skyggen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2017
  • Opdateret: 23 apr. 2017
  • Status: Igang
Jeg blev hurtigt forelsket i hende. Hun virkede så skrøbelig, men så skøn.
Dog virker det også som om der er et eller andet, der går hende på. En skygge af en art.

1Likes
0Kommentarer
126Visninger
AA

2. skyggen

Der gik en hel uge, før vi fik tid til at se hinanden igen. Jeg spurgte om hun ville være sammen, tage ud og spise, tage i biografen eller bare lave noget sammen den aften.

Hun rystede forsigtigt på hovedet, mumlede noget om at hun ikke havde det så godt. Som hun vendte sig for at gå, tog jeg forsigtigt fat i hendes hånd, og sank en kort klump. Fortalte hende, at jeg virkelig godt kunne lide hende og hvis hun ikke kunne lide mig, så skulle hun sige det. For så ville jeg ikke være påtrængende.

Hun kyssede mig. Hendes læber var endnu blødere end første gang, og denne gang varede det længere. Som om at hun ville fortælle mig noget med det. 

"jeg er nød til at gå." hviskede hun bare bagefter, og så var hun væk. Hun var væk tre dage bagefter, og jeg lagde pund til side igen. Lavede suppe og købte lidt brød. Jeg fortalte hende igen ikke at jeg kom, og selvom jeg vidste at hun ikke brød sig om det, følte jeg at det var den eneste måde at komme ind i hendes lejlighed på.

Jeg bankede på, og stemmen i lejligheden forsvandt.

"Det er sikkert pizzaen," hørte jeg hende kort sige, nærmest forklarende. Det slog mig kort, om hun i virkeligheden var syg. Om det var derfor hun snakkede med sig selv. Dørens mange låse brummede på forskellige måde og døren blev åbnet på vidt gab. Det var som om alt luft gik ud af mig.

Hun så tynd ud. Lignede en skygge af sig selv, med render under øjnene og rød næse. Dog faldt mit blik på skyggen bag Alice. Hun lignede hende, bare lidt højere, med længere hår og endnu mere bleg og tynd.

De stod, som skygger af hinanden, og jeg følte mig fanget i øjeblikket. Hvem, i al verden var hun?

"... Kom ind."

".. A-Alice."
".. NU."

Hendes stemme var kold, og jeg trådte bare ind forsigtigt. Alice begyndte at snakke om at jeg ikke måtte sige noget til nogen, imens den anden var som hendes skygge. Tavs, lidt højere og tyndere. Det var først da Alice begyndte at snakke om politiet ikke måtte vide noget, at jeg vågnede op.

Hvem var hun, hendes skygge?

Hun trådte forsigtigt frem fra den mørke ende af gangen, præsenterede sig ikke men konstaterede bare ganske kort og stille;

"Jeg er hendes søster."

Men jeg havde fået at vide at søsteren var død, og at jeg pludselig ikke måtte fortælle nogen om hende, eller at hun tydeligvis holdt sig skjult, imens de levede under Alice's sparsomme løn, satte alle mine alarmklokker i gang.

Jeg fik fremstammet at jeg var nød til at gå, at jeg var ked af det og jeg så hvordan begge deres ansigter forandrede sig. Deres øjne blev næsten mørke. Jeg lod bare posen med suppegryden og brødet falde til jorden, og vendte mig om, men en slag ramte mig i baghovedet og alt blev mørkt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...