En dans på pigtråd

Deltager i "skriv dig gennem historien".

Hun er ung, smuk og kan danse, men hvad vil der ske med Johannas liv når 2. verdenskrig bryder ud, og hun pludselig flytter fra en rigmands villa i Viborg til barak H 16 i frøslevlejren.

En historie om ungdom, swing, venskaber, kærlighed og ikke mindst livet i “Verdens mærkeligste kz-lejr”.

2Likes
3Kommentarer
309Visninger
AA

4. Fjerde Del

“Hej drenge!” Der bliver stille, i det ellers larmende værelse i barak H 18. Kristian rejser sig op med et smil, da han ser os. “Jeg tænkte at vi kunne rykke alle sengene ind til væggen, så burde vi have fin plads til at danse” Han kigger hentydende ned på de andre fyre, som sidder på sengene. Den ene kigger undrende hen på mig. “Kommer det ikke til at larme helt vildt. Så bliver i piger jo opdaget..” Jeg smiler stolt til ham, og kigger hen på Kristian som står og ser meget betaget på mig.

“Det har jeg styr på” Jeg bliver afbrudt af Betty. “Kan i tænke jer drenge! Johanna har talt med Peter, altså politimand Peter! Og han sagt at han nok skal dække for os, så vi ikke bliver opdaget. Er han ikke bare den dejligste person i hele Frøslev?!”

Jeg ryster fnisende på hovedet af hende, det er jo helt vildt hvor fortabt hun er i ham.. Nu er det Ellen som træder til. “Han er jo helt vild med dig Johanna! Jeg har da set den måde han ser på dig når vi spiser i den store barak” Jeg rødmer svagt, men jeg ved jo godt at hun har ret. “Nå, skulle vi ikke rykke de senge?!” Jeg kigger rundt på mændene, som rejser sig hurtigt og begynder at rykke dem.

Kristian stiller sin lille radio på en stol midt af værelset. Den skratter lidt, men så finder den signa,l og “Chattanooga choo choo” begynder. Folk begynder straks at danse, og Kristian går over imod mig. Jeg kigger ind i hans flotte brune øjne, og de venlige smilehuller. Han blinker til mig, og drejer mig ud på dansegulvet. Jeg kan ikke beskrive følelsen af at danse igen, det er så fantastisk. Og han er god. Han er virkelig god.

Han får også den næste dans, og næste igen.. Og sådan bliver det ved. Da den sidste sang slutter, kommer Betty hen til mig. “Vi er altså trætte så vi går tilbage til barakken. Men bliv du bare” Hun smiler frækt til mig. En af fyrene går hen til Kristian. “Vi er også trætte, Kan i ikke finde et andet sted at danse?” Jeg nikker forstående. “Jeg går nok også bare tilbage så..”

Jeg når knap nok at afslutte min sætning, før at Kristian afbryder. “Nej, jeg har et sted. Bare en sidste dans” Jeg kigger tvivlsomt på ham, men nikker så.

Jeg følger med ham ud i nattens mørke, og ned til enden af grunden. Han stiller forsigtigt radioen på græsset, og begynder at sætte den til at opfange signal. Jeg kigger rundt. Vi står på en lille plads næsten helt omringet af pigtråd, men der er nok plads til at danse uden at vi rammer den. Jeg kigger ned på mine bare arme i den gule kjole. “Det er altså ret koldt, og det ser også ud til at trække op til regn”. Han kigger flirtende op på mig. “Bare én sidste dans for i aften, du er jo så dejlig at danse med”. Jeg når ikke at svare før at musikken starter. Det er SING, SING, SING som jo er min ynglings sang.

Han går sikkert hen til mig. “Må jeg få denne dans?” Jeg griner fjollet. “Ingen andre end dig må få den”. Vi går i gang, og jeg drejer gennem luften, som om at jeg svæver. Med et mærker jeg en dråbe på min venstre arm, og så en på højre. Og så begynder det for alvor at regne. Men det stopper os ikke spor.

Da sangen er slut, er vi begge drivvåde. Han trækker mig ind til sig, og vores læber mødes. Det er så perfekt, at det hele virker planlagt.

Hvem havde dog regnet med at jeg skulle komme til at danse swing, i regnen på en kz-fangelejr? Ihvertfald ikke mig.

  Fortsættes..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...