På rejse

Om en ung piges rejse ud i verden med de problemer, som hun har med i bagagen.

Denne historie er skrevet af flere omgange, og er nogle gange blevet redigeret ret meget. Så hvis man finder ting i handlingen, som ikke passer sammen så sig endelig til.

1Likes
0Kommentarer
626Visninger
AA

43. Uheldet?

Han var ude og gå sin sædvanlige formiddags tur med hunden. Han gik forbi en masse mennesker på sådan tur. Nogle af dem var også hundeejere, som han så jævnligt, og de hilste høfligt på hinanden. Engang imellem stoppede de op og udvekslede høfligheder om deres hund. Han gik forbi pigen på broen uden, at registrere hende. Han lagde ikke engang mærke til, hvor tynd, bleg og nervøs hun var. Det var blæste og småregnede lidt, og han ville gerne hurtig hjem. Han havde nok ikke engang kunne huske, at han var gået forbi pigen, hvis det ikke var fordi hans hund var stoppet op, for at lette ben. Han stod og kiggede fraværende ud i luften, da han opdagede, at hun begyndte at kravle op på gelænderet.

”Hvad har hun gang i? Hun havde vel ikke tænkt sig at springe?” Han løb hen imod hende, for at gribe fat i hende. Men han var ikke engang nær hende, da hun pludseligt gled. Hun skreg, da hun faldt ud over gelænderet. Han hørte et tog tude, og han frygtede at se det værste, da han nåede hen til gelænderet. På en absurd måde blev han lettet, da han så, at hun lå i græsset ved siden af sporet, men derfra hvor han stod, kunne han ikke se, om hun rørte sig.

Han hørte desværre til den generation der ikke rendte rundt med en mobiltelefon på sig, så han styrtede mod den nærmeste bygning, for at ringe efter en ambulance.

Ambulancen kom ret hurtig. Manden med hunden stod og betragtede besværet de havde med at få hende op fra skinnerne, men i alt tumulten glemte man at udspørge ham, hvad der var sket. Da han havde vist ambulancefolkene, hvor hun lå, stillede han sig lidt væk, for ikke at være i vejen. Da han ringede 112 havde han meddelt, at der var en ung pige, der var faldet ned fra et gelænder ved stationen, ned på togsporene, men ellers var der ikke nogen, der havde spurgt ham om noget. Og nu var han ligesom blevet glemt. 

Da de havde hejst hende op, og kørte hende ind i ambulancen kunne han se, at hun bevægede sig, og klynkede lidt, men hun var vist ikke ved bevidsthed. Så hun levede altså, og han følte sig lettet. Så var der håb.

Snart var de kørt med hende, og så stod han der med hunden, og der var stilhed omkring ham. Som om ingenting var sket. Nå, men han kunne vel ligeså godt gå hjem igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...