En dans på pigtråd

Deltager i "skriv dig gennem historien".

Hun er ung, smuk og kan danse, men hvad vil der ske med Johannas liv når 2. verdenskrig bryder ud, og hun pludselig flytter fra en rigmands villa i Viborg til barak H 16 i frøslevlejren.

En historie om ungdom, swing, venskaber, kærlighed og ikke mindst livet i “Verdens mærkeligste kz-lejr”.

2Likes
3Kommentarer
338Visninger
AA

3. Tredje Del

Jeg har nu været her i en uge. Jeg bor på værelse med 4 søde piger, vi bor i barak H 16. Den ene, hun hedder Betty, og hun har været her fra den første dag lejren blev taget i brug, hvilket er et par måneder siden. De andre piger kom et par uger før mig. Så jeg føler mig alligevel taknemmelig over, at jeg først er kommet nu.

Her er ikke så slemt som forventet.. Vi får både mad og drikke, og her er ingen gaskamre, hvilket er mig en stor lettelse.. Jeg fandt min far samme dag som jeg kom til lejren, og da jeg spurgte ham hvor mor var, brød han ud i tårer. Han sagde at min mor ikke kom med samme bus som ham, da der ikke var mere plads. I Stedet skulle hun køre med nogle soldater til en tysk lejr, men det var hemmeligt hvilken lejr. Jeg syntes at det er rædselsfuldt, og jeg savner min mor så forfærdeligt meget. Oven i det hele viste det sig at min fætter også er blevet overflyttet til en tysk fangelejr. Vi ved ikke heller ikke hvilken lejr, men jeg håber at det er den samme som min mor. Jeg beder hver nat til, at de begge overlever krigen, og det vil jeg gøre til at den er slut.

Jeg gør ellers alt for at holde humøret oppe her på lejren, det gør vi alle.

De siger at det sker hver uge, at der kommer nogle tyske soldater med en liste med navnene på dem der skal overflyttes. Vi ved alle, at det er meget værre i de andre kz-lejre, så vi frygter at være på deres liste. Inde i den ene store barak er der en anden lang liste, med alle vores navne på. En gang imellem går en af de danske politimænd, som er ansat her på lejren hen og maler et lille sort kors ved et af navnene, og så ved vi at den person er gået bort efter at være blevet overflyttet til en tysk lejr.

Vi er kun os 5 piger fra barak H 16 på hele lejren. Normalt bor man 15 på et værelse, men i vores barak er værelset mindre, og så har nogle af de danske politimænd også kontor i barakken. Det er Agda helt oppe at køre over, hun har et godt øje til en af betjentene som hedder Peter. Han er nu meget sød, men jeg har talt med en fyr der hedder Kristian. Han er vældig rar, og kom for et par dage siden. Han er fra Herning, og er i gang med at blive oplært som smed. Da jeg fortalte ham at jeg danser Swing, fortalte han at han har en radio med, som han gemmer på sit værelse. Mig og de andre piger skal ned i barak H 18, som er Kristians barak og danse i aften, hvis vi altså kan få sneget os afsted uden at blive opdaget, hvilket bliver en ret svær opgave. Der går jævnligt soldater rundt, og holder øje med at ingen prøver at flygte.

Det er ellers umuligt at flygte herfra, da grunden er omringet af et højt pigtrådshegn.

Hvis man berører hegnet, springer der en bombe som ligger under jorden og man dør på stedet. En af bomberne sprang dagen inden at jeg kom, det var en ung fyr som ville hjem til sin gravide kone, men det endte galt.

Peter som er en dansk betjent  fortalte, at i morgen kommer der nogle svenske busser, med syge fra tyske fangelejre. Det bliver vores job som piger, at hjælpe de syge som kommer. Min tankestrøm bliver afbrudt.

“Johanna. Johaaaanaa”. Jeg kigger op med et spjæt, Peter står i døren. “Undskyld, jeg sad i mine egne tanker. De andre piger er nede og gøre klar til maden.” Han smiler venligt til mig.

“Det var nu dig jeg ledte efter. Jeg kan se at der mangler nogle informationer om dig i fange papirerne.” Jeg retter lidt på min hestehale. Han træder ind på værelset, og sætter sig på Ellens seng, med en notesblok i hånden.

“Må jeg spørge hvor gammel du er Johanna, og om du studerer?” Jeg smiler sødt til ham. “Jeg er 16 , født 1928 og er lige startet i 1.g” Han løfter overrasket øjenbrynene. “Så er du jo den yngste her på lejren” Jeg griner. “Det vidste jeg da godt. Hvorfor er det så overraskende?” Han kigger lidt genert på mig. “Jeg er jo selv 29, og jeg syntes bare at du virker så moden”. Nu er det mig der er genert. “Jamen tak Peter! Det sagde min danselærer også altid”. Han kigger interesseret op fra notesblokken. “Så du danser også?” Jeg peger ned på min gule dansekjole, som jeg kom i, den ligger ved siden af mig på sengen. “Jeg er ikke sikker på at det hører til i mine fange papirer.. Men ja, jeg danser swing. Eller dansede, vi må jo ikke her på lejren”. Han piller lidt ved sin negl. “Nååårh.. det ved jeg nu ikke.. diskret kunne man måske godt.” Han blinker til mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...