Er jeg virkelig lykkelig?

Det handler om en pige og en dreng der har været bedste venner siden de var babyer, og drengen har aldrig ture spørger hende om hun kunne lide ham, men så gjorde han det endelig.

0Likes
0Kommentarer
69Visninger
AA

1. Andres vinkel

Når folk ser på mig udefra, ser de en normal lyshåret pige som der bare er der. Alle de mennesker du ser hver evig eneste dag, men ikke sådan rigtig kender, man glemmer dem og deres liv. Alle mennesker på jorden har et liv. Alles liv er forskelligt. Alle de folk rundt om en, kender slet ikke en. Nogle gange ville jeg ønske jeg kunne råbe dem i hovedet og vise dem mit liv, ikke fordi mit liv er dårligt eller trist, men bare pga. Jeg synes det er spændende at se livet fra en anden vinkel end lige ens egen. Hver dag går jeg rundt på gaden og ser på alle de hundrede mennesker som slet ikke aner hvem jeg er og omvendt.

Der er så meget dybde i hver og et menneske og ingen ser det undtagen en selv. Man kan gå forbi en deprimeret person uden nogen ide eller den næste Michael Jackson. Alle de forskellige personligheder. Det er så smukt at tænke på, men man når aldrig selv at opleve det, selv hvis man er bedstevenner med en, så kan du stadig ikke sætte dig ind i personen.

Jeg har før gået forbi folk hvor de lige har fået, at vide at de bliver forældre eller bedsteforældre, men der var ingen der fortalte mig det indtil jeg spurgte. Det var en akavet situation, men jeg ville bare gerne vide hvorfor de smilede så meget.

Jeg har altid været meget åben og lige til, men da jeg lærte, at man kunne blive knust over en person, der forsvandt alt glæden og åbenheden.

Jeg havde engang en ven, han var min allerbedste ven lige siden dagpleje. Vi gik på gymnasiet sammen og for hver dag der gik blev vi tættere. Vi var nærmest søskende. En dag ville han gerne snakke med mig alene og jeg sagde selvfølgelig bare ”ja.” Vi gik ud til bilerne. Jeg så lidt rundt, imens han stirrede mig ind i øjnene. Jeg følte mig lidt krænket, men jeg troede alligevel at han bare gjorde det som en joke, men det var det ikke. Lige så snart jeg spurgte ham om hvad det var, så kyssede han mig. Jeg så lidt akavet på ham og begyndte at grine. Han så flovt ned i jorden og på mig derefter igen. Han sagde ”jeg elsker dig.” Jeg smilede og sagde ”du er min bedsteven og det føltes som om vi er søskende.” Han tog sin hånd igennem mit hår og sagde ”jeg vil virkelig gerne kysse dig igen.” Jeg grinede igen og trak vejret dybt. Jeg fik en ubehagelig følelse i min krop og jeg ville for allerførste gang bare væk.

Jeg sagde ”det tror jeg ikke du vil.” Efter jeg havde sagt det gik jeg i et hurtigt tempo ind på skolen igen. Jeg skyndte mig at pakke mine bøger og tage hjem. Jeg kunne ikke holde ud, at se ham mere for denne dag. Da jeg kom hjem lå der 2 beskeder fra ham og et ubesvaret opkald. I sms’en stod der ”undskyld, jeg har bare holdt det inde i alle de år jeg har kendt dig og jeg havde endelig samlet mod nok til at fortælle dig det.” Og i den anden stod der ”hvis du ikke vil have mig vil jeg ikke gå på gymnasiet med dig længere. Jeg kan ikke holde ud at være omkring dig og vide, at du ikke kan lide mig.” Jeg begyndte at græde, normalt når jeg græder ringer jeg til ham, men nu når det handlede om ham kunne jeg ikke. Jeg manglede ham bare så meget.

Han plejer normalt at være den der beskytter mig som en bror, men nu kan jeg ikke lægge med ham i sengen og græde indtil hans bryst.

Jeg ville ikke sige det til nogen pga. Jeg havde ondt af ham og jeg holdte stadigvæk af ham.

Efter nogle uger var han der ikke længere. Jeg skrev og ringede, men han svaret ikke. Han havde slettet mig på Facebook.

Jeg endte med at føle mig helt alene med ingen venner og ingen støtte. Jeg følte mig knust indeni og ingen kunne læse mig. Ingen vidste hvordan jeg havde det. Det eneste jeg havde fortalt mine forældre var, at han havde flyttet skole pga. Flytning. Mine forældre kunne se hvor knust jeg var, så de ville ringe til en psykolog, men psykolog virkede ikke, for det tog bare tid. Hver dag sad jeg og læste vores gamle beskeder igennem og hver gang endte med gråd. Jeg hulkede med tårerne ned af mig. Jeg prøvede at ringe til ham og fortælle hvordan jeg havde det, men han tog den ikke.

Jeg følte mig bare så glad og lykkelig når jeg var sammen med ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...