Er jeg virkelig lykkelig?

Det handler om en pige og en dreng der har været bedste venner siden de var babyer, og drengen har aldrig ture spørger hende om hun kunne lide ham, men så gjorde han det endelig.

0Likes
0Kommentarer
70Visninger
AA

2. Kapitel 2

Klokken ringet ind og jeg valgte for første gang at følges med nogle derind. Det var 3 piger som der typisk er dem der elsker kærlighed. Mine forældre havde sagt til mig at det var okay hvis jeg ville tidligere hjem, og det var det jeg plejede at gøre, men nu var der gået et halvt år. Det var på tide at komme videre. Selvom der var gået et halvt år føltes det som dagen efter kysset. Timen gik langsomt og jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig om at lytte, for jeg tænkte hele tiden på Tobias. Jeg besluttet mig for at tage ud i byen om aften sammen med 2 drenge og 3 piger. Jeg havde taget en kort, sort, stram kjole på uden stropper. Min makeup var fleeky, det samme var mit klattet hår med en spænde i. Da vi kom ud i byen dansede vi og havde nogle øl i hånden undtagen mig. Jeg var allergisk overfor alkohol. Mine lunger ville springe hvis jeg gjorde det. Men lige pludselig  lod jeg ikke mærke til noget af det, så jeg skulle til at tage en tår af min vens øl, men lige i det jeg tog den op til munden råbte min veninde ”nej.” I det jeg havde taget en tår begyndte jeg at hoste og alt gik i sort. Det føltes som at dø. Jeg så små glimt af Tobias bære mig ud til ambulancen. Jeg hallucineret troede jeg, men da jeg vågnet op på en hospitalsseng så jeg ham gå ud af rummet og væk. Jeg råbte ”TOBIAS,” meget panisk. Han så tilbage på en trist måde og gik videre. Mine forældre kom gående ind af døren. ”Hent Tobias!,” sagde jeg panisk til mine forældre. De sagde jeg skulle slappe af med at snakke og bare lægge mig. Tårerne løb ned af min kind, imens jeg prøvede at holde min hulken tilbage.

Der var hurtigt gået 4 døgn på hospitalet og jeg kunne komme hjem.

Da jeg kom hjem skrev jeg til Tobias ”tak, fordi du var der.” Han svaret ikke. Jeg håbede og håbede, men der skete ikke noget. Efter 3 dage svaret han endelig. ”hvad mener du?,” jeg blev forvirret og skrev med det samme. ”ude i byen den aften. Du reddede mig.” Han svaret med det samme tilbage. ”jeg har været hjemme i en uge pga. Influenza.” Jeg blev mere forvirret. Jeg fandt ud af, at det havde været en hallucination. Efter noget tid skrev jeg ”vil du ses en dag?,” han havde set den, men lod være med at svare.  Jeg blev så irriteret at jeg næste dag valgte at tage bussen ud til hans skole og konfrontere ham. Jeg stod ud af bussen og jeg så Tobias stå og snakke med en anden fyr henne ved hækken. Jeg løb hen til hækken og prøvede at gemme mig. Han nåede heldigvis ikke, at se mig hoppe derind, men hans ven gjorde. Vennen så underligt på mig og hækken. Tobias lod ikke rigtig mærke til noget af det. Klokken ringet ind og ham og hans ven gik ind. Jeg sprang ud af hækken og alle kiggede. Jeg løb hen til Tobias. Det føltes som om det var i slowmotion. Vi fik øjenkontakt. Jeg sprang op i favnen på ham og kyssede ham. Vi stod der i slowmotion og kyssede. Hans ven så på os og grinte. Alle stirrede på os, men vi var bare i momentet. Da vi var færdige med kysset krammede vi hinanden og vi begge sagde ”jeg har savnet dig,” på samme tid. Jeg begyndte at græde. Han tog sin hånd og tørrede mine tårer væk. ”jeg har time,” jeg nikkede og gik hen til busstoppestedet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...