Kærlighed ved første hvæs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2017
  • Opdateret: 26 apr. 2017
  • Status: Igang
Dette er en løbende historie om min kamp imod mit massive hashmisbrug, og min flugt fra tidligere problematikker. En 19 årig pige, med hele livet foran sig.

0Likes
0Kommentarer
127Visninger
AA

1. Det skide hash

 

Det er min værste fjende, det er dét som har ødelagt mit liv. Men alligevel tager jeg jointen op til munden, og jeg nyder hvert et øjeblik. Som gik jeg fra helvede der brød ud i flammer, til at blive budt velkommen ind i himlen. Livet giver slet ikke mening, når jeg ikke er skæv. Verden er så ondskabsfuld at jeg vil være påvirket hele tiden. Som en bølge af glæde jeg flyder på hver gang rusen rammer, og verden er fantastisk.. Verden er så fantastisk.

Men når rusen har lagt sig, så mærker jeg den store sorte sky dale ind over mig, den som er fyldt med problemer. Den ligger sig som en tung sten over mine skuldre, og min krop den skriger. Som en orkan der går i udbrud, og følelsen er ubeskriveligt ulidelig.. jeg lider, men jeg ved at alt der skal til, er at jeg tager jointen op til munden, og så vil jeg igen svæve på bølgen af evig lykke, den som i sidste ende giver mening. Men også den som i sidste ende vil ødelægge mig. 
Jeg blev født i Hellerup i en lille familie, mig, min mor og far. Livet var guld og grønne skove for mine forældre. De havde lige fået deres første barn, og de boede i et stort hus med en stor forhave og baghave. I baghaven var der i midten placeret et stort æble træ som strak sig rangt oppe mod skyerne. Der var bundet en træ gynge fast til træets stærke grene, og hvert et hjørne af haven var belagt med blåbær buske. 

Min far var musiker, og havde sit eget musik studie nede i kælderen, han var en god mand der kom fra en barndom med meget vold. Men han havde alligevel formået at komme godt ud af det, selvom temperamentet blev lidt ustabilt engang imellem. Min far havde langt sort hår, og metalicca var bla. en af hans yndlings bands. Min mor kom fra en finere familie. Hun tog blandt andet til Paris som 17 årig for at studere, og som 18 årig kom hun ind på det kongelige teater, nu var hun uddannet skuespiller, men hun kæmpede alligevel om de små roller, og hendes karriere var hård. 
Jeg var familiens lille øjesten, det var første gang i mange år at de havde haft et barne hjerte iblandt dem. Med mine rottehaler og min rød ternede kjole spankulerede jeg ned i haven og satte mig på gyngen, der sad jeg tit. Og for hvert et højt sving gyngen lavede, så jeg jorden forsvinde under mine fødder, og den blå himmel kom frem foran mine øjne. Og det eneste jeg kunne tænke var "jeg flyver". 

De første 6 år af mit liv havde jeg det som blommen i et æg, mine forældre tog mig i klapvognen ned af den lille sti, imens solen bagte ned på os, fuglene sang og vinden den sov. Hånd i hånd der gik vi, og vi vidste bare - alle vidste, at dette var ægte kærlighed, at dette var rigtig lykke. Jeg løb rundt imens mine små ballerina sko gav lyde efter sig når jeg trampede på den varme asfalt. Min mor tog kameraet op og jeg begyndte at posere imens jeg smilede med mine små mælketænder. Min far tog min hånd, og jeg kiggede kærligt op på ham.
Sådanne videoer kan jeg ikke se idag, uden at græde.
I mellem tiden fik jeg en lillesøster ved navn Gaia. Hun havde hvidt hår og hendes øjne var så blå at man kunne se det selv når hun havde lukkede øjne. Gaia blev hurtigt min bedsteven.

Da familien kun blev større tog mine forældre et stort lån i banken og købte en grund, hvor de så begyndte at bygge et hus som min far selv havde tegnet. Huset var stort og rundt, og hele vejen rundt var der en kæmpe have belagt med grønt græs, og bær buske. 
Jeg var 6 år på det tidspunkt, og det var tiden til at "komme igang". Nu skulle jeg starte i skole og være en stor pige, og jeg glædet mig som aldrig før. Jeg var en glad, sund og af og til lidt dramatisk pige. Men der var ikke tvivl om at jeg nok skulle klare den.

Min første skole dag var ikke en succes. Jeg blev nærmere "udvalgt" den dag. Ingen ville lege med mig, og det tog meget hårdt på min lille sjæl. Jeg havde aldrig oplevet modstand, eller onde intentioner. Men pludselig var jeg anerledes, og pludselig ville ingen af de andre børn mig. 
Den dag kom jeg hjem, med røde kinder og bedrøvede øjne. Jeg kiggede op på min mor, og sagde "jeg kan ikke lide at gå i skole mor, jeg vil gerne dø". Min mor blev meget chokeret og berørt, og det lagde jeg mærke til. Hendes reaktion gjorde at dagen efter kom jeg og sagde det samme igen, "mor jeg vil gerne dø" - blot på baggrund af hendes tidligere reaktion. Min trang efter opmærksomhed og medlidenhed var så enorm at det endte med at jeg sagde det til hende flere gange, indtil hun måtte bede mig om at stoppe.

Og trangen efter opmærksomhed fulgte med over alt. Selvom jeg ikke var den mest populære i skolen forværrede jeg det blot. For jeg løj rigtig meget, i starten var det blot barne løgne. "jeg har 14 katte derhjemme" "jeg har 20.000 kroner" "jeg har 3 heste"

Men det udviklede sig hurtigt til tvangs løgne. 
"min lillebror kan ikke gå" "min veninde er på hospitalet" "min mor er død".
Jeg havde ingen ide om hvad jeg selv lavede, jeg kunne ikke skelne mellem rigtigt og forkert. Og jeg forstod ikke hvorfor jeg var forkert. Jeg forstod ikke hvad der var galt med mig, men langsomt begyndte jeg nærmere at finde mig i det. Jeg var forkert, og derfor var jeg NØD til at lyve - for ingen ville acceptere den rigtige mig. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...