Helvedesskolen oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2017
  • Opdateret: 20 apr. 2017
  • Status: Færdig
*Deltager i døde piger lyver ikke- valgmulighed 1*
Holly har det ikke godt i skolen , klasse"kammeraterene " mobber hende og hun føler sig ensom . Historien er fiktion men den kunne foregå i vikkeligheden og det gør det desværre .. jeg har ingen personlige erfaringer med mobning men det ændre på ikke at det sker .Den er gul pga jeg ikke syntes børn skal læsse den.

0Likes
0Kommentarer
80Visninger

1. Plageånder

Jeg havde vikkelig nydt vinter ferien ,en hel uge uden alle de lede ting de sagde til og om mig , skubbende , grinende ad mig, ingorde mig og holdte mig udenfor. Jeg kunne godt følge med rent fagligt og selve undervisningen kunne jeg også lide men mine plageånder gjorde min skolegang til et helvde!. Der var mange ting der var plageånderenes skyd: at jeg hadede  skolen , frygtene den  , at jeg var ensom, at jeg var dybt ulykkelig , jeg hadede min krop ,jeg  havde ingen selvtillid pga jeg var blevet mobbet siden brønehaveklassen. Jeg ville  meget gerne på efterskole men det kunne jeg først komme i 8.klasse og jeg var kun midt i 5.klasse så der var længe til , alt for længe . Hvordan​ skulle jeg overleve det? Hvor meget længere kunne jeg klare det ? En dag ? Et år ? Jeg havde slet ikke lyst til at gå i skole .. jeg havde ondt i maven for jeg vidste at mine plageånder ville vente på mig og ville gøre mit liv til et vågent mararidt .  Jeg kunne blive hjemme Idag men det løste ikke mine problemer,jeg blev nødt til at gå i skole​ for at få min afgangsprøve  som var fuldstændig nødvendig for at opnå min drøm om at blive sygeplejerske. Men det gjorde så ondt at være så ensom fordi jeg blev holdt uden for , fordi hvis de andre endelig sagde noget til mig var det ting som so , spade, idiot , tumpe , taber osv. Jeg gik altid alene rundt i frikvartererne og prøvede at undgå plageånderene men det lykkes ikke . Maja var helt klart den værste til mobbe og holde mig udenfor​ men resten af klassen enten mobbede mig , grinede når særligt Maja sagde de ondeste  ting til mig , sagde slev nagtive ting til mig eller så den anden vej. Der var ingen der sagde fra . Jeg tror at det er fordi at de var bange for at selv at bilve mobbet... Det hele foregik i skjul for lærerne som aldrig fandt ud af hvad der vikkelig skete. Jeg forestod aldrig hvorfor det var lige netop mig der blev mobbet og holdt udenfor dagligt i skolen og  hvorfor de andre ikke kunne li mig som jeg var . Jeg hvade tit spurgt mig selv om det var fordi at der var noget glat med mig? jeg var entlig normalt begavet men jeg havde hørt som meget om at jeg var dum og ikke drude til noget , at jeg fartisk trode på det men det gjorde jeg med alt hvad jeg blev klaldt af øgenavne og skældsord ...  Der var nogle der bare inorgeede mig fuldstændig som om jeg var luft. Jeg kunne ikke sige hvad der gjorde mest ondt for begge dele var extremt smertefuldt.  Jeg skulle entlig i skole men jeg havde ondt i maven som jeg tit havde pga dem. Jeg hadede plageånderende  men endnu mere mig selv. jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre andet at slutte det hele. Jeg skrev et afskedsbrev til min søster og forældre , det var svært at skrive men hvad skulle jeg ellers gøre ? Det lyder sådan her:

kære mor,far og Liva 💜

i skal vide at jeg elsker jer Meget meget højt ! Det må i aldrig glemme. Men jeg bliver nødt til at sige farvel for jeg kan ikke klare det mere ! Det her er på INGEN måde jeres skyd !!! Måske undere i jer over hvad der drevet mig så langt ud ? Det er "enkelt" men også enormt smertefuldt: jeg er blevet holdt udenfor , kladt de ledete ting som jeg ikke vil gengive , skubbet , slåret og ingoret siden børnehaveklassen. Jeg har aldrig været i tvivl​ om jeres kærlighed og jeg har haft en god tryg opvækst. I skal ikke føle jer skyldige over at ikke har hjulpet mig nok for det har i selvom måske ser anderledes på det .. i har altid været der når jeg har haft brug for det. Livia: skat du er verdens bedste søster og far og mor: i er de bedste forældre ! Det lyder urealistisk lige nu men på et tidspunkt vil i bedre kunne holde sorgen og savnet ud , i vil aldrig glemme mig  men i kommer på en måde videre, i vil kunne smile igen. Det er måske en ringe trøst her og nu men jeg kan ikke sige noget for at muntre jer op... Lad ikke min død spiltte jer ad ! Det ville ikke glæde hverken jer eller mig! Jeg er væk fra jer men i kan gemme minderene om mig i jeres hjerter , dem vil ingen nogensinde tage fra jer ! Jeg ved at der findes sorggruper som kan hjælpe jer igennem denne svære tid. Tag imod den hjælp som i bliver tilbudt - både for jeres engen skyd og for min. 

 

de kærligste hilsner 

Mille -jeres for evigt 

Jeg lagde mit farvelbrev midt på min seng , så det var let at finde og  lod døren til mit værelse stå åben . Jeg cyklede hen til broen i nærheden . Smed min cykel og så hoppede jeg ud fra broen . Jeg ville beskytte min familie imod at finde mig blødende et sted.

Selvmord er aldrig en mulighed ! Der findes hjælp!! Fx livslinjen!  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...