og han lod mig ligge på sengen grædende, og ud af døren gik han, som om intet var hændt.  

Der er mange dele af min barndom som jeg ikke husker. En masse dybe huller i min hukommelse som er forduftet ud i ingenting. Men jeg husker aldrig min far som en "god" far. Om han så var glad, havde han altid den lille snært af temperament i sin stemme. Jeg husker at han ruskede i mig, tit. Det faldt mig meget naturligt ind, at han gjorde det. Som barn var jeg meget forstyrret, meget besat af opmærksomhed uanset om det var dårlig opmærksomhed eller god. For det meste var den dårlig. Jeg havde ingen situations fornemmelse overfor andre, jeg levede i min egen lille bobbel, besat af at andre skulle synes om mig. Jeg var altid en smule overvægtig, så jeg var heller aldrig den eftertragtede pige i klassen. Jeg husker at jeg havde få veninder. Men de venskaber ødelagde jeg, med min egen uvidenhed. Der var et tilfælde hvor jeg i en alder af 10 år stjal 200 kroner fra min venindes forældres pung, og det blev selvfølgelig opdaget. Jeg stjal også ofte fra mine forældre, tilsidst kunne de hverken lægge penge eller pung fremme i deres hjem. Og hver en krone jeg stjal blev brugt på slik som jeg spiste i smug.

Derhjemme begyndte den lille "kærne familie" hurtigt at falde sammen, i løbet af 3 år blev min fars høje råb og skælden ud blot værre og værre, og min mors gråd blev ligesådan. Mig og min søster blev tit påvirket af det, og vi løb altid hen i vores mors grædende favn imens vi selv havde tåre og snot løbende ned af kinderne.   Min mor kom selv fra en familie hvor hendes far ikke havde vist den største interesse, så hun blev selv fristet af mænd lige sådan. Selv den aften hvor hun havde drukket for meget rødvin med sine veninder, var kommet fuld hjem og min far så brugte det som undskyldning til at give hende en på siden af hovedet, selv den aften - der blev hun. Og hun blev gravid endnu engang, med min lillebror Samuel. Samuel blev født en vinter dag, han blev født i en krigzone af ødelagt kærlighed. Og kun 1 år efter blev mine forældre skilt. Jeg brød grædende sammen, men forstod stadig ikke helt. Og efter et par dage var jeg god igen, for trods alt råbte de alligevel ad hinanden hele tiden. Ja godt 2 uger inden de blev skilt skreg de så meget ad hinanden hen ad midnat at jeg brød grædende sammen og skreg i min fuldeste kraft op i loftet da jeg lå i min seng søvnløs. I skolen var det min måde at få omsorg på, og det fik jeg også. Indtil Anna fra klassen sagde at det var min skyld at de var blevet skilt. Jeg gik ned i skole kælderen og græd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...