På rejse

Om en ung piges rejse ud i verden med de problemer, som hun har med i bagagen.

Denne historie er skrevet af flere omgange, og er nogle gange blevet redigeret ret meget. Så hvis man finder ting i handlingen, som ikke passer sammen så sig endelig til.

1Likes
0Kommentarer
450Visninger
AA

42. Sidste dag

Det er en grå og regnfuld martsdag, den dag Louise mener, der skal blive hendes sidste. Det passede godt til hendes humør. Det var ikke tilfældigt, at det blev den dag, for hun havde tænkt over det længe, og planlagt det sådan at det skete på en hverdag, for så kom hendes forældre først senere hjem, og vil sikkert ikke savne hende i et stykke tid, fordi de troede at hun var i skole. Det er også derfor, at hun ikke gør det derhjemme. Hun havde overvejet, hvordan hun skulle gøre det. Den ide hun selv syntes var bedst var, at tage til lægen og sige, at hun ikke kunne sove om natten, og så ville han give hende nogle sovepiller, hvilket jo ville være rigtigt. Hun sov virkelig. Hun tænkte, at det måtte være mindst smertefuldt. Der var bare nogle problemer.

 

Mine forældre har den samme læge

Det skulle foregå derhjemme

Jeg har læst i en lægebrevkasse, at de nyeste slags sovepiller ikke virker til den slags

​Det var en onsdag, og hun skulle først møde efter anden time, så Vera vækkede hende ikke inden hun går. Det gjorde hun nu heller ikke de andre dage, men Louises clockradio er knap nok gået i gang før hun vimsede rundt inde på hendes værelse. Hun fandt altid en undskyldning for at være inde hos hende: hun skal lægge tøj på plads eller noget. Hvis Louise beder hende om at fise af, kigger hun på hende, som om hun slet ikke fatter, hvorfor jeg taler til hende på den måde. Og så bliver hun fornærmet. Vera fattede ikke, at teenagere ville have privatliv.

 

Hun fandt et billede af Leon, som noget af det første, og tog det med ud på badeværelset, og kiggede på det, mens hun lå i badekarret. Hun tænkte på, da hun var i England, og på trods af det kaos der herskede en gang imellem derovre, så var det også den bedste tid i hendes liv. Det kan hun se nu, for hun klarede mig selv. Til tider klarede hun sine problemer ret dårligt, men hun havde min frihed. Frihed fra hendes mors overvågende og kritiske blik. Det er nu en skam, at hendes forældre altid pakkede hende sådan ind i vat. Hvis nu de havde forventet og krævet lidt mere af hende, så ville hun nok have klaret sig lidt bedre ude i den virkelige verden følte hun.

 

Mens hun ser på billedet af Leon tænker hun på, at hun ikke skulle have skubbet ham fra sig. Hun ville gerne have flyttet til Spanien med ham. Hun skulle hurtig få lært spansk, og man kan også blive uddannet kok i Spanien. Hun græder lidt ved tanken.

 

Da hun er færdig med badet, tager hun tøj på, og putter billedet i min jakkelomme inden hun går ud. Hun spiser ikke morgenmad, for nervøsiteten overdøver sultfølelsen.

 

Hun står på broen over togskinnerne og venter. Hun ved hvornår togene kører, for hun tager dem, hver dag til og fra skole. Hun kan se i det fjerne, at der er et tog på vej, så hun tager en dyb indånding, og begynder at kravle op på gelænderet. Det blæser og gelænderet er lidt vådt af regnvand. Hun tager stik af, hvornår hun skal hoppe, men pludselig kommer der et vindpust, og hun får hår i øjnene. Hun glider på det våde gelænder, og så falder hun. Hun bliver panisk, da hun falder over gelænderet. ”Jeg er ikke klar endnu” skriger hun. Tænker jeg det eller kommer det ud af munden? Hun ved det ikke. Hun falder med hovedet nedad, og hun basker med armene, for at hun skal få sig vendt om, men alting suser forbi, og hun mister orienteringen. Toget tuder . . . . . .  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...