skyggen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2017
  • Opdateret: 23 apr. 2017
  • Status: Igang
Jeg blev hurtigt forelsket i hende. Hun virkede så skrøbelig, men så skøn.
Dog virker det også som om der er et eller andet, der går hende på. En skygge af en art.

1Likes
0Kommentarer
127Visninger
AA

1. skygge

Jeg blev ret hurtigt forelsket i hende. 

Hun var en stille pige, virkede lidt genert i starten men efterhånden som hun lærte mig bedre at kende, åbnede hun sig op. Det gjorde mig desuden ikke noget, jeg var også selv en stille pige. Men hun havde bare visse ting hun ikke talte om. Hendes familie, fandt jeg hurtigt ud af, var et ømt spot. Hun var, så vidt som jeg kunne finde ud af, flyttet til London for at stikke af fra sin baggrund og resterne af sin familie. En af de andre på arbejdet, fortalte at søsteren var død i en ulykke. Men det var fint. Vi har jo alle vores dæmoner, og jeg ønskede blot at lære hende bedre at kende.

Hun inviterede generelt ikke folk hjem til sig, og man skulle ikke komme forbi uden at have aftalt det, for så blev man ikke lukket ind. Det lærte jeg hurtigt. Hun havde glemt en jakke hos vores venner en dag, og jeg tog den med hen til hendes lejlighed, hvor hun knap nok ville åbne døren for at få den.

Hun forklarede senere at hun har svært ved at lade folk se hendes lejlighed, at hun finder det grænseoverskridende. Det gjorde nu ikke noget, jeg gav hende blot en plante hun havde kigget på og sagde at det var okay. At hun var okay.

Vi kyssede en sen fredag aften, hvorefter hun undskyldte og påpegede at hun var nød til at tage hjem. Hun var så forsigtigt, følsom.

Skrøbelig.

Og, alligevel føltes det som om der hang en skygge over hende. Noget, der dagligt påvirkede hende. På trods af at hun købte ind relativt tit, var hun stadig tynd. Ingen af os på arbejdet havde vildt mange penge, det har man sjældent når man bor i London og arbejder steder som os. Så jeg sørgede for at ligge pund til side i et par dage og så købe ind til lasagne. Jeg lavede den, og bar den hele vejen hjem til hende og bankede på. Bad hende om at åbne, så jeg kunne komme ind og vi kunne snakke. Jeg indrømmede lavt, men ærligt at jeg var glad for hende. At jeg ikke dømte hende for at være usikker, over sig selv eller over sin lejlighed. Der var små lyde på den anden side af døren, før flere låse blev åbnet og hun kort betragtede mig, før hun gik til siden.

Jeg trådte ind, i en lille og lidt mørk lejlighed, dækket i planter og små tegninger. Hun undskyldte forsigtigt for rodet, og jeg beroligede hende med at det ikke gjorde noget, og at hun var menneskelig. Vi er alle mennesker, vi roder allesammen til et hvis punkt.

Hun svarede ikke, men tog imod lasagnen. Jeg spurgte efter toilettet, imens hun satte den i ovnen og blev henvist til døren i gangen. Jeg gik der ud, men blev kort stoppet af mørket længere nede af gangen. Det hele virkede. Dystert, på en eller anden måde. Der var noget jeg ikke kunne sætte en finger på. Jeg åbnede bare døren til toilettet, og tændte lyset, og selv på badeværelset var der planter. Jeg lukkede døren, men lige som jeg gjorde det, faldt mit blik på vasken. Eller, mere direkte på glasset, ved vasken. To tandbørster. Hvorfor to?

Gulvet på gangen knirkede, og jeg følte mig, på en eller anden måde, mere utilpas end tidligere. Som om, en form for skygge kom nærmere. Jeg åbnede, så forsigtigt jeg kunne døren til gangen, og hørte kun hende hviske ganske lavt:

"Gå nu væk, gå nu væk, hun kommer snart." 

Med forsigtige skridt trådte jeg ud på gangen, der knirkede højlydt og den svage hvisken forstummede.

"Alice?" spurgte jeg forsigtigt, "er du okay?"

Hele lejligheden føltes pludselig, for kold og for mørk. Da jeg kom ud i køkkenet, stod Alice forsigtigt, med armene om sig selv. 

"Er du okay?" spurgte jeg forsigtigt, fordi jeg havde hørt hende snakke. Med en eller anden. Eller måske, i virkeligheden, ingen. Det var som om et skygge faldt over hende ansigt og det blev kort koldt. 

"nej. Jeg er okay."

Selv da hun satte en gammel radio til at spille, virkede det som om et eller andet imellem os var forandret. Vi spiste og snakkede en lille smule, og jeg betragtede forsigtigt hvordan skyggerne i lejligheden tog over. Det blev sent.

Jeg kyssede hende på kinden før jeg gik. Hun smilede forsigtigt og lignede en der ville sige noget, men hun lukkede bare døren og jeg hørte de uendelige mange låse blive vendt, drejet og lukket.

Jeg gik hjem i mørket, oplyst af lyset fra de enkle, endnu åbne butikker. Jeg svor til mig selv, at selv hvis hun var syg eller hvad der var galt, ville jeg passe på hende. Så meget som hun ville tillade mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...